onsdag den 26. oktober 2011

Oplader til mobiltelefon - universaloplader ønskes!

De fleste af os har en mobiltelefon, som vi bruger hver dag. Og vi har næsten allesammen også op til flere mobiltelefoner, som vi ikke bruger mere. En oplader til mobiltelefon er fuldstændig nødvendigt for at få liv i apparaturet, og når man køber en mobil er det normalt, at der følger en oplader med. Derfor ligger der millioner af opladere til mobiltelefoner rundt om i de danske hjem. Det er ikke ualmindeligt at have fire eller fem gamle opladere liggende i sine gemmer, og så godt som alle disse opladere kommer aldrig nogensinde i brug igen. De ligger bare og fylder op i folks skuffer indtil de en dag har fået selskab af tilpas mange andre opladere, så der ikke længere er plads til dem. De bliver så kasseret og - forhåbentlig - smidt ud på en miljømæssig forsvarlig måde.

Men er det ikke spild med alle de opladere til mobiltelefoner som bare bliver smidt ud? De fejler jo ikke noget, og langt de fleste af dem kunne have klaret mange flere opladninger af telefoner. Men fordi en oplader ikke passer til den nye mobiltelefon man har købt, så bliver den kasseret, og et godt og velfungerende stykke elektronik stopper dermed med at gøre nytte. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt. For det første belaster det miljøet at producere en ny oplader, og for det andet belaster det pengepungen at skulle købe den. Hvis ikke der fulgte en oplader med, når man købte en mobiltelefon, ville telefonen jo være en smule billigere.

Tænk hvis alle mobiltelefonproducenter kunne enes om at lave deres telefoner, så de allesammen passede til den samme type oplader. Hvis der fandtes en universaloplader, så ville det ikke være nødvendigt at lægge en oplader i pakken sammen med den nye mobil, og den oplader til mobiltelefon man havde i forevejen kunne fortsætte med at blive brugt. Det ville være til stor gavn for både miljøet og økonomien, og som en ekstra sidegevinst, så ville vi allesammen få lidt mere plads i vores skuffer, hvis der ikke lå gamle opladere og fyldte op sammen med vores gamle mobiltelefoner.

Et gammelt ordsprog siger, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Tilsvarende kunne man sige, at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget. Hvad universalopladere til mobiltelefoner angår må man sige, at det ikke ville være så godt for dem der producerer opladerne, da en oplader jo så ville holde i mange år - faktisk lige til den var slidt ned. Så vi må håbe, at dem der producerer opladere til mobiltelefoner så finder andre måder at tjene penge på til den tid.

Under alle omstændigheder, så glæder jeg mig til der kommer en universaloplader til mobiltelefon, men indtil det sker, så må jeg fortsætte med at bruge den oplader der fulgte med min mobiltelefon, da jeg købte den, og derefter vil jeg bruge den lader der følger med min næste mobil, hvis universalopladeren stadig ikke er kommet til den tid.

torsdag den 20. oktober 2011

Realitystjerner

I de senere år er ordet "realitystjerne" blevet en del af det danske sprog. Realitystjerner er personer som har deltaget i et eller andet realityshow og ad den vej har opnået berømmelse. Da jeg var barn og ung fandtes den slags ikke. Dengang var der ikke så mange andre muligheder end skuespiller, sanger, politiker og journalist, hvis man gerne ville være kendt. Sådan er det ikke mere. Spørgsmålet er så, om det er til det gode eller det dårlige. Lad mig straks afsløre, at jeg synes realitystjerner er til det gode, og nu skal jeg forklare hvorfor.

Kendte mennesker, hvad enten de er realitystjerner eller bare "almindelige" kendte, er nogle som vi allesammen bruger til enten at spejle os i eller at tale om. Hvis du skal blive kendt via et af de erhverv som jeg nævnte ovenfor, så kræver det at du først slår igennem som f.eks. politiker eller skuespiller. For at gøre det er det nødvendigt at være populær. Derfor er der, set med mine øjne, en tendens til, at folk fra de professioner ikke rigtig skiller sig så meget ud fra gennemsnitsdanskeren. Anderledes forholder det sig med realitystjerner. De er ikke nødt til at ligne alle os andre for at blive kendte, for de er ikke afhængige af at vi kan lide dem for at slå igennem.

Lad mig komme med et eksempel. Realitystjernen over dem alle, selveste Sidney Lee, er en mand som i den grad deler danskerne. Nogle elsker ham, mens andre elsker at hade ham. Personligt elsker jeg Sidney Lee, fordi han er en mand der lever efter sine egne normer og lader til at være fuldstændig ligeglad med, hvad andre mennesker måtte mene om ham. Hvis ikke der havde været realityshows, så havde vi måske aldrig lært ham at kende. Realityshows lever på, at vi enten elsker eller hader deltagerne. Jo mindre de ligner alle os andre, jo mere interessant er showet, og jo flere seere kommer der.

De stjerner som skabes af realityshows, altså realitystjerner er derfor i sagens natur mere anderledes og farvestrålende end de stjerner der skabes ad de traditionelle veje. Jeg elsker Sidney Lee, Amalie Szigethy og alle de andre realitystjerner, for det er mennesker som tør være sig selv, og realitystjernerne har bidraget til at gøre mediebilledet en lille smule mere spændende og farvestrålende. Derfor synes jeg, realityshows er en fantastisk opfindelse.

tirsdag den 18. oktober 2011

Doggy bag - Lad det blive en vane!

For et par år siden sad jeg sammen med min kæreste og spiste på en fortovsrestaurant i Rio de Janeiro. På den anden side af gaden sad nogle af Rios mange gadebørn. Jeg tror ikke, at sådan nogle gadebørn i Rio nogensinde får mulighed for at spise sig mætte, som vi andre gør hver dag, og som jeg også gjorde den dag - lige for næsen af dem. Jeg følte mig lidt mærkelig tilpas over at sidde og spise et overdådigt måltid lige for næsen af de små stakler. Da både kæresten og jeg var blevet mætte, var der stadig masser af mad tilbage på fadene, så da jeg bad om regningen, bad jeg samtidig om at få resten af maden med i en "doggy bag".

Det er den eneste gang i mit liv, at jeg nogensinde har bedt om en doggy bag på en restaurant, men jeg følte, at jeg havde brug for at dulme min dårlige samvittighed over at have spist mig mæt foran nogle forhutlede gadebørn, som hver aften må gå sultne i seng - bortset fra at de ikke har en seng - men i hvert fald er de sultne, når de lægger sig til at sove, hvor det så end måtte være. Efter at have modtaget min doggy bag, gik jeg straks over gaden og gav det til børnene.

Og hvorfor skriver jeg så det? Jo, jeg kom til at tænke på episoden, da denne blog for et par dage siden havde besøg af Selina Juul. Hun har stiftet en bevægelse som hedder "Stop Spild af Mad". Det er et rigtig godt initiativ, som jeg synes man bør støtte op omkring. Ikke af hensyn til sultne gadebørn, som der vel næppe findes nogen af i Danmark, men af hensyn til sultne hjemløse og ikke mindst af hensyn til vores miljø. Det skader nemlig miljøet at producere mad! Nu sidder jeg ikke og plæderer for, at vi skal lade være med at spise, for det er i sagens natur ikke muligt. Derimod skal vi være opmærksomme på, at der ikke bliver produceret mad som bare skal smides ud.

Det er faktisk ikke særlig svært, og man sparer med garanti penge, hvis man undgår at smide mad ud. Og her er vi så tilbage ved den doggy bag som dette indlæg startede med. Hvis man beder om en doggy bag, når man er på restaurant, så sikrer man, at de rester som er tilbage efter måltidet ikke bliver smidt ud, men i stedet spises når man kommer hjem - i stedet for at tilberede et nyt måltid mad. Det er ikke pinligt at bede om en doggy bag, men det er pinligt at lade være! Man sparer penge og man skåner miljøet. Jeg har derfor besluttet mig for, at jeg fremover altid vil bede om en doggy bag når jeg er på restaurant, så den overskydende mad ikke skal gå til spilde.

En doggy bag gør det dog ikke alene. Der er mange andre tiltag man kan gøre for at sikre, at man ikke smider mad ud som sagtens kan spises. F.eks. kan man gøre det til en vane at spise biksemad, når der er nogle rester i køleskabet. Det handler bare om en lille smule omtanke i hverdagen, og på hjemmesiden stopspildafmad.dk kan man læse en masse andre fif. For vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at smide mad ud! Det starter med os selv - mig selv - og dig! og dine venner og mine venner og deres venner osv. Så spred budskabet og lad os allesammen tage fat i os selv, så vi undgår spild af mad. Besøg straks Stop Spild af Mads hjemmeside og se, hvad du kan gøre - udover at gøre det til en vane at bede om en doggy bag, når du er på restaurant!

mandag den 17. oktober 2011

Dyrlægens natmad - opskriften kan variere, men denne er den bedste!

Os danskere elsker jo smørrebrød, og et af de mest populære stykker smørrebrød er dyrlægens natmad. Personligt elsker jeg dyrlægens natmad, men min opskrift varierer en lille smule fra den måde som de fleste laver den.

Opfkriften på dyrlægens natmad kan variere, men normalt består den af et stykke rugbrød med smør, derpå leverpostej, saltkød, løg og sky. Jeg vil straks skynde mig at sige, at denne version smager fortræffeligt, og den kan på det varmeste anbefales.

Imidlertid er jeg begyndt at eksperimentere lidt med opskriften på dyrlægens natmad, og jeg er nået frem til, at jeg bedst kan lide den, hvis den bliver lavet en lille smule anderledes. Min måde at lave den på er som følger. En skive frisk formbrød, uden birkes. Brødet smøres med almindeligt smør. Derpå varm, friskbagt leverpostej, stegt bacon og stegte champignon. Det hele dækkes med et par skiver saltkød, og ovenpå lægges friske løgringe og sky.

Hvad leverpostejen angår skal det bemærkes, at jeg ikke selv laver den fra bunden, men at jeg af og til køber dybfrossen ubagt leverpostej i mit lokale supermarked, når de lejlighedsvis har det. Det skal så lige have en time i ovnen, og så har man den dejligste friskbagte leverpostej. Jeg bager gerne nogle stykker af gangen, når ovnen alligevel er varmet op.

Som du kan se, så er ingredienserne i min opskrift en smule anderledes end i den traditionelle opskrift. Den tager også en lille smule længere tid at lave, men det er bestemt umagen værd. Så hvis du en dag har ovenstående ingredienser i huset, så vil jeg anbefale at du prøver min opskrift. Jeg mener selv, at det er den bedste, og den smager fantastisk.

Hvis du er i humør til et ekstra stort stykke med dyrlægens natmad, så prøv at købe et lille formbrød hos bageren og skær det på langs i stedet for på tværs. På den måde får du en kæmpe skive brød, så du kan lave dig en kæmpe-udgave af dyrlægens natmad. Velbekomme!

søndag den 16. oktober 2011

Okseøje - kan en sten helbrede?

En af mine bekendte havde for noget tid siden nogle smerter i benet som ikke ville gå væk. Hans læge havde kigget på det, og han havde fået en recept på nogle smertestillende piller, som kunne lindre smerten. Men årsagen til smerterne blev ikke fundet.

Så var det, at en af hans kolleger gav ham en sten som hedder "okseøje". Kollegaen tror meget på alternativ behandling, og hun mente, at en okseøje sten ville hjælpe på smerterne. Min bekendte havde ikke rigtig fidus til den slags, da han ikke rigtig tror på alternativ behandling, og derfor heller ikke mener at sten eller krystaller kan virke healende eller helbredende.

Imidlertid er okseøje en meget smuk sten, så selvom han ikke havde de store forhåbninger til, at stenen skulle kunne gøre noget for hans bensmerter, så lagde han den alligevel på sit natbord. Det skader jo ikke at have sådan en liggende, og når den samtidig pynter, så har man da i det mindste noget kønt at kigge på.

Og nu kommer det mærkelige. Efter at have sovet ved siden af sin okseøje i tre eller fire nætter, så forsvandt smerterne i hans ben. Naturligvis kan der sagtens være andre årsager, end at det skulle være stenen som har hjulpet, men det tidsmæssige sammenfald er nu meget interessant.

Vi har grinet en del af det, for hverken han eller jeg har den helt store tiltro til, at sten og krystaller kan have en smertelindrende virkning. Ikke desto mindre, så må man jo erkende, at smerterne forsvandt efter få dages søvn ved siden af stenen. Hans kollega som gav ham stenen er naturligvis stolt, og hun betragter det som et bevis på, at okseøje kan fjerne smerter.

Enden på det hele er blevet, at okseøjet har fået lov til at blive liggende på hans natbord, og han har nu gået i over en måned uden smerter. Om det er stenen der skal have æren, eller om smerterne alligevel ville være forsvundet må stå hen i det uvisse, men stenen pynter, og det skader jo ikke at have den liggende. Så min bekendte har besluttet sig for, at hans okseøje skal have fast plads på natbordet fremover.

lørdag den 15. oktober 2011

Gyngestol eller ej? - Hvor har vi det godt!

For kort tid siden var jeg på besøg hos nogen som havde en gyngestol i træ. Da det var mange år siden jeg sidst havde siddet i sådan en, måtte jeg straks benytte mig af muligheden, og jeg blev ikke skuffet. Jeg sad faktisk i gyngestolen i flere timer, og jeg fandt ud af, at den var utroligt afslappende at sidde i. Selv om man ikke sidder og gynger frem og tilbage, så er det ret behageligt, at den vipper lidt, når man ændrer siddestilling.

Så nu går jeg og overvejer, om jeg skal købe mig en gyngestol. Problemet er, at jeg ikke rigtig har plads til flere stole, så hvis jeg skulle  have en, så ville det betyde, at jeg så måtte skille mig af med en af de stole jeg allerede har, og det er jeg heller ikke så meget for.

Hvis det ender med, at jeg beslutter mig for, at der skal stå en gyngestol i stuen, så bliver næste skridt at beslutte om den skal være i træ eller om det skal være en kurve-gyngestol, for sådan en så jeg engang i en reklame, og den så ret flot ud. Så vidt jeg ved, kan man få dem i mange prisklasser lige fra en kostbar Wegner-gyngestol, til de helt billige. I øvrigt mener jeg også at have set en antik gyngestol i et butiksvindue på Frederiksberg. Jeg går ikke så meget op i, hvem der har lavet den, sålænge den ser pæn ud og er god at sidde i.

I øjeblikket fylder min måske kommende gyngestol en hel del i mit hoved, og hvem ved, måske ender det med at jeg spontant køber en, hvis jeg skulle falde over en pæn en i Ikea eller et andet sted. Jeg ved ikke, om der findes forretninger i københavn hvor der sælges gyngestole, men ellers må man jo finde et sted i omegnen, hvor man kan købe dem.

Indtil videre er beslutningen dog ikke truffet, men jeg kan ikke lade være med at glæde mig over, at mit største problem for tiden er at finde ud af, om jeg skal have en gyngestol eller ej. Det siger noget om, hvor godt vi har det her i Danmark i forhold til mange andre mennesker rundt om i verden.

fredag den 14. oktober 2011

Biksemad - en opskrift på et godt miljø

En af mine bekendte har en søn som elsker biksemad. Faktisk er det knægtens livret, og det er den ret der bliver spist oftest i huset.

som bekendt er der ikke nogen endegyldig opskrift på biksemad. Det kan laves med de rester man nu har. Man hakker bare hele molevitten i små stykker og smider det op på panden. Man kan i øvrigt også lave biksemad i ovn, men personligt foretrækker jeg at lave det på en stegepande. De fleste foretrækker at spise spejlæg til deres biksemad, og nogle har deres favoritter, når det kommer til ingredienserne. F.eks. sværger nogle til at bruge bacon og pølser, mens andre hellere vil have kylling i. Biksemad med bearnaise er også en klassiker.

Man kan følge den opskrift man vil, men langt de fleste mennesker laver det af de rester der nu er at finde i køleskabet, og på den måde får man brugt sine rester fra tidligere måltider. Opskriften på biksemad dikteres med andre ord af køleskabets indhold, og kan derfor variere fra gang til gang. Der findes lige så mange opskrifter som der findes måder at kombinere madrester på, og det er jo ikke så lidt. Alle former for rester kan bruges - både kødrester og pålægsrester, og har man et par kartofler tilbage fra dagen i forevejen, så kommer man naturligvis også dem i.

Men tilbage til min bekendts knægt som elsker biksemad. Han har ingen krav til, hvilke ingredienser der skal bruges, og det er præcis det som gør det så fantastisk. I deres hus bliver der næsten aldrig kasseret noget mad, for bare der er den mindste smule kartofler, løg, pølser, skinke, bacon eller andet kød, så bliver der straks lavet biksemad af det, og på den måde sikrer de, at de undgår madspild. Det eneste krav knægten har til ingredienserne er, at der skal være spejlæg på. Det er heller ikke det store problem, og når alt kommer til alt, så smager biksemad med spejlæg nu engang bedre end uden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget madspild der dagligt kunne undgås i de danske køkkener, hvis alle børn - og for den sags skyld også voksne - var lige så glade for biksemad. At producere madvarer for derefter at kassere noget af det er ikke særlig godt for miljøet, men biksemad løser problemet. På den måde kan man faktisk sige, at biksemad er en opskrift på et godt miljø. Og selvfølgelig taler jeg her om hjemmelavet biksemad og ikke det færdiglavede som man af og til kan finde på tilbud i supermarkedet, for så forsvinder idéen jo lidt.

Så det korte af det lange er, at hvis man gerne vil gøre noget godt for miljøet og for sin pengepung, så skal man lære sine børn at spise biksemad, for på den måde kan man undgå madspild i mange år fremover. Nå men al den snak om biksemad har gjort mig sulten, og da jeg ved at der i køleskabet både ligger kartofler, løg, bacon, pølser, æg og lidt kød fra i går, så tror jeg lige at jeg bikser det sammen til en god gammeldags gang biksemad med spejlæg. Det smager nemlig rigtig dejligt, og hvis man samtidig kan have god samvittighed, når man spiser det, så kan det jo ikke være bedre.

onsdag den 12. oktober 2011

At jogge i spinaten

Udtrykket "jogge spinaten" er noget man siger, når en eller anden virkelig har dummet sig. Hvornår det præcis er opstået, er svært at sige, men det er noget folk har sagt i adskillige årtier. Af en eller anden grund, er udtrykket aldrig rigtig gledet ud af sproget, og man hører jævnligt folk tale om, at en eller anden har jogget i spinaten, når personen har gjort noget, som er virkelig dumt.

Vi har alle sammen prøvet at jogge i spinaten, for det kan nemlig ikke lade sig gøre at leve et helt liv uden at dumme sig engang imellem. Det er nu ikke noget man skal være ked af, for det er nemlig ens fejltagelser man lærer af og bliver klog af, så hvis man ikke joggede i spinaten af og til, ville man ikke gøre sig så mange erfaringer her i livet. Så når alt kommer til alt, så er det nok slet ikke så slemt at jogge i spinaten. Faktisk er det som regel kærligt ment, når man siger til nogen, at de har jogget i spinaten.

Som nævnt har udtrykket den betydning, at nogen har foretaget sig et eller andet som ikke er særlig smart, men det står vist lidt hen i det uvisse, hvordan udtrykket er opstået. En nærliggende forklaring kunne være, at spinatplanter med lidt god vilje kan ligne ukrudt. Hvis man så træder i spinatplanterne i den tro, at det er ukrudt, så har man jo ikke rigtig båret sig så smart ad. Om det virkelig hænger sådan sammen, er svært at sige, men det virker under alle omstændigheder mere sandsynligt, end at der skulle menes varm færdigtilberedt spinat, som mange af os spiser af og til. Ens sko ville i øvrigt også blive ret snaskede, hvis man trådte - eller joggede - i spinat som var tilberedt og klar til at spise.

Ja, sproget er finurligt, og der findes mange sjove udtryk og talemåder. Det er nu også meget godt, for sproget bliver mere levende af den slags talemåder. Det lyder jo sjovere at sige, at nogen har jogget i spinaten end bare at sige, at de har båret sig klodset ad.

torsdag den 6. oktober 2011

Peter Ålen - Hvad bliver den næste provokation?

De fleste af os kender Peter Ålen. Hans borgerlige navn er Peter Aalbæk Jensen, men i folkemunde går han under navnet Peter Ålen - eller bare Ålen. Han er tidligere skuespiller men nok mest kendt for at være filmproducent på Zentropa. Faktisk stiftede han selv Zentropa i samarbejde med filminstruktøren Lars von Trier.

Forleden dag så jeg Peter Ålen på TV, og igen blev jeg skuffet. Ikke skuffet over Ålen, for ham er jeg stor fan af, men skuffet over, at man ikke længere ser ham lave interviews, mens han pulser løs på en stor cigar.

Jeg ved godt, at der er nogle sundhedsmæssige aspekter i det og alt det der, og jeg ved også godt, at det er hensynsfuldt, ansvarligt og en masse andre ting, at han ikke længere ryger under sine interviews, så på den måde er det helt ok. Jeg savner bare at se Peter Ålen med en af sine gigantiske cigarer mens han smilende og tilbagelænet udtaler sig bramfrit om forskellige emner.

Peter Aalbæk Jensen er faktisk en af mine helte, og cigaren var ligesom hans varemærke i mange år. Jeg morede mig altid, når jeg så Ålen på skærmen. Det gør jeg stadig - men ikke helt på samme måde. Han er en farvestrålende personlighed, og i lighed med Lars von Trier, så virker det som om, at han godt kan lide at provokere.

Naturligvis kunne man godt lave et interview med ham ude i det fri, hvor hans cigar formentlig ikke ville udgøre nogen sundhedsrisiko, men i disse tider skal man jo sikkert også tænke på, hvilke signaler det sender, hvis en kendt skikkelse står og ryger på TV. Jeg ved ikke, om det er en medvirkende årsag til hans manglende cigarer, men jeg tror det.

Nå, men jeg vil sætte min lid til at Ålen finder en anden måde at provokere på, når han nu er afskåret fra at ryge folk lige op i hovedet. Måske kunne han sidde med en stor sjus - men på den anden side, så ville det heller ikke være så politisk korrekt, så det ville han sikkert heller ikke få lov til. Det er efterhånden ikke nemt at være Peter Aalbæk, og heller ikke nemt at være begejstret fan af ham.

Det er i det hele taget ikke nemt i disse tider, men mon ikke han finder på et eller andet som rent visuelt virker lige så stærkt som hans cigarer gjorde. Jeg vil tro han finder på noget, og jeg glæder mig til at se, hvad den næste provokation bliver, så vi igen kan nyde synet af Peter Ålen i den gode gamle stil som han er kendt for, og som jeg er en stor fan af.

mandag den 3. oktober 2011

En sjov lille historie

For et par dage siden var jeg på skovtur med en af mine gode venner. Han skulle nemlig vise mig sit barndomshjem, som er et hus der ligger midt inde i en nordsjællandsk skov. Vi fandt huset, og det så rigtig hyggeligt ud. Da vi stod der og kiggede på huset, kom min ven i tanke om, at der dengang han boede der havde stået et lille bord og et par stole udenfor huset, og det mindede ham om en sjov lille historie.

En dag havde et par ældre damer sat sig på stolene udenfor huset, og da min vens far var en gæstfri mand, kunne han ikke drømme om at bede dem om at gå fra hans private ejendom. I stedet gik han ud og hilste venligt på dem. De to ældre damer troede tydeligvis, at der var tale om et gæstgiveri, for de sagde, at de gerne ville bestille to kopper kaffe og to stykker wienerbrød. Han sagde så til dem, at han desværre ikke havde noget wienerbrød, men at de kunne få en syltetøjsmad i stedet. Det ville de to ældre damer gerne, og min vens far gik derpå ind i huset og lavede kaffe og syltetøjsmadder til dem.

Da de to damer var færdige med deres kaffe og syltetøjsmadder, kaldte de på ham og sagde, at de gerne ville betale. Han smilede venligt til dem og sagde, at det kostede skam ikke noget, da der jo ikke var tale om et gæstgiveri, men at det var hans hus, hvor han boede, og at de i øvrigt altid var velkomne til at komme forbi og få en kop kaffe og en syltetøjsmad. Det fik de to ældre damer til at undskylde mange gange, inden de forlod stedet. De var tydeligvis meget skamfulde over at have siddet og bestilt kaffe og kage ved et privat hjem.

Historien fandt sted for mange år siden, og der er blevet grint af den mange gange siden. Ingen kunne naturligvis drømme om at være sur på de to ældre damer, for de havde jo ikke gjort det i nogen ond mening. Moralen af denne sjove lille historie må være, at det gør ikke så meget, at man gør noget galt, så længe man ikke gør det med vilje. Så længe intentionen er god, så kan en fejltagelse allerhøjst give anledning til et godt grin, og det er jo ikke nogen dårlig ting.