lørdag den 14. maj 2011

Anders W. Berthelsen

Anders W. Berthelsen er en af Danmarks mest kendte skuespillere. De fleste af os så ham første gang, da han medvirkede i den populære TV-serie Taxa. Dengang spillede han sig lige ind i danskernes hjerter, og siden har vi set ham i en lang række film, hvor han har medvirket, bl.a. "Italiensk for begyndere" og "Kongekabale". Hver gang spiller han endnu mere overbevisende end gangen før, og han har tydeligvis et kæmpe talent for at spille skuespil. Hvis man vil se en liste over alle de film og serier, han har spillet med i, så har Wikipedia en artikel om Anders W. Berthelsen, hvor man kan læse om ham, og se hvad han har medvirket i.

Jeg er selv meget begejstret for Anders W. Berthelsen, og jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at han er en af mine favoritskuespillere. Der er sikkert andre end mig, som synes han spiller godt, for ellers ville han vel ikke have været med i så mange film og TV-serier, som han har. Jeg er også helt sikker på, at vi får ham at se i en masse film i fremtiden. I øjeblikket er han aktuel med filmen "Rosa Morena", hvor han spiller bøsse, og selv om jeg ikke har set filmen, så er jeg sikker på, at han også i denne film spiller mindst lige så godt, som han plejer.

For et par dage siden, var han med i Aftenshowet, hvor han blev interviewet, og det slog mig, at han virker som en mand der virkelig hviler i sig selv. Han virker utrolig rolig og afbalanceret, og på trods af den store succes som han har høstet i årenes løb, så virker han på ingen måde som en prima donna type. Det må kræve en helt speciel personlighed at kunne bevare benene nede på jorden, som Berthelsen gør, selv om han vader i succes. Jeg glæder mig til at se mere til Anders W. Berthelsen, og når man tænker på, hvor meget han har udviklet sig som skuespiller indtil nu, så tør jeg slet ikke tænke på, hvilket niveau han kan nå, hvis han fortsætter i samme stil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar