mandag den 28. februar 2011

Palmer er smukke, men hvad koster en palme?

Her i Miami hvor jeg for tiden befinder mig, er der palmer allevegne. De er smukke og eksotiske - specielt for sådan en som mig der ikke ser dem til daglig, men kun når jeg er udenlands, og som nu opholder mig under varmere himmelstrøg. Palmer koster selvfølgelig penge, men hvad koster en palme - eller rettere, hvordan beregner man prisen på en palme?

Det kan måske lyde lidt underligt at bringe et emne som prisen på en palme på bane, men baggrundshistorien kommer her. I går kørte jeg sammen med en af mine amerikanske værter gennem et nybygget boligområde. Her i USA er de vældig gode til at få nybyggede boligområder til at se knap så nye ud - altså ikke ved at ødelægge husene eller lignende, men ved at udplante nogle velvoksne træer og buske - og smukke palmer. Det var også tilfældet for det boligområde vi kørte igennem, men der var én ting der slog mig. Selv om palmerne stadig var smukke, så de alligevel lidt afpillede ud - faktisk havde de kun de øverste blade.

Jeg bemærkede de afpillede blade for min amerikanske vært, og han kunne nu opklare mysteriet for mig. Når man skal beregne prisen på en palme, foregår det lidt anderledes end når man f.eks. skal beregne prisen på et juletræ hjemme i Danmark. Man skal stadigvæk have fat i målebåndet, men her hører ligheden også op. Prisen beregnes nemlig ved at måle fra jorden og op til det første blad. Palmens højde betragtes simpelthen som længden mellem jorden og det første blad. Så hvad gør snedige palmehandlere, palmegrossister, eller hvad den slags nu hedder? De fjerner simpelthen nogle blade, så den kommer til at koste flere penge. Ikke alene fjernes de nederste blade, men simpelthen alle bladene på nær de øverste. Bladene vokser hurtigt ud igen, når palmen får lidt vand og lidt gødning, så skaden er ikke så stor - altså for palmen. Den der skal op med pengene for at betale for den skal hive lidt ekstra op af lommen, og den der sælger den kan lægge lidt ekstra i lommen.

Så skulle man jo tro, at det er en indbringende forretning at sælge palmer, men der må man tro om igen. Det er nemlig standard, at når man køber en palme, så har den kun de øverste blade. Alle som sælger palmer fjerner de nederste blade, og da man som alle andre steder i verden konkurrerer på prisen, så er prisniveauet baseret på, at man naturligvis fjerner de fleste af bladene, så palmen kan indbringe lige så meget som hos konkurrenten. Så summa summarum er, at alle de afpillede palmer faktisk sælges til de samme priser, som de ville have været solgt til, hvis man havde haft en anden måde at måle på, og der dermed ikke var nogen der afpillede bladene.

Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, og det gælder naturligvis også her. Det gode er, at når man kører gennem et beboelseskvarter her i det sydlige USA, hvor palmerne gror lystigt, så ved man altid om det er nyopførte huse eller ej. Man skal bare kigge på palmerne som i kraft af deres bladpragt, eller mangel på samme, sladrer om, hvor lang tid de har stået det pågældende sted.

søndag den 27. februar 2011

Slanger i Florida - black racer er den mest udbredte

Jeg har netop afsluttet mit morgenmåltid her hos mine værter i Miami, Florida. De har en utrolig lækker have med palmer og forskellige eksotiske planter, og jeg nyder altid at sidde herude. Faktisk sidder jeg her så ofte jeg kan, også nu, mens jeg skriver dette indlæg. Jeg havde netop taget en tår af min morgenkaffe, da jeg ud af øjenkrogen så noget mørkt der bevægede sig ovre ved et buskads. Jeg drejede hovedet og kiggede i retning af hvor det var, og dér lige midt i en solstråle lå en lille mørk slange. Den lignede nærmest en snog af den slags som vi har hjemme i Danmark om sommeren, men da jeg ikke er slangekyndig, turde jeg ikke at nærme mig den, for tænk nu hvis den var giftig!

Forsigtigt rejste jeg mig, og gik hen til terrassedøren og kaldte ind i huset. En af mine værter kom ud og så på slangen, og han kunne berolige mig med, at den ikke er spor giftig. Faktisk er det den mest udbredte slange i Florida. Den hedder "black racer" og udover at ligne en dansk snog på en prik - bortset fra nakkeprikkerne - så er den også lige så ufarlig som en dansk snog.

Jeg satte mig tilbage i stolen og betragtede den et øjeblik. Så tog jeg en tår af min kaffe og en bid af min morgenmad, og da jeg igen drejede hovedet for at se på slangen, var den væk. Jeg kiggede rundt i haven, men der var ingen black racer at se nogen steder. Jeg er normalt ikke mere dyreinteresseret end så mange andre mennesker, men hvis du har læst mit sidste indlæg, ved du, at jeg nu har skrevet hele to indlæg om dyr her i Miami, og det synes jeg faktisk er ret sjovt. Altså ikke indlæggene i sig selv, men det at jeg har stiftet bekendtskab med flere forskellige dyr, som jeg aldrig tidligere har set i mit liv. Så udover at jeg har fundet ud af, at der findes gribbe i Miami - og vistnok også i resten af Florida, så ved jeg også nu, at den mest udbredte slange i Florida hedder en black racer, og at den ikke er farlig for mennesker. Jeg føler mig allerede lidt som Jacques Cousteau, altså bortset fra at jeg (endnu) ikke har opdaget nogle dyr i havet, men kun på landjorden. Det var alt for denne gang her fra Miami, hvor jeg altså nu også har stiftet bekendtskab med en lokal slange.

torsdag den 24. februar 2011

Gribbene ventede på at jeg skulle kradse af

Jeg opholder mig stadig i Miami, hvor vejret er dejligt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og jeg er efterhånden ved at blive godt solbrændt. På disse kanter er der ikke mange fodgængere. Selv om der er fortove bliver de sjældent benyttet. Jeg trængte dog til at få strukket benene i dag, så jeg begav mig ud på en lille gåtur i nabolaget. Solen bagte heftigt, og sveden haglede af mig. Jeg mødte ikke andre fodgængere på min vej, men flere bilister kiggede undrende på mig, som om de tænkte, at det dog var noget mærkeligt noget sådan at bevæge sig rundt til fods.

På et tidspunkt kiggede jeg op, og til min store overraskelse så jeg et par store sultne gribbe over mit hoved. Jeg kom straks til at tænke på de gamle western-film, hvor der nogen gange er folk der går rundt ude i ørkenen, mens gribbene kredser rundt over dem, mens de venter på at de udmattede stakler skal ånde ud så de kan spises. Jeg kiggede rundt, og så ikke gribbe andre steder end lige over mit hoved. De fulgte mig på hele turen, og jeg må indrømme at det føltes lidt mærkeligt. Gribbe er som bekendt ådselsædere, så at se dem følge mig på den måde fik mig til at føle mig som en der snart skulle dø. Måske er det bare fordi, det er så sjældent at folk begiver sig rundt til fods, at gribbene straks bliver opmærksomme når det endelig sker? Heldigvis nåede jeg udmattet men helskindet hjem, og jeg sidder nu i skyggen med en kølig øl og glæder mig over, at jeg trods alt ikke endte som middagsmad for de sultne gribbe. Jeg er ikke den store ornitolog, så mit kendskab til gribbens udbredelse og levesteder har indtil nu været ikke eksisterende, men nu ved jeg da, at der findes gribbe i Miami, så lidt klogere er jeg da blevet i dag.

onsdag den 23. februar 2011

Skal de kendte ned med nakken?

I dag sad jeg og læste en artikel på en dansk nyhedsside. Den handlede om en kendt person som der har været skrevet meget om på det seneste, og denne artikel leverede endnu en slibrig oplysning om, hvor meget der var at være forarget over i forbindelse med vedkommende. Min første tanke var, at nu måtte de dog give staklen lidt fred - det må jo være et rent helvede at blive jagtet af journalister hver dag. Jeg tænkte på de onde journalister der nådesløst beskriver hver eneste detalje af folks privatliv, og ofte gør sig umage for, at det skal lyde ekstra slemt.

Pludselig slog det mig, at hvis nu jeg og alle andre ikke læste den slags artikler, så ville de jo ikke blive skrevet. Journalisterne er nødt til at skrive det som folk vil læse, og antallet af læsere der klikker på den slags artikler afslører med al tydelighed, at jo mere skidt man kan grave frem om kendte mennesker, jo flere læsere har man. Det er altså mig - og alle de andre som læser den slags artikler - som er de egentlige skurke. Men hvorfor vil vi gerne læse den slags artikler om kendte mennesker. Er det fordi vi har et ubevidst ønske om at de kendte skal ned med nakken (kunne være interessant at høre en psykologs bud på det), eller er det simpelthen bare fordi vi keder os, og så lader os underholde med den slags historier? Jeg vil meget gerne høre din mening!

torsdag den 17. februar 2011

Slankeburgeren fra Santo Domingo

Så er jeg tilbage i Miami, hvor solen skinner nogenlunde lige så meget som i Den Dominikanske Republik, hvor jeg har tilbragt den sidste uge. Efter en køretur på et par timer gennem det dominikanske landskab ankom jeg til hovedstaden Santo Domingo, hvorfra jeg skulle flyve til Fort Lauderdale. Jeg var dog blevet en smule sulten efter den lange køretur, og da der var god tid til jeg skulle flyve, besluttede jeg mig for at købe en burger ved et af de lokale madsteder. Burgeren skulle sidenhen vise sig at være en vaskeægte slankeburger. Netop som jeg havde spist den sidste bid, kom jeg i tanke om, at man ikke skal spise salat på de kanter, da det ofte er skyllet i urent vand. Min burger havde indeholdt en del salat, men eftersom jeg allerede havde spist det hele, var der ikke andet at gøre end at håbe på, at netop det salat som havde været i min burger, var skyllet i rent vand...

Nogle timer senere afgik mit fly, og efter en hyggelig flyvetur over caribien landede jeg i Fort Lauderdale, hvor mine værter fra Miami stod klar til at hente mig. Vi kørte sydpå mod Miami, ankom til huset og fik lidt god mad og en flaske vin. Alt var perfekt, da jeg lidt senere sagde godnat og gik til køjs, men det skulle det ikke blive ved med at være.

Midt på natten vågnede jeg ved at jeg skulle på toilettet og i øvrigt havde ondt i maven. Efter en tur på potten gik jeg i seng igen, men kraftige mavesmerter forhindrede mig i at sove videre. Til sidst lykkedes det mig dog at falde i søvn, men kun for at vågne lidt senere igen, hvor jeg atter måtte på toilettet. Den følgende dag, hvilket var i går, havde jeg både feber og ondt i maven, og ca. en gang hver anden time måtte jeg ud på potten. I dag går det bedre. Både feber og mavesmerter er væk, men alt hvad jeg spiser løber lige igennem, så toiletbesøgene er lige så hyppige som i går.

Nu skulle man tro, at jeg er ked af at skulle på potten så ofte, men det er faktisk slet ikke tilfældet. I lighed med så mange andre mennesker, har jeg også et par kilo for meget, så det passer mig egentlig fint at kroppen nægter at optage noget som helst, men bare lader det hele løbe lige igennem. Burgeren fra Santo Domingo har vist sig at være en ren slankeburger! Jeg føler mig hverken sløj, syg eller på anden måde dårligt tilpas. Det eneste unormale er, at jeg ofte skal på toilettet. Jeg bilder mig ind, at jeg allerede kan se, at jeg har tabt mig en smule, men det er svært at afgøre, om det bare er ønsketænkning. Jeg vil ikke forsømme muligheden for at spise endnu en slankeburger næste gang jeg kommer forbi Santo Domingo, hvis jeg til den tid ellers har mulighed for efterfølgende at slå mig ned i nærheden af et toilet.

mandag den 14. februar 2011

Bananpandekager - en opskrift på kærlighed

Bananpandekager er uden tvivl noget af det bedste der findes. Jeg har lige smagt bananpandekager for første gang i mit liv, og jeg kan med sikkerhed sige, at det ikke bliver sidste gang. Hvis du har læst mit sidste blogindlæg, ved du, at jeg i disse dage opholder mig ved Playa Bonita i Den Dominikanske Republik. Et lokalt spisested har i anledning af Valentines day lavet bananpandekager - efter en hemmelig opskrift, og jeg har lige spist adskillige af slagsen. De smager simpelthen så fantastisk, at englene synger, og det må jo siges at være meget passende på en dag som i dag.

Jeg plejer normalt ikke at spørge efter opskrifter når jeg er ude at spise, men de her bananpandekager var så fantastiske, at jeg ikke kunne dy mig for at spørge. Desværre ville de ikke ud med den. Det eneste de ville sige var, at det var en opskrift på kærlighed, og det blev jeg jo ikke meget klogere af. Det var brandærgerligt, for jeg ville gerne have serveret det mine gæster når jeg engang vender næsen hjem til Danmark, men det bliver i så fald efter en anden opskrift. I øvrigt ved jeg ikke, om det overhovedet ville kunne lade sig gøre at lave noget tilsvarende med de bananer der er hjemme i Danmark, som jo ikke smager helt som de friskpluggede bananer som man får her. Under alle omstændigheder er der nu endnu en god grund til at vende tilbage her til Playa Bonita, for jeg skal helt sikkert smage de bananpandekager igen.

onsdag den 9. februar 2011

Playa Bonita i Las Terrenas er et rigtigt bountyland

Efter nogle dejlige dage i Miami, er jeg nu i Den Dominikanske Republik - nærmere bestemt Playa Bonita i Las Terrenas. Lad mig starte med at slå fast, at det er et helt fantastisk sted. Det kan vel bedst beskrives med ordet bountyland. Her er den skønneste sandstrand med palmer, og mens disse linier skrives sidder jeg og kigger ud over det smukke hav. Vandet har den karakteristiske lyseblå, lidt grønlige, farve, som er kendetegnende for mange steder i Caribien. Det lykkedes mig at få en flybillet fra Fort Lauderdale i Florida til hovedstaden i Den Dominikanske Republik, Santo Domingo, og derfra var der et par timers kørsel gennem landskabet med jeep inden jeg nåede frem til Playa Bonita, som er den strand der ligger ved byen Las Terrenas.

Jeg har aldrig kunnet forstå folk som tager det samme sted hen på ferie år efter år, for der er jo så mange spændende steder i verden som venter på, at vi kommer forbi. Men efter jeg er kommet hertil bountyland i Playa Bonita, må jeg indrømme, at jeg godt kunne tilbringe resten af mit liv her uden at kede mig. Det er simpelthen paradis på jord. Jeg bor på et skønt hotel som ligger lige ned til vandet. Værelserne kunne godt trænge til en kærlig hånd, men til gengæld er prisen yderst rimelig, og man tager jo alligevel ikke til paradis for at tilbringe tiden på et hotelværelse.

Her er trådløst internet, så jeg er stadig forbundet til omverdenen, selvom jeg sidder ved en sandstrand. Playa Bonita har en af de smukkeste palmestrande jeg nogen sinde har set. Det skrækkelige er, at jeg skal tilbage til Miami om kun en uge, og jeg har lyst til at blive her meget længere, men det skal man ikke gå og tænke på. Vejret er lækkert - check selv vejrudsigten for Las Terrenas! Befolkningen i Den Dominikanske Republik er utroligt venlige, og deres afslappede livsstil tiltaler mig meget. Her tager man ikke tingene så tungt. Alle smiler og er glade. Det er simpelthen det mest gennemførte bountyland man kan forestille sig. Prisniveauet er generelt ret lavt, sammenlignet med hvad man er vant til hjemmefra, så det kan simpelthen ikke være bedre. Playa Bonita i Las Terrenas er simpelthen et sandt tropeparadis.

fredag den 4. februar 2011

Miami - godt vejr og store biler

Efter en travl periode med masser af arbejde er jeg nu landet i Miami, hvor jeg har planlagt at holde lidt velfortjent ferie. Miami ligger i solskinsstaten Florida, og det er et skønt sted at opholde sig stort set hele året. Jeg er her blandt andet fordi jeg har familie herovre, og derudover er Miami et godt udgangspunkt for rejser rundt i Caribien. For enkelte destinationer i Caribien kan det dog godt betale sig at flyve fra Fort Lauderdale, da man derved kan få flybilletten langt billigere, men det er en køretur som er overkommelig.

Herovre kører alle i bil, og ikke de små benzinøkonomiske af slagsen som kører rundt hjemme i Danmark, men derimod store benzinslugende bæster. Omkring hver anden bil er en firehjulstrækker, og amerikanerne opholder sig ret meget tid i deres biler, da der ofte er trafikpropper som får trafikken til at snegle sig afsted. En tur som i aftentimerne ville kunne klares på 20 minutter kan nemt tage halvanden eller to timer, hvis den tilbagelægges om eftermiddagen.

Når man tænker på, hvor meget de europæiske lande gør for at forurene mindre, kan det måske godt virke lidt mærkeligt, at amerikanerne ikke bekymrer sig synderligt for hvor meget benzin deres biler sluger. Den tanke har i hvert fald slået mig. Men så kom jeg i det samme til at tænke på, hvor meget jeg selv har bidraget til forureningen ved at lade mig transportere tværs over Atlanterhavet i et jetfly. Mange af de mennesker der bor her i Miami flyver ikke verden tynd i jetfly, for de er godt tilfredse med deres lækre stat der ligger mere mod syd end De Canariske Øer, og hvor solen næsten altid skinner. Her er store palmer overalt, og der er hav på begge sider af Florida, så der er aldrig langt til stranden, og mulighederne for at fiske er fantastiske. Jeg kan faktisk godt forstå, at folk her i Miami og resten af Florida er så tilfredse med deres stat. Om deres tilbageholdenhed med hensyn til at rejse til Europa og andre fjerne destinationer kan opveje de store mængder benzin der bruges til deres biler, vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på, men så længe jeg selv har for vane at flyve til steder med godt vejr om vinteren, vil jeg ikke udråbe andre til at være miljøsyndere.