tirsdag den 10. maj 2011

Regentparrets sommertogt med Dannebrog

Her til middag gik Dronningen og Prinsgemalen ombord på Kongeskibet Dannebrog. Skibet ligger for anker ude i Københavns Havn og Regentparret bliver derfor sejlet ud til skibet i en lille båd. Traditionen tro var mange glade mennesker mødt op ved Københavns Havn for at vinke til Regentparret, og de så da også ud til at være glade for den store interesse. Fra Batteri Sixtus som ligger ovre på Holmen - altså på den modsatte side af havnen blev der affyret en salut fra kanonerne, som traditionen foreskriver.

Grunden til at Dronningen og Prinsgemalen skulle ud til skibet er, at de i dag indleder deres sommerkrydstogt 2011, hvor de sejler rundt i landet. Som en lille indledning til sommertogtet sejler de i dag til Helsingør hvor der i eftermiddag saluteres fra Kronborg Batteri til ære for Regentparret, og derefter skal de besøge Kronborg Slot. Til aften er Dronningen dog tilbage i København, da der er kongelige pligter der kalder i de kommende dage, men senere på måneden sejler de rundt i Danmark og besøger de egne af landet, som de ellers ikke får set så tit.

Ifølge programmet for sommertogtet skal Regentparret besøge byerne Grenaa, Brønderslev, Hadsund, Anholt og Horsens, og der skal nok blive taget godt imod dem, i de byer hvor de kommer frem. Det er altid en stor begivenhed, når Dronningen og Prinsgemalen kommer på besøg i en by, og de er utroligt populære overalt i landet.

Kongeskibet Dannebrog blev bygget i 1931-1932, men det betyder ikke, at alt ombord er gammelt og slidt. Det blev nemlig sat gevaldigt i stand i starten af 1980'erne, og det er stadig i fin stand. Det skulle efter sigende være meget eftertragtet at aftjene værnepligt på skibet, og selv om de værnepligtige kun er med en enkelt sommer, så må det helt sikkert være en oplevelse for livet at få lov at passe på de kongelige, når de sejler rundt i Danmark.

Senere på sommeren - nærmere bestemt i slutningen af august - indleder Kronprinsparret deres sommertogt med Kongeskibet Dannebrog, hvor de skal besøge Skagen, Hanstholm og Hirtshals for til sidst at afslutte turen med at deltage i åbningen af Aarhus Festuge, men mere om det når den tid kommer. Herfra ønskes Regentparret en god tur rundt i landet på deres sommertogt 2011. Det skal nok blive en kæmpe succes, som det plejer.

2 kommentarer:

  1. hvorfor ligger de ankret op i den engelske kanal
    når de burde være på rundfart i danmark

    SvarSlet
  2. Hej Anonym
    Tak for din kommentar!
    Det lyder mærkeligt, hvis de skulle ligge ankret op i den engelske kanal - det har jeg ikke nogen forklaring på...

    SvarSlet