torsdag den 12. maj 2011

Det er løgn - mere pinligt bliver det ikke!

TV3 sender et program som hedder "Det er løgn", og det går kort fortalt ud på, at en deltager skal sidde på en café eller en restaurant sammen med en ven eller en partner. Deltageren har så en øresnegl i øret, og får løbende beskeder fra værterne Robert Hansen og Camilla Ottesen. For at vinde forskellige pengepræmier, skal deltageren så gøre forskellige pinlige ting, som vedkommende får at vide i sin øresnegl undervejs. Personen som deltageren sidder sammen med aner ikke noget og synes i sagens natur, at det er vildt pinligt, og jo mere deltageren ønsker at vinde, jo mere pinlig skal han eller hun være.

Her til aften faldt jeg over programmet, Det er løgn, og det er faktisk første gang jeg ser det. Det er vildt pinligt, og man sidder og krummer tæer på vegne af deltagerens ledsager som jo ikke aner, hvad der foregår. Jeg vil faktisk tro, at ledsageren sidder og tænker for sig selv "Det er løgn!", og det er nok derfor programmet har fået sit navn.

I dagens program var det bl.a. en ung fyr som hedder Emil der sad på en restaurant sammen med sin kæreste. Først skulle han bede om en anden stol fordi den han sad på ikke var god, og da han derefter fik en ny stol, skulle han sige, at han heller ikke var tilfreds med den. Hvis hans kæreste ikke allerede på det tidspunkt sad og tænkte, Det er løgn!, så gjorde hun det med garanti, da han efterfølgende begyndte at sidde og kaste maden op i luften for at prøve at gribe det med munden. Derefter var det en fyr ved navn Nicolaj der skulle sidde og være pinlig i selskab med sin kone Lotte, og hun var tydeligvis også pinligt berørt ved situationen, så mon ikke hun også har siddet og tænkt for sig selv, Det er løgn!

Jeg synes det er et sjovt program, men på den anden side kan jeg ikke lade være med at sidde og få medlidenhed med den stakkels ledsager til deltageren. Det må være en skrækkelig oplevelse at sidde sammen med en der opfører sig sådan, og man kan se, at de sidder og får det vildt dårligt over vedkommendes opførsel. Det er sjældent, at jeg har så blandede følelser omkring et program, men det har jeg med det her. Jeg ved ikke, hvordan man får idéen til at lave sådan et program, men næste gang det kommer på TV3, så tror jeg, at jeg kigger med, for selv om det er pinligt, så er det faktisk også ret sjovt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar