lørdag den 14. maj 2011

Barnevogne i København

Hvis du har prøvet at gå ned af strøget i København i myldretiden, så har du med garanti også prøvet pludselig at måtte springe for livet, fordi en eller anden mor skubber sin barnevogn frem gennem mylderet i rask tempo, selv om der er pakket med mennesker. Da man gerne vil undgå at blive ramt på anklen eller underbenet af barnevognens stel, så har man ikke andet valg end straks at springe til side. Jeg har selv prøvet at blive ramt af en barnevogn en dag, hvor jeg ikke nåede at springe til side tids nok, og det gjorde pokkers ondt. Derfor bliver jeg nærmest paranoid, når jeg ser en barnevogn med kurs mod mig, og jeg springer straks til siden, også selv om det betyder, at jeg nogle gange springer ind i andre mennesker.

Det har fået mig til at tænke på, at sådan en barnevogn må være perfekt til at fragte sine indkøb i, hvis man går og shopper på strøget. Det må kunne lade sig gøre, at få en billig barnevogn på tilbud som er egnet til formålet. Hvis den kun skal bruges til at fragte indkøbsposer i, så er det jo lige meget hvor komfortabel den er. Med sådan en vogn ville man slippe for at stoppe op i tide og utide - i stedet ville trængslen på strøget blive alle andre menneskers problem, eftersom hver eneste af dem ville have valget mellem at blive ramt på underbenet af barnevognsstellet eller straks springe væk, så man kunne komme frem. Altsammen takket være en billig barnevogn.

Nu må jeg dog indrømme, at det nok ikke er særligt sandsynligt, at jeg ville anskaffe mig en barnevogn, og slet ikke til det formål. Jeg ville føle mig enormt egoistisk, hvis jeg sådan kom brasende ned gennem strøget, og derved gjorde trængslen til alle andres problem end mit eget. Faktisk mener jeg, at barnevognsskubbende forældre burde vise en lille smule mere hensyn og holde øje med om der er folk foran dem, inden de bare braser afsted med deres barnevogne. Når man færdes på et stærkt trafikeret sted, så er det alles ansvar at give plads til hinanden, så vi alle kan komme frem så hurtigt som mylderet nu tillader det, så kære barnevognsejere: Vil I ikke nok vise en lille smule hensyn, når I skubber jeres barnevogne et sted, hvor der er mange mennesker? Hvis I skubber barnevognen i samme tempo som alle andre bevæger sig i og husker at stoppe op, når der er nogen lige foran jer - lige som I ville gøre, hvis I ikke havde barnevognen med, så bliver det meget sjovere for os alle sammen at gå en tur ned af strøget i København i myldretiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar