søndag den 24. oktober 2021

Hvordan skriver man en krimi?

Som så mange andre mennesker, så har jeg også leget med tanken om at skrive en krimi. Men hvordan gør man? Hvordan griber man det an?

Jeg har lyttet til gode råd fra adskillige forfattere, og der er nogle af deres råd som går igen. De ting, som jeg har bemærket, at mange etablerede forfattere er enige om, har jeg samlet her:

Afsæt tid til at skrive.
Du skal beslutte dig til, at skrive f.eks. klokken 09:00 - og overholde det. Ikke vente til lidt senere eller i morgen eller et andet tidspunkt, hvor du føler, at inspirationen rammer dig. Mange forfattere fortæller, at når først de begynder at skrive, så kommer idéerne helt af sig selv - idéerne skal så at sige skrives frem. Og hvis du har planlagt at skrive til klokken 11:00, så overhold det!

Lav et plot og en synopsis.
Selv garvede krimiforfattere har gavn af et plot. Jeg har dog hørt enkelte sige, at de bare skriver derudad og ser hvad der sker, men det er en meget svær måde at gøre det på.
Et plot er et skelet for bogens overordnede opbygning. Når først du har selve plottet på plads, er du klar til at lave din synopsis. En synopsis er en sammenfatning af din bog. Dvs. en tekst som i komprimeret form siger, hvad der sker i hvert enkelt kapitel. Du kan f.eks. planlægge, at en af bogens personer skal præsenteres i kapitel 3, og at kapitel 3 ligeledes vil indeholde en beskrivelse af den skumle lagerhal, hvor en del af bogens senere handling vil udspille sig. På den måde er det lettere at skrive din krimi, fordi du derved har et skelet at arbejde ud fra.

Alt hvad du skriver er brugbart.
Det kan godt være, at dét du har skrevet ikke er klar til at indgå i den bog, du gerne vil udgive. Men det er brugbart i den forstand, at det er en tekst som der kan rettes i, og der kan tilføjes flere detaljer.
Den perfekte tekst kommer sjældent i første hug. Man skriver - læser det igennem - retter lidt - tilføjer lidt - sletter lidt - læser igennem igen - retter igen osv. Så lad være med at kassere det hele og starte forfra, bare fordi det ikke sidder lige i skabet. Ellers kommer du nemt til at starte forfra og starte forfra i en uendelighed.

Når du er færdig.
Læg teksten væk, når du er færdig. Gerne i 3 - 4 måneder - og læs den derefter igennem igen. På den måde kan du læse teksten igennem med friske øjne og fange alle de små detaljer, man som læser vil studse over, når man bliver præsenteret for teksten første gang.

Der findes masser af andre gode fif, som jeg ikke har medtaget her, men ovenstående gode råd har jeg bemærket, at mange krimiforfattere er enige om. 

God fornøjelse med at skrive din krimi!