lørdag den 14. maj 2011

Tommy Seebach

Den ukronede konge af Dansk Melodi Grand Prix hed Tommy Seebach. Desværre døde han i en alt for ung alder, og han ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor man også kan se hans gravsted. Men Tommys sange lever videre, og det vil de gøre mange år endnu. I disse dage, hvor Det Europæiske Melodi Grand Prix finder sted, er han igen aktuel, og man kan næsten ikke tale om Grand Prix uden at nævne Tommy Seebach. Hele tre gange har han repræsenteret Danmark ved Europæisk Melodi Grand Prix, og det er mere end nogen anden har gjort.

Første gang vi stiftede bekendtskab med Tommy Seebach var i 1979 da han vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Disco Tango". Sangen blev spillet over hele landet, og jeg vil tro, at det var en af de mest spillede sange det år. Tommy kom igen, og få år efter lykkedes det ham igen at vinde - denne gang med sangen "Krøller eller ej". Han fortsatte ufortrødent, og i starten af 90'erne vandt han for tredje gang med sangen "Under stjernerne på himlen".

En af de sange som han er mest kendt for er imidlertid sangen "Hip hurra det min fødselsdag", og i snart 30 år har det været en af de mest spillede sange i radioprogrammet Giro 413. Derudover er den blevet spillet og sunget ved utallige fødselsdage, for det er en glad sang som er et godt alternativ til de traditionelle fødselsdagssange.

Tommy gav sangglæden videre til sine børn, og hans søn Rasmus Seebach har på få år haft en fantastisk karriere som sanger, selv om hans sange er i en lidt anden genre end hans fars. Tommy var kendt for sine krøller og sit store charmerende smil som passede godt til hans glade sange, og det er den slags god gammeldags glad Grand Prix musik, som jeg godt kan savne i de senere års Grand Prix.

Dermed ikke sagt, at de nyere Grand Prix sange ikke er gode - for det er de, og det er kun få dage siden jeg skrev i et indlæg at jeg mener, Danmark har en god chance for at vinde Europæisk Melodi Grand Prix 2011. Jeg kan bare nogen gange godt savne den glade og sprudlende musik som Tommy stod for - naturligvis skulle det være i en mere nutidig udgave - men alligevel. Danmark får aldrig en ny Tommy Seebach, men jeg kunne godt ønske mig, at vi fik en ny Grand Prix konge, der kunne levere noget glad og sprudlende musik som ville blive spillet landet over, ligesom det var tilfældet med de utrolig mange hits som Seebach leverede. Hvis du vil læse mere om kongen af Dansk Melodi Grand Prix, så er der en glimrende artikel om Tommy Seebach på Wikipedia, hvor man bl.a. kan læse, hvordan hans karriere begyndte og hvilke album han udgav.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar