søndag den 15. maj 2011

Sommerhus i Skagen

Der findes ikke noget sted i Danmark, hvor lyset er smukkere, end det er i Skagen. Derfor er et sommerhus i Skagen også et af de bedste steder man kan tilbringe sin sommer, hvis det altså skal være her i Danmark. Hvis man har været i Skagen, så ved man, at der er utrolig hyggeligt, og selv om der er mange velhavende mennesker der tilbringer sommeren deroppe - specielt i uge 29 - så er det også et sted for helt almindelige mennesker.

Nogle af mine venner går og leger med tanken om at købe et sommerhus i Skagen, og umiddelbart lyder det jo som en rigtig god idé, og de har da også set på flere som er til at få for en rimelig pris. Spørgsmålet er bare, hvor meget man får sådan et hus brugt, når det kommer til stykket. For når man bor i København, så er der faktisk ret langt at køre - i modsætning til hvis man havde et sommerhus i Rørvig eller i Sejrøbugten. Mange københavnere har sommer- eller fritidshus på Sjælland, og jeg tror, man er mere tilbøjelig til lige at smutte afsted i en weekend, hvis det er et sted, hvor man kan komme til med en times kørsel, fremfor hvis man skal bruge adskillige timer for at nå frem.

Hvis man har et sommerhus i Skagen, og man kun bruger det, når man har mindst fire-fem dage til rådighed, så vil resultatet for de fleste mennesker være, at man ikke får det brugt særlig mange gange hvert år, og så er det spørgsmålet, om det så overhovedet kan betale sig at købe et sommerhus fremfor bare at leje et, når man har brug for det, og så betale den pris det koster at leje sig ind.

Den slags tanker har jeg brugt aftenen på at diskutere med mine venner, men de føler sig sikre på, at de også vil tage afsted, selv om de kun har en weekend til rådighed, og selv om det vil tage dem mindst fire timer at komme dertil - og så skal man endda køre rimelig hurtigt. Hverken de eller jeg kender nogen der har erfaring med at have et sommerhus i Skagen eller andre steder som ligger lige så langt væk, så det kan ikke rigtig blive til andet end gætteri, når man skal vurdere, hvor meget sådan et sommerhus egentlig ville blive brugt.

Naturligvis ville jeg da synes, at det var dejligt, hvis de gjorde alvor af deres planer og købte et sommerhus i Skagen, fordi det så måske også ville give mig mulighed for at låne det fra tid til anden, men jeg ville virkelig ærgre mig på deres vegne, hvis det viste sig, at de ikke fik kørt hele vejen til Skagen lige så ofte som de egentlig havde tænkt sig, og sommerhuset derfor ville stå ubrugt i store dele af sommerhalvåret.

Derfor ville det være rart, hvis der er nogen der har erfaringer på området som vil dele disse erfaringer. Det behøver ikke nødvendigvis at være i Skagen at man har eller har haft sommerhus, men hvis man har prøvet at eje et sommerhus som ligger langt væk fra hvor man bor, og samtidig har fuldtidsarbejde, som man skal passe, så har man sikkert nogle erfaringer som vi andre kunne have glæde af at høre. For jeg kan ikke sige mig fri for en mistanke om, at et sommerhus i Skagen ikke ville blive brugt særlig meget, når først hverdagens travlhed begynder at melde sig. Men som sagt, hvis du erfaringer på området, så skriv endelig en kommentar.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar