onsdag den 29. december 2010

Smage som at række tungen ud af vinduet

Der findes en dansk talemåde som lyder, at "det smager som at række tungen ud af vinduet". Det er en af den slags talemåder, hvor jeg altid har undret mig over, hvordan den er opstået. Det er sikkert en eller anden vittig sjæl der har fundet på det, men at det har spredt sig og er blevet en del af det danske sprog, det synes jeg godt nok er en smule mærkeligt.

Nu ved jeg ikke, om noget kan smage som at række tungen ud af vinduet - eller rettere, jeg ved ikke, hvordan det smager, hvis man rækker tungen ud af vinduet, da jeg aldrig har prøvet det. Sandsynligvis smager det ikke af noget som helst, og det er da også den betydning, som talemåden har. Det er typisk noget man siger, hvis man har fået noget mad, som der ikke har været så meget smag i, så hvis man er kok, så er det ikke ligefrem det, man har lyst til at høre fra sine gæster.

tirsdag den 28. december 2010

Af skade bliver man klog

En gammel talemåde siger, at "af skade bliver man klog". Det skal dog ikke forstås på den måde, at man kan hjælpe folk til at blive klogere ved at skade dem, men derimod er betydningen, at man lærer af sine fejl. Hvis man f.eks. har gjort noget som viste sig at være en dårlig idé, så husker man det en anden gang, og lader være med at gøre den samme ting igen - eller med andre ord, af skade bliver man klog.

Et eksempel på at man kan blive klog af skade kunne være, at man går en lang tur uden at tjekke vejrudsigten først. Hvis det så begynder at regne, når man er kommet langt væk fra sit hjem, og man derfor er nødt til at gå hele vejen hjem i regnvejr, så husker man det til en anden gang. Så næste gang man skal ud at gå, så er man blevet klog af skade, og husker at tjekke vejrudsigten inden man tager afsted, og hvis der er lovet regn, så tager man enten en paraply med, eller også bliver man hjemme, så man ikke bliver våd.

tirsdag den 21. december 2010

Kiosken KIHOSKH har fået sin egen bog

TV2 Lorry havde her til formiddag et indslag om kiosken KIHOSKH på Vesterbro som nu har fået udgivet sin egen bog. Det er Byens Forlag der har udgivet bogen som har navnet Båv, og det er kioskens kunder der har bidraget til bogen. Jeg har selv boet tæt på KIHOSKH, og jeg har flere bekendte som bor i området, så jeg har ofte været forbi efter forskellige fornødenheder. Det særlige ved kiosken er, at den har et kæmpestort øl-udvalg. Jeg køber gerne et par special-øl, når jeg er der, og mange af deres øl har jeg ikke set andre steder end netop der.

Hvis du aldrig har besøgt KIHOSKH, så kan jeg varmt anbefale, at du gør det. Den ligger på hjørnet af Dybbølsgade og Sønder Boulevard, og det er et rigtig hyggeligt sted. Personalet er altid søde og smilende, og man føler sig virkelig velkommen. Det fremgik af indslaget i TV2 Lorry, at KIHOSKH har sin egen hjemmeside, hvilket jeg faktisk ikke var klar over, men det ved jeg så nu. Så hvis du en dag er i området, så prøv at slå vejen forbi KIHOSKH, for det er et sted der skal opleves.

mandag den 20. december 2010

Commodore 64 var et vidunder - men i dag lever vi også i en Commodore 64-tid

Min allerførste computer var en Commodore 64, og dengang var den superhot. Jeg havde forskellige spil til den og hvor utroligt den end lyder, så havde man dengang sine spil og andre programmer gemt på kasettebånd. Med en lille kasessebåndoptager, eller hvad den nu hed når den var til computeren, kunne man bruge et ganske almindeligt kasettebånd som lagringsmedie. Sidenhen fik jeg et diskdrev, så jeg kunne bruge disketter. Det var de gamle floppy-disks, og de var hypermoderne. Alle knægte med respekt for sig selv havde en Commodore 64 dengang, og selvom de fleste brugte deres computere til at spille på, var der dog også så småt ved at komme andre programmer frem som kunne gøre nytte i dagligdagen.

Ingen havde dog drømt om - jeg havde i hvert fald ikke - at computere ville komme til at spille en så stor rolle i hverdagen for de fleste mennesker, som det er tilfældet i dag. Commodore 64 er forlængst blevet overhalet af andre og bedre computere, og der findes vist efterhånden ikke mange hjem, hvor der ikke står en eller anden form for computer. Vi bruger dem til alverdens ting, og de mange muligheder er blevet så naturlige for os, at mange trækker på smilebåndet når Commodore 64 bliver nævnt. Vi har simpelthen oplevet en enorm teknologisk udvikling siden de gode gamle dag, hvor Commodore 64 var et teknologisk vidunder.

Tænk hvis udviklingen de næste 25 år går lige så hurtigt som den har gået i de sidste 25 år. Så vil teknologien komme til at styre mange flere dele af vores tilværelse end vi har fantasi til at forestille os i dag, og 2010 vil blive husket som en tid hvor det hele var en smule primitivt. Nøjagtigt som vi i dag tænker om kasettebåndstationen som i gamle dage blev brugt som lagringsmedie. Selv om Commodore 64 var en herlig maskine, så er de fleste af os dog alligevel glade for, at udviklingen er gået som den er. Hvis udviklingen bare kommer til at gå halvt så langsomt de næste 25 år, så har vi en hel del at glæde os til. Så selom det er jul om få dage, og vi går og glæder os til de mange gaver, så er det ingenting i forhold til de gaver som den teknologiske udvikling kommer til at give os de næste mange år. Vores tid er også en Commodore 64-tid - set med fremtidens øjne, og det er lidt mærkeligt at tænke på, at de ting som vi i dag er ved at falde på halen over, engang i fremtiden vil være forældede og give anledning til, at man trækker lidt på smilebåndet, når de bliver nævnt.

Lisbeth Salander slår til igen på søndag

Jeg skrev for et par dage siden et indlæg om, at jeg synes vi mangler nogle af de gode gammeldags actionhelte som f.eks. Rambo og Terminator, og jeg står stadig ved, hvad jeg skrev, men jeg må indrømme, at jeg i mellemtiden er gået hen og er blevet en ret stor fan af Lisbeth Salander. Sagen er den, at DR1 i går aftes sendte 1. del af Stieg Larsson Millennium-trilogi, Mænd der hader kvinder. Egentlig havde jeg noget arbejde jeg skulle have set på, men når man nu har hørt så meget om Millennium-triologien, og specielt Mænd der hader kvinder, så tænkte jeg, at jeg ville se den. Jeg skal love for, at jeg ikke fortrød den beslutning. Karakteren Lisbeth Salander var en virkelig spændende karakter, og Noomi Rapace som spillede rollen gjorde det perfekt. Jeg er i den grad gået  hen og blevet fan af Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, som også blev spillet virkelig overbevisende af Michael Nyqvist. Det var simpelthen en utrolig god film, og dét som specielt gjorde den god var det eventyrligt gode plot, som Stieg Larsson havde udtænkt.

Det er netop plottet der gør forskellen på en gennemsnits-krimi og en krimi af højeste klasse. Jeg vil ikke afsløre noget som kan fjerne spændingen for fremtidige læsere og seere af Mænd der hader kvinder, så jeg vil ikke gå i detaljer med plottet, men blot sige, at det var udtrolig godt udtænkt, og at Stieg Larsson formåede at samle alle trådene i slutningen af filmen, så det hele pludselig gav mening. Jeg var helt målløs da filmen var slut - ikke mindst på grund af Lisbeth Salander som gjorde et stort indtryk på mig. Udover at rose skuespillerne for deres præstationer og Stieg Larsson for det gode plot, så synes jeg også at filmens instruktør, Niels Arden Oplev, skal have et par rosende ord med på vejen, for filmen var også rigtig godt lavet. Niels Arden Oplev formåede at presse det bedste ud af sine skuespillere, og Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist var det perfekte makkerpar.

Når man ser en så god film, er det altid lidt ærgerligt, når den er slut, men den gode nyhed er, at Lisbeth Salander slår til igen på søndag, hvor DR sender 2. del af Millennium-triologien, nemlig Pigen der legede med ilden. Jeg regner helt sikkert med, at jeg skal se den, og hvis den er bare halvt så god som Mænd der hader kvinder, så bliver der noget at glæde sig til. Jeg er spændt på at se, hvad Lisbeth Salander kommer ud for af oplevelser, og jeg er sikker på, at det nok skal blive spændende. Så nu er der ikke andet at gøre end at vente på at det julen bliver overstået, og at det bliver søndag, så jeg kan se når Lisbeth Salander slår til igen.

søndag den 19. december 2010

Kurt Thyboe - Århundredets boksekommentator

De fleste som har set boksning kender også den legendariske boksekommentator Kurt Thyboe. Jeg faldt over en sjov hjemmeside, som har titlen: Kurt Thyboe Generator, og som er leveringsdygtig i mange forskellige Kurt Thyboe citater. Jeg har altid godt kunne lide Kurt Thyboe. Han lever sig helt ind i det han laver. Halvdelen af hvad han siger er på engelsk, og han er ikke bange for hvad alle andre tænker om ham.

Med al respekt for resten af Danmarks kommentatorstand, så synes jeg faktisk, at de minder meget om hinanden, men Kurt Thyboe han skiller sig fuldstændig ud, og set med mine øjne, så er han århundredets boksekommentator. Der har aldrig tidligere været en type som ham, og der vil sikkert heller aldrig komme det. Man behøver ikke at være specielt bokseinteresseret for at have fornøjelse af at se en boksekamp, hvor det er Kurt Thyboe som er kommentator.

Thyboe tryller med ordene, og med sine sjove, skøre og vandvittige sætningskonstruktioner, kan han få en hvilken som helst boksekamp til både at være en sportslig og en sproglig oplevelse. Jeg kan ikke lade være med at smile, når Kurt Thyboe er i fjernsynet. Han brænder for boksesporten, og han er en mester i at lade sin begejstring smitte af på alle os andre. Hver eneste gang man hører ham sige noget, så er der altid en sætning eller to som brænder sig fast. Intet ville være nemmere for en boksekommentator end rutinemæssigt at sidde og kvække lidt om hvem der får et stød ind, men for Kurt Thyboe er der intet der hedder rutinearbejde. Han følger kampen intenst og er en mester i at sætte ord på, hvad der foregår. Det er faktisk synd, at der ikke findes flere af hans slags, for han er superunderholdende at høre på, og det er derfor jeg roligt tør kalde ham for århundredets boksekommentator.

7-kabalen er en tidsrøver

De fleste af os har 7-kabalen installeret på vores computer, og mange af os har prøvet at bruge et par timer på at lægge kabale. Du kender det sikkert godt: du har noget arbejde du skal have lavet, men du gider ikke rigtig. Først checker man sin mail for at have en undskyldning for ikke at lave det arbejde som man skal. Men når man har checket mail, avisoverskrifter og hvad der ellers kan checkes, er der ikke længere nogen undskyldning for ikke at gå i gang med arbejdet. Så er det man får den "gode" idé at spille et enkelt spil 7-kabale inden man går i gang med arbejdet - kun ét enkelt spil naturligvis. Imidlertid taber man dette ene spil, og man taber faktisk ret hurtigt fordi man havde fået dårlige kort på hånden fra start af, hvilket jo faktisk betyder, at det ikke var et rigtigt spil. Ergo må man godt tage ét enkelt spil mere. Efter næste spil kræver det ikke lang tid at overtale sig selv til endnu et spil, og sådan fortsætter det, indtil man pludselig har brugt et par timer på at spille 7-kabale.

Jeg tror ikke jeg er den eneste, der har oplevet ovenstående scenario udspille sig, og bagefter sidder man og ærgrer sig over, at man ikke stoppede efter første spil, for nu har man endnu mindre tid end man havde på det tidspunkt hvor man begyndte... 7-kabalen er en tidsrøver, hvis ikke man har nok selvdisciplin, hvilket jeg ofte har, men desværre ikke altid. Man kunne selvfølgelig vælge at afinstallere spillet, men jeg synes at det er så drastisk en udvej. Når alt kommer til alt, så er det jo et meget hyggeligt spil. Jeg tror snarere det gælder om, at man ikke spiller det som undskyldning for at lave noget andet, for så er det, at det nemt går hen og bliver en tidsrøver. Og hvorfor skriver jeg så det? Fordi jeg netop har tilbragt et par timer i selskab med 7-kabelen! :-)

lørdag den 18. december 2010

Vi trænger til nogle nye actionhelte

I de gode gamle dage, hvilket i denne sammenhæng er 1980'erne var der rigtige actionhelte til. Dengang havde vi Sylvester Stallone, Arnold Schwarzenegger og Harrison Ford, og der var ikke en knægt med respekt for sig selv som ikke kunne mindst et par af deres replikker. Man stod og trykkede næsen flad mod vinduet i den lokale jagtforretning, mens man så på knive af den slags Harrison Ford jonglerede med, når han gav den som Indiana Jones. Og af og til stod man og løftede på et par håndvægte i håb om en dag at komme til at ligne Arnold eller Stallone, så man måske selv en dag kunne give den som Terminator eller måske endda superkrigeren Rambo. Der var virkelig actionhelte til dengang. Det lå i tiden, at mænd skulle være rigtige mænd, og det er meget sigende, at den mest populære teenagefilm fra den periode var Karate Kid, hvor der også blev uddelt en hel del øretæver. Dengang var der ikke bløde mænd, sjove mænd eller forstående mænd. Der var derimod rigtige mænd - hårdtpumpede actionhelte som Rambo og Terminator, som kæmpede mod alverdens slyngler, og naturligvis vandt actionhelten altid.

Hvor er den slags henne i dag? Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke overrender byens biografer, men det er mit indtryk, at det ikke længere gælder om at være stor og stærk, hvis man skal være filmhelt. Nutidens mest populære film er psykologiske dramaer, hvor helten vinder ved at være intelligent og udspekuleret. Actionhelte som Rambo og Terminator er tilsyneladende yt, så Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger skal være glade for, at de ikke er unge nu, for så ville de have været håbløst umoderne.

Men helt ærligt, så kan jeg faktisk bedre lide den gammeldags actionhelt. Som f.eks. Rambo der ene mand nedkæmper en mindre hær, og ikke piver bare fordi han får et par snitsår undervejs. Der er mange ting der er blevet federe siden dengang, men efter min mening er filmhelte ikke en af de ting der er blevet federe. Nej, lad os få de gode gamle actionhelte tilbage. Nogle hårdtpumpede mænd i samme stil som Arnold og Stallone som hver især kan gøre det ud for en mindre kampenhed. Eller actionhelten Indiana Jones der kender den barske natur som sin egen bukselomme og kan overvinde ethvert farligt dyr, hvor han end støder på det. Jeg synes, at vi trænger til nogle nye actionhelte, og jeg glæder mig til det igen bliver moderne med den gode gammeldags slags.

Blærerøven Mads Christensen liver op i danskerne

Jeg sad i dag og så et quiz-program på DR1. Jeg ved ikke hvad det hedder, og det er også ligegyldigt i denne sammenhæng. Det der fangede min interesse var Mads Christensen, som er et af de få mennesker som man godt må kalde en blærerøv - så vidt jeg ved, er han ligefrem stolt af det. Jeg er dybt imponeret over den mand. Første gang jeg hørte om ham var da han havde udgivet bogen "Den store blærerøv" som gik hen og blev en bestseller - jeg har i øvrigt selv et eksemplar... Jeg husker at min gamle mor dengang roste bogen og kaldte den for "En moderne Emma Gad", og det tror jeg egentlig er meget rammende. Mange havde dengang troet, at blærerøven Mads Christensen var en døgnflue som hurtigt ville blive glemt, men sådan gik det jo som bekendt ikke. Han har i tidens løb deltaget i et utal af TV-udsendelser og reklamefilm, og han bliver ofte hevet ind i studiet, når der er brug for noget kvalificeret viden om, hvordan en champagneflaske åbnes mest elegant og lignende emner.

Man ville kunne skrive en lang liste med navne på folk som engang var kendte i en kort periode, og som nu er glemt, men det er få mennesker der som blærerøven Mads Christensen er self-made kendis - og har formået at holde sig i rampelyset lige siden har trådte ind i det. Efter min bedste overbevisning må manden være ret intelligent og tillige have en god fornemmelse for, hvordan medierne arbejder. Mads Christensen har altid nye ting at fortælle, og det er tydeligt, at han følger med i hvad der sker og ikke bare lirer det samme af igen og igen. Måske er det derfor, han har formået at bevare interessen omkring sig. Jeg synes blærerøven er en sjov fætter, og når man ser ham sidde i sine farverige skjorter og slips og hvad der ellers hører til, bliver man mindet om, at man ikke behøver at blive grå og kedelig, bare fordi man ikke er 20 år længere.

Som jeg ser det, er en af danskernes største svatheder, at vi har en tendens til at være én stor undskyldning for os selv. Det er denne mentalitet som blærerøven Mads Christensen gør op med - på en sjov og underholdende måde. Jeg må indrømme, at jeg er en virkelig stor fan af ham, og jeg nyder når han dukker op på skærmen og giver alle os andre dødelige et kærligt spark bagi, så vi bliver opmærksomme på, at man skal udvikle sig gennem hele livet, og at der ikke er noget galt i at være en blærerøv, og slet ikke når man er det med et glimt i øjet. Jeg glæder mig til at se, hvordan Mads Christensen bliver, når han bliver gammel. Jeg er sikker på, at han har meget mere at give af, og hvis ellers han bliver bedstefar, vil han med garanti blive en af de smarteste af slagsen. Og hvis Mads Christensen, mod forventning, skulle læse dette, så håber jeg snart at der kommer en ny bog fra hans hånd, for os danskere har brug for nogle friske indspark en gang i mellem, og jeg kan ikke komme i tanker om nogen der er mere egnede til den opgave end netop blærerøven Mads Christensen, så jeg venter i spænding.

fredag den 17. december 2010

En storm i et glas vand

Vi har et udtryk på dansk som hedder "en storm i et glas vand". Man hører ofte udtrykket, og af en eller anden grund, så er det som om, at politikere har en særlig forkærlighed for at bruge denne talemåde. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, at det skulle kunne storme i et glas vand, og det kan det jo naturligvis heller ikke. I stedet skal det forstås i overført betydning, og udtrykket bruges, når der kommer en masse postyr omkring en lille bitte sag, som egentlig ikke er stor nok til at nogen burde blive oprevede over det - eller måske ligefrem er så lille, at der slet ikke er nogen sag.

Et eksempel på, hvornår det ville være passende at tale om en storm i et glas vand kunne være, at en person siger noget som bliver misforstået, og at misforståelsen så fører til, at nogen bliver stærkt ophidsede. De fleste af os har oplevet en situation, hvor nogen misforstår noget som bliver sagt og derfor bliver vrede, selvom der slet ikke er noget at være vred over. I sådan en situation kan man sige, at der er tale om en storm i et glas vand, og det som der i den sammenhæng så menes med udtrykket er, at der jo i virkeligheden ikke var nogen som havde haft til hensigt at sige noget grimt til andre. Eller at der med andre ord slet ikke var nogen sag, og at det hele derfor ikke var andet end en storm i et glas vand.

torsdag den 16. december 2010

Busterminalen på Rådhuspladsen - en historie at lære af

For snart mange år siden besluttede de københavnske politikere sig for, at der skulle bygges en busterminal på Rådhuspladsen i København. Der blev fremvist tegninger af den nye busterminal der skulle bygges, og den var virkelig flot. Der var bare det væsentlige problem ved den, at den slet ikke passede ind på Rådhuspladsen. Københavnerne  brokkede sig, og det stod hurtigt klart, at den planlagte busterminal mildest talt ikke var særlig populær. De politikere der havde truffet beslutningen ville dog ikke ændre den. Man kan have mistanke om, at det skyldes frygt for at tabe ansigt, men uanset hvad årsagen var, stod det klart, at de ikke ville bøje sig, selv om der var massiv folkelig modstand, og selv om der kun fandtes ganske få mennesker der syntes, at det var en god idé med den nye busterminal.

Politikerne fik deres vilje, og den nye busterminal blev kort efter opført på Rådhuspladsen. Fra første dag var den udskældt, og i modsætning til hvad politikerne havde spået, så kom københavnerne aldrig til at elske den. Den skæmmede pladsen, og det var både synd for Rådhuspladsen og for busterminalen der ville have været kommet til sin ret, hvis den havde været placeret et andet sted. Takket være nogle politikere som nægtede at lytte til befolkningen, blev københavnerne belemret med en bygning, som alle hadede, og som hver eneste dag i sin levetid blev udskældt.

Efter mange år, var de politikere der i sin tid havde taget beslutningen blevet skiftet ud med en yngre årgang, som jo så ikke ville tabe ansigt ved at ændre den oprindelige beslutning, og enden på det hele blev, at den  udskældte busterminal blev revet ned. Når man tænker tilbage på hele forløbet, sidder man - eller i hvert fald jeg - med en oplevelse af, at alle byens indbyggere skulle lide, fordi nogle ganske få personer var bange for at tabe ansigt. Beslutningen om at bygge busterminalen på Rådhuspladsen er gået over i historien som en af de mest forkerte politiske beslutninger der er taget i København, og jeg håber at den vil minde nuværende og fremtidige politikere om, at det ikke er nogen skam at ændre en forkert beslutning man har truffet. Hvis nogen kan lære noget af historien har busterminalen jo trods alt gjort en smule nytte.

Et æble om dagen holder doktoren borte

Et gammelt ordsprog siger at "et æble om dagen holder doktoren borte". Ordsproget stammer oprindeligt fra engelsk, hvor det ovenikøbet rimer: "An apple a day keeps the doctor away". Spøgefulde sjæle har moret sig med at forlænge det, så det kom til at lyde: "An apple a day keeps the doctor away - if you can hit him!". Og når vi danskere nu havde kopieret selve ordsproget fra engelsk, så kunne vi jo også lige så godt kopiere den spøgefulde forlængelse, og derfor kan man fra tid til anden høre danskere sige: "Et æble om dagen holder doktoren borte - hvis man altså kan ramme ham!".

Nu er det nok at tage munden lige lovlig fuld, hvis man påstår, at et æble om dagen kan sikre ens sundhed, og derved holde doktoren borte, men tanken er jo god nok. Det underliggende budskab er, at vi skal huske at spise frugt, fordi frugt er sundt. Selv om "et æble om dagen holder doktoren borte" ikke lyder sige så mundret som den engelske version, så er det jo alligevel et ordsprog som giver god mening, og hvis det kan fungere som en opfordring til, at vi spiser mere frugt, så er det jo helt fint.

Det sjove ved ordsproget "et æble om dagen holder doktoren borte" er, at i modsætning til de fleste andre ordsprog som ofte er snusfornuftige og handler om, hvordan mennesker agerer - eller bør agere, så handler dette ordsprog om vores sundhed. Der er faktisk næsten noget optimistisk indbygget i det her ordsprog, og det er da nærliggende at få den tanke, at det skyldes, at det ikke er et ordsprog der stammer fra vores egen kultur, men derimod et ordsprog, som vi har kopieret fra de engelsktalende lande.

Nå, men under alle omstændigheder, så kan jeg godt lide æbler, og jeg vil også gerne gøre noget for min sundhed og på den måde holde doktoren borte, så jeg tror at jeg vil følge ordsproget "et æble om dagen holder doktoren borte", og straks tage mig et stort saftigt æble.

Simon Spies - en farverig erhvervsmand

Danmarks nok mest farverige erhvervsmand nogensinde hed Simon Spies. Han havde sit eget rejsebureau som hed Spies Rejser, og han var kendt som hele Danmarks rejsekonge. Simon spies var en superbegavet mand der efter endt studentereksamen studerede både jura og psykologi på universitetet - på samme tid! Det ene fag læste han om formiddagen og det andet om eftermiddagen. Om aftenen spillede han bordtennis med sin gode studiekammerat, politikeren Mogens Glistrup, der i øvrigt hørte til blandt de mest farverige politikere der har været i Danmark. Simon Spies var en mester i at se forretninger og tjene penge. Han sendte danskerne til Spanien i busser, og naturligvis tjente han også lidt på at veksle penge for dem undervejs. Spies var kendt for sin hang til unge kvinder, og han var bestemt ikke kendt for at være monogam. Han festede løs og nød livet, og når han trængte til lidt adspredelse rejste han rundt i verden med et af sine passagerfly, som han havde taget ud af produktionen til formålet.

Man så ofte avisoverskrifter med Simon Spies, og jantelov var et ukendt ord for den farverige erhvervsmand. Han kørte rundt i store biler og førte sig frem, og i en sen alder giftede han sig med den unge Janni Brodersen - som i forbindelse med brylluppet skiftede navn til Janni Spies, og i øvrigt senere har skiftet til Janni Spies-Kjær, og siden blot Janni Kjær. Simon Spies vidste altid hvad han skulle gøre for at få mediernes opmærksomhed, og et af hans glansnumre var at gå en tur ned af Strøget i København og uddele 500-kr. sedler til alle han kom forbi. Et andet stunt han blev kendt for, var at han i forbindelse med en tur i Det Kongelige Teater købte en ekstra plads, så han havde et sted at placere sin stok under forestillingen. I betragtning af hvor meget opmærksomhed han fik for det nummer, må man sige, at pengene til den ekstra plads i Det Kongelige Teater var godt givet ud. Udover sin store strandvejsvilla og store biler havde han også et hus i Sverige som hed Villa Fjolle, men hele verden var Simon Spies' legeplads, og han var en sand mester i at lege. Han var som nævnt også god til at tjene penge, og ved hans død var han, så vidt jeg husker, god for over 1 milliard kroner.

Jeg mindes ikke, at der har været andre erhvervsmænd som har været lige så festlige som Simon Spies. Naturligvis er Kurt Thorsen en sjov fætter, men hvad fest og farver angår, når han ikke Spies til sokkeholderne. Jeg synes det er synd, at der ikke er andre erhvervsfolk i Danmark i den grad tør skeje ud. Nutidens velhavere er for størstedelens vedkommende velopdragne mænd som knap nok tør sige et bandeord. Det er synd, at vi ikke længere har Simon Spies, for han var med til at gøre Danmark til et sjovere sted at leve.

onsdag den 15. december 2010

Hansi Hinterseer i Danmark

Her til morgen viste Go' morgen Danmark et indslag om den østrigske schlagerkonge Hansi Hinterseer der i mandags gav koncert i Danmark. Hansi Hinterseer har en fortid som skiløber, hvor han var blandt de bedste i verden men gør sig nu gældende indenfor en anden disciplin, nemlig schlagere. I indslaget viste de klip med schlagerkongen som med sit store lyse hår,  hvide tænder og smukke stemme tilsyneladende har smeltet pigehjerter over det meste af Europa. Denne gang var det danske pigehjerters tur til at blive smeltet, da Hansi Hinterseer foldede sig ud ved koncerten i Danmark.

Hansi ser virkelig ud til at leve sig ind i sine tekster, og jeg tror virkelig at indholdet i hans sange betyder noget for ham. Der virker bestemt ikke som noget han bare står og lirer af, og måske er det netop hans indlevelse og oprigtighed som har gjort ham så populær. Han har i lang tid gjort sig gældende på hitlisterne, og store musiknavne har måttet se sig slået af den østrigske charmør som har sunget sig ind i tusindvis af kvindehjerter. Der findes oven i købet en Hansi Hinterseer fanclub i Danmark, og på deres hjemmeside kan hans mange danske fans følge med i, hvad der er af nyheder omkring deres store idol, og fanklubben arrangerer i øvrigt også rejser for fans der gerne vil til koncert med Hansi Hinterseer. Der er ingen tvivl om, at der er tale om en virkelig superstjerne, og jeg synes det er dejligt, at han med sine sange kan gøre så mange mennesker glade.

Da Hansi Hinterseer gav koncert i Danmark i mandags var der naturligvis mange af hans fans tilstede, og Go' morgen Danmark interviewede en af hans største fans, nemlig Hedi Linnet som havde været så heldig at møde schlagerkongen. Hun havde bl.a. spurgt ham om hvordan han holder jul, og der var ingen tvivl om, at det havde været et stort øjeblik i hendes liv at møde Hansi Hinterseer. Det er ikke første gang at Hansi er i Danmark, og jeg kan heller ikke forestille mig, at det bliver sidste, for han er utrolig populær, og når der er koncert med ham er der altid fyldt op med masser af glade fans. 

tirsdag den 14. december 2010

Spice med Price - rigeligt smør!

Jeg har her til aften set Spise med Price, igen. Jeg elsker simpelthen det program. Det er tydeligt, at de elsker at lave mad - og specielt at spise det. I dag lavede de et rigtig mormor-måltid, nemlig tarteletter med hønsefyld og bankekød med kartoffelmos, og som altid gentog de deres mantra om rigeligt smør. Særligt kartoffelmosen kom til at nyde godt af princippet med rigeligt smør. Jeg fik helt lyst til at få lov til at spise med Price, og mon ikke der er andre der havde det på samme måde. Det så virkelig lækkert ud, og begge brødrene Price så da også ud til at nyde maden. En fortrinlig ret at lave som hyldest til deres mormor, og de to levemænd fik en kold pilsner til maden i stedet for vin, som de ellers også plejer at være glade for. Til dessert stod den på æblekage, og da det er svært at finde en undskyldning for at bruge smør i en æblekage, blev der i stedet brugt rigelige mængder flødeskum, som naturligvis var håndpisket.

Man kan ikke ligefrem sige, at det er slankemad som bliver lavet i Spise med Price, og i disse sundhedstider synes jeg at det er virkelig befriende, at de bare laver god mad som de nu kan li det. Princippet om rigeligt smør bliver altid efterlevet, og selv om det måske ikke er de mest kaloriefattige retter de laver, så ser det i hvert fald lækkert ud. De to brødre er altid sjove og underholdende, og jeg glæder mig til Spise med Price bliver sendt næste gang.

mandag den 13. december 2010

Lidt har også ret

Et gammelt udtryk siger, at "lidt har også ret". Jeg kan tydeligt huske, hvornår jeg første gang stiftede bekendtskab med det udtryk. Det var, da jeg var barn og sammen med nogle kammerater var gået ud for at "rasle" i anledning af fastelavn. Til dem der ikke ved, hvad det vil sige at rasle, kan jeg lige oplyse, at det går ud på, at man klæder sig ud og derefter ringer på døren hos folk medbringende en hjemmelavet indsamlingsbøsse med nogle mønter i. Når de så kommer og åbner døren, så rasler man med indsamlingsbøssen, samtidig med at man synger "Fastelavn er mit navn...". Og det var i den anledning, at jeg første gang hørte nogen sige "lidt har også ret". Faktisk hørte jeg det en del gange den dag.

De fleste som man ringede på hos ville nemlig gerne give nogle penge, men som regel kun et yderst beskedent beløb - nærmest et symbolsk beløb. Og når de så smed deres små mønter i raslebøssen, så sagde de fleste af dem, "lidt har også ret" som en slags undskyldning for kun at give et meget lille beløb. Jeg har siden erfaret, at det er i tilsvarende sammenhænge, at udtrykket for det meste bliver brugt rundt om i samfundet - altså når folk giver et eller andet beløb til velgørenhed eller andre former for indsamlinger. I de situationer bruges udtrykket ofte af den slags mennesker som egentlig slet ikke har lyst til at give noget som helst, men som heller ikke vil være bekendt at sige nej til at give noget. De fisker de allermindste mønter de kan finde op af deres pung, og med blødende hjerte giver de dem fra sig, mens de i et nærmest højtideligt tonefald siger, "lidt har også ret".

En sjov lille krølle på historien er, at jeg en dag så en lille knægt samle ind til et eller andet velgørende formål foran et supermarked, og da en gammel dame så puttede en lille mønt i indsamlingsbøssen, mens hun sagde, "lidt har også ret", så tilføjede knægten, "ja, men mere har mere ret!". Uheldigvis for damen havde hun allerede sluppet sit tag i mønten, og den var dermed allerede doneret - ellers er jeg sikker på, at hun ville have lagt den i lommen igen. I stedet drejede hun rundt på hælen, og gik derfra med hastige skridt.

søndag den 12. december 2010

Nak og Æd - et krondyr

Igen her til aften var der den populære udsendelse Nak & Æd i fjernsynet, og denne gang havde Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe kastet sig ud i at nakke og æde et krondyr. Når man sidder og ser det, får man helt lyst til at drage ud på en lignende mission selv, men grundet mit manglende jagttegn og manglende tilladelser til at jagte kronvildt, må det nok hellere blive ved drømmen. Men hold kæft hvor ser det lækkert ud! Det sjove er, at det ikke kun er mig der fascineres af den slags udsendelser - seertallene taler deres tydelige sprog.

Jeg tror, det er fordi, vi drages af det naturlige. Inden i os allesammen er der sgu nok en eller anden form for indre vildmand, som gerne selv vil fange og tilberede sit måltid, men når vi sidder i vores storbylejligheder, må vi nøjes med at se med på TV og drømme om, at det var os, der gik rundt derude i vildmarken og nakkede vores eget måltid for derefter at tilberede det over åben ild. Nak og Æd er lavet så simpelt som det næsten kan lade sig gøre, men alligevel er det en kæmpe succes som appelerer til alle os indestængte vildmand der sidder hjemme foran fjernsynet.

Troels Boldt Rømer - debat-knægten fra karlslunde

Jeg så i går en debatudsendelse, som vist nok var en genudsendelse, hvor en knægt ved navn Troels Boldt Rømer deltog i sin egenskab af formand for Danske Skoleelever, og jeg må sige, at han i den grad viste sig som en dygtig debattør. På foreningen hjemmeside kan man se, at han kun er 16 år gammel og i øvrigt bor i Karlslunde. Undervisningsminister Tine Nedergaard havde virkelig fået sig en svær modstander i debatten, og jeg vil tro, at det kom bag på hende og de andre debattører, at en kun 16-årig knægt kunne være så skarp. Troels Boldt Rømer var saglig hele vejen igennem og forstod virkelig at tale sin sag. Om man er enig eller uenig med ham i de synspunkter han fremførte må jo være op til den enkelte, men jeg må indrømme, at jeg var fuldstændig målløs, da jeg oplevede hvor dygtig en taler han var. Danske Skoleelever har virkelig fået sig en god formand i Troels Boldt Rømer, men da han sikkert snart skal videre i uddannelsessystemet, bliver de jo nok nødt til at se sig om efter en ny formand inden for den nærmeste fremtid, og staklen der skal tage over efter Troels får i den grad noget at leve op til.

Selv om jeg er gammel nok til at kunne være hans far, skulle jeg ikke nyde noget af at møde Troels Boldt Rømer i en diskussion. Jeg er glad for at jeg ikke var i undervisningsminister Tina Nedergaards sko under den debat, for knægten var fuldstændig ustoppelig. Jeg tror ikke det er sidste gang vi hører noget til debat-knægten Troels Boldt Rømer, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis han gør politisk komet-karriere, for hans evner som debattør overgår størstedelen af Folketingets medlemmer.

Velo Solex - enkel og smuk

En Velo Solex er et køretøj som vel bedst kan beskrives som en cykel med motor. Da jeg var barn, så man dem ofte på gader og stræder, men de senere år er det yderste sjældent, at jeg har set nogen, og netop derfor gjorde jeg store øjne, da jeg i går så en af slagsen komme kørende på cykelstien på Vesterbrogade i København. Den ser ud til at være utrolig enkelt konstrueret, og det er præcis det som gør, at jeg synes den er så smuk. Faktisk kunne jeg godt finde på selv at anskaffe mig en Velo Solex, men det er, så vidt jeg ved, ikke fordi den slags bliver sat til salg hver eneste dag. Jeg mindes i hvert fald ikke at have set nogle annoncer for sådan en fætter, men hvis man søger, kan det vel nok lade sig gøre at finde et eller andet sted, hvor man kan købe en Velo Solex.

Jeg er dog en smule usikker på, hvad man gør, hvis den går i stykker, da jeg ikke lige ved, hvor man skal gå hen for at købe reservedele til en Velo Solex, men den slags skulle jo i givet fald undersøges først. Jeg kan lige se mig selv komme trillende stille og roligt gennem byen på en varm sommeraften. Den skulle naturligvis være i perfekt stand og nypudset og det hele. Der findes sikkert en klub for ejere af Velo Solex, men det er jeg ikke sikker på, at jeg ville være en del af. Jeg ville bare bruge den til små hyggelige ture, når vejret var godt, og i modsætning til den jeg så i går, så ville min aldrig komme ud at køre om vinteren. Så hvem ved, måske ser man mig til sommer køre rundt i gaderne i København på en Velo Solex, mens alle kigger nysgerrigt og tænker tilbage på dengang, hvor man så dem dagligt.

lørdag den 11. december 2010

Musselmalet porcelæn - det ypperste porcelæn der findes

Jeg har lige set en TV-udsendelse om, hvordan musselmalet porcelæn bliver til, og jeg må sige, at der i den grad er tale om et ædelt håndværk. Når man ser hvor mange forskellige processer det skal igennem, og hvor lang tid der bruges på  hvert enkelt stykke, er der ikke noget at sige til, at priserne er som de er. Der er noget fortryllende og magisk ved musselmalet porcelæn, og der ligger mange timers arbejde bag hvert enkelt stykke porcelæn. De dygtige mennesker på Royal Copenhagen som fremstiller det har øvet sig i årevis, og det er al den øvelse der til sidst kommer til udtryk i form af et porcelænsstel som adskiller sig fra alt andet. Det er de mange timers omhyggeligt arbejde der ligger bag hvert eneste stykke porcelæn, der gør musselmalet porcelæn til noget helt særligt.

Det har altid været noget af det fineste man kunne have, men når man først har set hvor meget arbejde der ligger bag fremstillingen, forstår man hvorfor musselmalet porcelæn har den status som det har. Der er blevet kælet for hver eneste lille detalje, og intet er overladt til tilfældighederne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg mon overhovedet ville turde bruge det til, hvis jeg var den lykkelige ejer af noget musselmalet porcelæn. Jeg ville under alle omstændigheder ikke bruge det til dagligt, men selv ved festlige lejligheder er jeg ikke sikker på at jeg ville turde sætte det på bordet. Men uanset om jeg selv ville turde bruge det eller ej, så synes jeg, at musselmalet porcelæn er det ypperste porcelæn der findes, og jeg har stor respekt for de dygtige mennesker der sidder og fremstiller det.

fredag den 10. december 2010

Cykeltyveri i København - kun politiet kan løse problemet

Cykeltyveri i København er desværre ikke noget der sker sjældent. En af mine venner har netop fået stjålet sin cykel mens den stod parkeret i centrum af København, og da han ikke har en forsikring der dækker det, er det en ret stor udgift, han nu er nødt til at afholde, da han er nødt til at have en ny cykel. Cykeltyvene lader sig tilsyneladende ikke afskrække af kraftige låse, og det er i det hele taget utroligt, at de kan slippe afsted med at stjæle cykler midt inde i en travl storby. Det er efterhånden ofte man hører om cykeltyveri i København, så det må være ret mange cykler der stjæles hvert år.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon sker med alle de stjålne cykler. Der må jo være nogen der aftager dem, for jeg går ikke ud fra, at de allesammen stjæles med det formål, at cykeltyvene selv vil bruge dem. Måske bliver nogle af dem fragtet ud af landet, men det kan vel næppe være dem alle, så der må være nogen som aftager de stjålne cykler. Jeg vil faktisk tro, at der kører temmelig mange stjålne cykler rundt i trafikken i København hver eneste dag, for det er tilsyneladende næsten risikofrit. Jeg er i hvert fald aldrig blevet stoppet på cykel og fået tjekket stelnummeret, og når folk ved, at der ikke er risiko for at blive taget i en razzia, er der desværre også nogle svage sjæle der lader sig friste til at købe en stjålet cykel. Jeg er normalt ikke den store fortaler for statslig kontrol, men jeg må indrømme at jeg gerne så, at der med jævne mellemrum blev lavet nogle aktioner, hvor cyklister blev stoppet og fik tjekket deres stelnummer. Hvis vi skal have løst problemet med cykeltyveri i København, er det nødvendigt at sørge for, at det ikke er risikofrit at køre rundt på en stjålet cykel, som det desværre er tilfældet nu. Som jeg ser det, er det kun politiet der kan løse problemet, så hermed en opfordring til at gøre noget ved det.

Tokelau og det gratis .tk domæne

Midt ude i Stillehavet ligger en øgruppe der hører under Storbritannien og som har det eksotiske navn Tokelau. Befolkningstallet på Tokelau er på omkring 1500 mennesker, så der er ikke ligefrem nogen storbyer på øerne. Nu skulle man tro, at sådan en øgruppe ville være ukendt for næsten alle andre end de mennesker der bor der, og måske et par stykker ekstra. Men sådan er det langtfra. Øgruppen er nemlig kendt overalt i verden, og deres hjemmeside har hver eneste dag mange tusinde besøgende, selv om det er de færreste mennesker der nogensinde har besøgt Tokelau. Det skal dog retfærdigvis siges, at antallet af turister er støt stigende. Faktisk har de ligefrem fået en turistindustri med hoteller og hvad der ellers hører til, på trods af at øgruppen er et af de mest afsides liggende steder i verden. Fra Danmark vil det tage omkring to døgn at rejse til Tokelau, hvilket inkluderer omkring 30 timers sejlads i Stillehavet, så det er ikke et sted man lige besøger på en weekend.

Men ikke nok med at Tokelau er kendt over hele verden - de tjener også penge på at handle med mennesker over hele verden. Det lyder ret utroligt, når man tænker på øernes størrelse og placering på landkortet, men forklaringen skal findes hos nogle IT-kyndige indbyggere. Det forholder sig nemlig sådan, at Tokelau ligesom alle andre lande har fået deres egen domæneendelse, som i deres tilfælde er .tk. Dot tk. Et punktum og to bogstaver er hele hemmeligheden bag succesen. Nogle kvikke hoveder på øerne fandt nemlig på at tilbyde .tk-domæner til folk over hele verden - gratis! Og da gode tilbud som bekendt sjældent behøver at blive annonceret for at nå ud til folk, så spredte rygtet om de gratis .tk domæner sig lynhurtigt over hele verden. Der er dog den lille detalje ved tilbuddet, at hvis ikke man har et vist antal besøgende, så mister man sit domæne igen, men så vidt jeg husker, er det ikke noget særlig stort antal besøgende man skal have på siden for at beholde sit .tk-domæne. I øvrigt viser de et par reklamer på siden, men det kan man jo også sagtens leve med, når nu man ikke skal betale for domænet. På den måde tjener Tokelau penge fra computerbrugere over hele verden, og samtidig er øgruppen blevet verdensberømt og har fået en turistindustri. Naturligvis kan man også købe sit eget .tk domæne hvis man vil være sikker på at beholde det, uanset hvor mange besøgende man har og heller ikke vil have reklamer på siden.

Se det er et rigtigt eventyr fra den virkelige verden, og det viser med al ønskelig tydelighed, at selv om der har levet mange smarte mennesker på kloden før os, så er der stadig masser af muligheder for at finde på smarte revolutionerende idéer - som f.eks. dot tk. Alting ændrede sig for de 1500 mennesker på Tokelau takket være nogle kreative mennesker som pludselig så nogle muligheder. I øvrigt går jeg selv og overvejer, om det måske kunne lade sig gøre at lokke kæresten med ud på den lange rejse, for jeg må indrømme, at jeg rigtig gerne vil besøge Tokelau og møde de mennesker som så mulighederne med dot tk.

torsdag den 9. december 2010

Får Alex Brask Thomsen mon en gade opkaldt efter sig?

Rigmanden Alex Brask Thomsen tilbød for nogle år siden Københavns Kommune et svimlende beløb for at få Nørrebrogade opkaldt efter sig, så den i stedet kom til at hedde Alex Brask Thomsens Gade. Så vidt jeg husker var beløbet 250 mio. kr. og blandt københavnerne blev det flittigt diskuteret, hvad pengene eventuelt kunne bruges til. Det endte dog med, at de københavnske politikere sagde nej til tilbuddet ud fra en filosofi om, at man ikke skulle kunne købe sig til at få en gade opkaldt efter sig, og i øvrigt har der aldrig været tradition for at opkalde gader og pladser efter nulevende personer. I den følgende tid skortede det ikke på ejere af private veje som tilbød at opkalde deres små grusveje efter Alex Brask Thomsen, men det var Nørrebrogade som rigmanden var interesseret i, fordi det var der han var vokset op. Vittige sjæle foreslog at problemet nemt kunne løses, hvis bare Brask Thomsen tog navneforandring, så han kom til at hedde Nørrebrogade, for så ville gaden jo - med lidt god vilje - være opkaldt efter ham. Der skete dog ikke mere i sagen, og gaden fortsatte med at hedde Nørrebrogade.

For få år siden døde Alex Brask Thomsen, og man skulle derfor mene, at han er kommet et lille skridt nærmere at få sit ønske opfyldt om at få opkaldt en gade efter sig, eftersom man jo ikke opkalder gader efter nulevende personer. Hvis han skulle have en gade opkaldt efter sig, ville de fleste nok finde det naturligt, at det blev Nørrebrogade, da det jo er den gade der tidligere har været på tale. Hvis man forestiller sig, at den kom til at hedde Alex Brask Thomsens Gade, ville mange jo mene, at det var ret dumt ikke at lade ham få sin vilje, da han i sin tid kom med tilbuddet om de mange millioner, for nu er der vel næppe nogen penge at hente ved at opkalde gaden efter ham.

Historien om de mange millioner som kommunen gik glip af på grund af nogle principper ville blive genfortalt de næste hundrede år, og enhver turistguide med respekt for sig selv ville naturligvis indvie sine kunder i historien om gaden der var opkaldt efter Alex Brask Thomsen. Og det sidste er netop det, som jeg synes kunne være interessant, for sådan en historie ville tydeligere end noget andet kunne illustrere hvordan mange danskere tænker, nemlig at man ikke vil give afkald på sine principper, uanset hvor meget det kunne gavne økonomien. Jeg synes det kunne være sjovt, og personligt hører jeg til dem, der går og håber på, at Nørrebrogade en skønne dag bliver opkaldt efter Alex Brask Thomsen.

onsdag den 8. december 2010

En kort og en lang vittighed...

Her er en kort og en lang vittighed som uden tvivl passer perfekt ind i kategorien "Vandede vittigheder". Først den korte vittighed:

poli-1, poli-2, poli-3, poli-4, poli-5, poli-6, poli-7, poli-8, poli-9, politi

Og her kommer så den lange vittighed:

Rema-1, Rema-2, Rema-3, Rema-4, Rema-5...

tirsdag den 7. december 2010

Enghaveparken er et besøg værd på alle tider af året

Enghaveparken er et lille åndehul på Vesterbro i København, hvor man kan trække sig lidt tilbage fra storbyens larm og nyde en stille stund. I dag var jeg en tur på Vesterbro, og kom således gående ned af Enghavevej, da jeg pludselig fik øje på indgangen til Enghaveparken. Jeg kunne ikke lade være med at gå en tur ind i parken, og selv om det er koldt og stierne er fyldt med sne, så fik jeg en hyggelig stund i fred og ro. Sidst jeg var der, var det sommer og solen skinnede, så jeg sad og solede mig i et par timer, men i dag var der i sagens natur ikke mulighed for at sidde og sole sig.

Enghaveparken har dog stadig masser af charme selv om det er vinter, og når først man går på de hyggelige stier, glemmer man straks, at man rent faktisk befinder sig midt inde i byen. Jeg elsker byens grønne områder, og Enghaveparken er bestemt et af de steder, som jeg holder meget af at besøge. Når jeg færdes i København og kommer forbi en af byens parker, slår jeg gerne et smut forbi og nyder roen og naturen i en kort stund, inden jeg igen vender tilbage til storbyens travle virkelighed. Jeg har nogenlunde lige så travlt som alle andre mennesker, men hvis man virkelig vil, kan man altid finde 5-10 minutter til at få en hurtig naturoplevelse. Hvis du ikke hører til dem, der bruger byens grønne områder, kan jeg varmt anbefale, at du gør det til en vane at slå et smut ind i de parker som du passerer på din vej gennem København, og Enghaveparken er bestemt en af dem som er et besøg værd - også om vinteren.

mandag den 6. december 2010

Cyklende politi i København

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om ridende politi i København, men nu har vi minsanten også fået cyklende politi. I dag kom jeg gående på Kongens Nytorv, da to strissere på mountain-bikes kom forbi. Jeg vil tro, at de i modsætning til deres ridende kolleger faktisk fanger en hel del lovovertrædere, da man først lægger mærke til dem, når de er lige ved siden af en. Det cyklende politi må være supereffektivt i myldretiden, hvor en bil vanskeligt kan komme frem, hvad enten den kører med udrykning eller ej. Anderledes nemt kan en cykel komme gennem trafikken selv i den allerværste myldretid.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det cyklende politi har sirener på cyklerne, eller om de må klare sig med deres klokke, når de skal have plads på cykelstien. Jeg fik desværre heller ikke lagt mærke til, om de har blå blink på cyklen, men uanset om de har blink og sirener eller ej, så er jeg sikker på, at de ikke kommer til at sidde fast i trafikpropper. De gæve betjente der således tramper løs i pedalerne får samtidig en hel del motion og masser af frisk luft, så det er sikkert slet ikke så dårligt at gøre tjeneste ved det cyklende politi i København. Det kunne være sjovt at vide, om det er hele dagen de tilbringer på cyklen, eller om det kun er noget af dagen, og de så tilbringer resten af dagen i en patruljevogn. Hvis det er hele dagen de ligger og cykler rundt, må det jo blive til en hel del kilometer, og de fleste ville nok være ret trætte efter at have cyklet en hel arbejdsdag. Under alle omstændigheder synes jeg, at det er en rigtig god idé med cyklende politi, og så er det jo samtidig en meget miljøvenlig form for patruljering, så det kan jo næsten ikke blive bedre.

søndag den 5. december 2010

Når det regner på præsten drypper det på degnen

Man hører af og til nogen sige, at "når det regner på præsten drypper det på degnen". Ordsprogets betydning har dog intet med regn at gøre - og for den sags skyld har det heller ikke noget med hverken præster eller degne at gøre. Det der menes med ordsproget er, at når en eller anden person får nogle penge, så falder der ofte lidt af til de mennesker som står vedkommende nær. Så når man taler om, at når det regner på præsten drypper det på degnen, så skal det altså forstås i overført betydning, hvor der med regn menes penge.

Et eksempel på hvornår man typisk ville kunne høre nogen bruge ordsproget, når det regner på præsten drypper det på degnen, kunne være, hvis en person har vundet nogle penge i lotto. Hvis vedkommende så beslutter sig for at købe en ny græsslåmaskine, og derfor ikke har brug for den gamle mere, så kunne personen enten sælge den gamle maskine, eller forære den væk. Hvis han så vælger at forære den til sin nabo - selv om han egentlig godt ville kunne få en smule penge for den, hvis han solgte den, så ville det være helt på sin plads at sige, at når det regner på præsten drypper det på degnen. Dermed ikke sagt at vedkommende er præst, eller at vedkommendes nabo er degn, for som sagt skal ordsproget forstås i overført betydning. Altså at når en person får nogle penge, så falder der tit en lille smule af til de mennesker der er omkring vedkommende - i dette tilfælde til naboen.

lørdag den 4. december 2010

Donkey Kong vender tilbage - Donkey Kong Country Returns

Hvis du er en halvgammel nisse som jeg, så kan du sikkert huske de såkaldte bip-bip spil, hvoraf Donkey Kong var det absolut mest eftertragtede af dem alle. Desværre nåede jeg aldrig at komme til at eje et Donkey Kong spil, men jeg havde et andet et med nogle helikoptere, og af og til lykkedes det mig at bytte en times spil på mit spil med en times spil på Donkey Kong. Selv om nutidens unge sikkert ville mene  at de spil vi havde dengang var lidt primitive, og at grafikken langt fra er som på de spil man har i dag, så havde vi stor glæde af dem. De var faktisk ret sjove at spille på, for i sidste ende er det jo ikke kun grafikken der gør et spil godt, men i lige så høj grad plottet i spillet og ikke mindst sværhedsgraden. Desværre spiller jeg ikke mere, men minderne om de gode gamle bip-bip spil - dem har jeg endnu. Nu hører jeg så til min store overraskelse, at Nintendo har lavet et nyt Donkey Kong spil, som hedder Donkey Kong Country Returns. Jeg aner ikke hvad det går ud på, men set i lyset af hvor fedt det oprindelige spil var, er jeg helt sikker på, at det nye spil er rigtig sjovt. Så nu går jeg og overvejer, om min nevø skal have sådan et spil, for han elsker at spille på sin computer og på sine efterhånden mange forskellige spillekonsoller, så jeg overvejer stærkt at glæde ham med Donkey Kong Contry Returns.

Flyveledere strejker i Spanien - kynismen kender ingen grænser

Mange tusinde mennesker over hele Europa har fået deres ferie ødelagt, fordi flyvelederne i Spanien strejker, hvilket har betydet at mange fly enten er aflyst eller forsinkede. Folk har siddet i lufthavne rundt om i Europa i adskillige timer uden at komme afsted, og det sørgelige er, at mange af dem ikke har mulighed for at tage afsted på et andet tidspunkt i stedet, fordi det er nu de har ferie og ikke om en uge eller to. De spanske flyvelederes aktion har nu fået den konsekvens, at Spanien nu har indført undtagelsestilstand i landet, hvilket må siges at være ret alvorligt. Udover at hele miseren blier dyr for de forskellige rejsebureauer, har det også betydet, at over hundredetusinde mennesker, nu enten er strandet på deres feriedestination eller ikke kan komme afsted på ferie. De Kanariske Øer er et af de mest populære spanske feriemål, og også blandt danskere er disse steder populære om vinteren. Mange af os tager ofte til enten Tenerife, Lanzarote eller Gran Canaria for at få lidt sol, så vi kan alle sætte os ind i, hvordan de berørte passagerer har det lige nu, hvor de sidder og venter uden at vide, hvornår situationen ændrer sig. Det spanske luftrum er nu lukket, så det er uvist, hvornår de strandede gæster i Spanien kommer hjem. Alt i alt har de her flyaflysninger og forsinkelser gjort umådelig meget skade for mange mange mennesker.

Nu ved jeg ikke præcis, hvor mange flyveledere der er i Spanien, men jeg er sikker på, at det kan tælles i hundreder. Det vil altså sige, at for hver eneste flyveleder der strejker er der flere hundrede, eller måske over tusinde, mennesker som har fået deres ferie ødelagt. Jeg anerkender, at man kan være utilfreds med noget på sin arbejdsplads, men at forsøge at få ret ved at smadre ferien for så utrolig mange mennesker som der er tale om, synes jeg er enormt egoistisk. Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen kan være så kyniske, at de mener, at så mange mennesker skal betale en så høj pris, for at man måske kan få ret i forhold til sin arbejdsgiver. Jeg kan næsten ikke finde ord for, hvad jeg tænker om det. Kynismen kender ingen grænser.

fredag den 3. december 2010

Selvgjort er velgjort

Du har sikkert hørt ordsproget, "selvgjort er velgjort". Når man tænker over det, så ligger der en udpræget mistillid til andre mennesker i det ordsprog. Jeg mener, hvad skulle der være i vejen med noget, som andre har gjort. Måske er det derfor man kun yderst sjældent hører nogen sige "selvgjort er velgjort" - det er i hvert fald sjældent jeg hører det, faktisk er det rigtig mange år siden. Jeg kender en som engang omskrev det til "selvglad er velglad". Det må mildest talt siges at være en ret selvglad udgave, og det var da heldigvis også kun sagt i sjov.

Når jeg skriver om ordsproget som jeg gør, så er det ikke for at tage glæden fra nogen ved at gøre tingene selv, og hvis nogen føler en glæde ved selvgjorte gerninger, så skal de da også have lov til det. Jeg synes bare det er et eksempel på et ordsprog som i højere grad har sin styrke ved at være mundret end ved at være korrekt. Under alle omstændigheder kan man sige, at ordsproget "selvgjort er velgjort" ikke appelerer til dovne mennesker som foretrækker at få andre til at gøre alting. Hvordan man skulle omskrive ordsproget, så det passede til dem, vil jeg ikke forsøge at kaste mig ud i. Jeg vil bare nøjes med at konstatere, at selvgjort ikke nødvendigvis er velgjort, hvis altså ikke man er typen der lider af arbejdsiver eller bare ikke stoler på, at andre mennesker kan gøre en given ting, lige så godt som man selv kan.

Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen

Der er tradition for at der bliver malet et portræt af enhver dansk statsminister, og det gælder naturligvis også vores tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, som nu er generalsekretær for NATO. Umiddelbart skulle man tro, at den slags ikke ville vække så stor opmærksomhed, men den kunstner som Anders Fogh Rasmussen har valgt til at male protrættet, er ikke ligefrem den man først ville have i tankerne til opgaven. Der er nemlig tale om kunstneren Simone Aaberg Kærn, som har en fortid som BZ'er og på ingen måde er på linie med Anders Fogh Rasmussen, hvad politik angår. Simone Aaberg Kærn ses fra tid til anden med hanekam, og ligner således ikke en, man ville forvente at Fogh ville vælge til at male sit portræt. Derudover er hun den første kvindelige kunstner som har malet et officielt statsministerportræt, selv om portrætmaleri ikke engang er hendes speciale. Simone Aaberg Kærn blev verdensberømt da hun fløj ind over Afghanistan og landede midt i Kabul, fordi hun havde hørt om en ung kvinde som gerne ville ud at flyve, og hvad var så mere naturligt end at flyve midt ind i en krigszone og opfylde pigens drøm.

Til afsløringen af maleriet havde Simone Aakjær Kærn sat håret op i en flot hanekam, og Anders Fogh Rasmussen holdt en smuk tale til kunstneren. Det der slog mig var de to personers dybe gensidige respekt, på trods af deres meget forskellige syn på samfundet og på verden. Anders Foghs tale afslørede tydeligt, at han var meget tilfreds med både forløbet og resultatet, og maleriet afslørede, at Simone Aaberg Kærn havde dyb respekt for den tidligere statsminister, selv om hun formentlig var uenig med ham i stort set alle politiske emner.

Efter tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens tale holdt Simone Aaberg Kærn en tale som bl.a. handlede om billedets symbolik. Hun talte om den blå farve som både symboliserer frihed, åbenhed, Venstre, og NATO. Øverst i billedet er der en stjerne, som Aaberg Kærn beskrev som en ledestjerne, et kompas og et mål mod nord. Den bakke eller bjerg der ses til højre i billedet, er ifølge kunstneren et motiv fra Skagen, men som hun sagde, så forstår hun godt, hvis nogen får en anden association, når de ser på den sandfarvede bakke, og hun nævnte selv Irak og Afghanistan. Alt i alt en spændende og anderledes tale fra et meget interessant menneske.

Det var smukt at se, at to så forskellige mennesker begge kunne udvise så stor åbenhed og imødekommenhed overfor mennesker som de er dybt uenige med. Tænk hvis hele verdens befolkning bestod af så store mennesker, så ville der ikke være nogen krige, og folk ville leve i fred og harmoni på trods af politiske skel. Min respekt for Anders Fogh Rasmussen og Simone Aaberg Kærn er efter denne portrætafsløring tæt på at være uendelig.

Gratis sangundervisning i kirken

Som så mange andre mennesker, holder jeg også fra tid til anden af at synge i badet. Der er bare det problem ved at synge i badet, at det ikke lyder særlig godt, hvis det udføres af personer der aldrig har fået sangundervisning. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at sige, at jeg tror mine skiftende naboer har været stærkt irriterede over det. Da jeg altid har vidst, at jeg ikke kunne synge rent, var min glæde stor, da jeg for et par år siden så, at min daværende lokale kirke afholdt sangarrangementer, hvor der tilmed ville være gratis sangundervisning. Eneste krav for at deltage var, at man havde lyst til at synge danske salmer, så ville de sørge for resten. Det var næsten for godt til at være sandt. Jeg skrev straks datoen ind i min kalender, og glædede mig, for et tilbud om gratis sangundervisning i kirken kunne jeg ikke ignorere.

Imidlertid gik det hverken værre eller bedre, end at jeg gik hen og blev syg, og jeg kunne derfor ikke deltage i arrangementet, da jeg var sengeliggende. Jeg krydsede fingre for, at kirken snart ville gentage succen, og hver uge tjekkede jeg deres hjemmeside for at se, om der dog ikke snart skulle være salmesang igen, for jeg var meget opsat på at deltage, ikke mindst på grund af den gratis sangundervisning. Arrangementet blev dog ikke gentaget, og et års tid senere flyttede jeg til et andet kvarter i København, nemlig der hvor jeg bor nu, og ofte ser jeg på den lokale kirkes hjemmeside i håb om, at de en dag vil afholde arrangementer med salmesang og gratis sangundervisning. Jeg har dog endnu ikke været heldig, så hvis nogen hører om en kirke i København eller omegn, hvor der er planer om et sangarrangement, må I meget gerne skrive det i en kommentar, for jeg er sikker på, at mine nuværende naboer vil sætte stor pris på, at jeg får noget sangundervisning, inden jeg skråler løs i brusebadet.

torsdag den 2. december 2010

Det akademiske kvarter er på tilbagetog

Det akademiske kvarter begynder på det tidspunkt, hvor man er inviteret til et middagsselskab og varer i sagens natur til et kvarter efter dette tidspunkt. Hvis man skal afholde et middagsselskab, er man som regel først klar med det hele i sidste øjeblik, og derfor vil man helst ikke have, at nogen kommer for tidligt, og derfor er det ikke særlig høfligt at komme for tidligt, hvis man er inviteret til middag. Det er heller ikke særlig høfligt at komme lige på klokkeslettet, da det virker som om man er utålmodig efter at komme ind. Derimod er det høfligt at komme 10-15 minutter efter det tidspunkt, hvor man er inviteret, og det kaldes det akademiske kvarter. Det skal i den sammenhæng understreges, at det akademiske kvarter kun varer 15 minutter, og det er således meget uhøfligt at komme f.eks. 30 minutter efter det tidspunkt hvor man er inviteret. Dette siger i øvrigt sig selv, da værten naturligvis helst vil have at folk kommer nogenlunde samtidig, så man kan følge den plan man har lavet for hvornår der skal drikkes velkomstdrinks, spises forret m.v.

Som barn blev jeg belært om det akademiske kvarter, hvilket betød, at vi altid ankom 10-15 minutter efter det tidspunkt, hvor vi var inviteret, når vi skulle til middagsselskab. Imidlertid er jeg som voksen gået bort fra det akademiske kvarter, men tilstræber derimod at ankomme 0-5 minutter efter det tidspunkt der står i invitationen. Grunden til at jeg på den måde tilsidesætter reglen om det akademiske kvarter er, at de fleste værter ikke længere går op i om du kommer lige efter invitationstidspunktet, og fordelen ved at ankomme som en af de første er, at man derved slipper for at gå rundt i hele lokalet og give hånd til alle mennesker. I stedet har man den mulighed, at man som en af de først ankomne, kan vælge den bedste plads i lokalet, og derefter blive hvor man er, mens man drikker sin velkomstdrink, mens dem der efterlever det akademiske kvarter og kommer senere, må gå turen rundt i forsamlingen og give hånd til alle. Jeg har forhørt mig i min bekendtskabskreds, om i hvor høj grad folk lægger vægt på det akademiske kvarter, og det er mit indtryk, at det ikke længere er noget folk går så højt op i, sålænge man hverken kommer for tidligt eller venter til 20-25 minutter efter invitationstidspunktet. Jeg mener således godt man kan sige, at det akademiske kvarter er på tilbagetog.

onsdag den 1. december 2010

Guldhornene - Oehlenschläger blev en helt og Heidenreich en skurk

De fleste af os har hørt om Guldhornene, som blev fundet i henholdsvis 1600- og 1700-tallet. De vakte fra starten stor begejstring, og blev betragtet som de vigtigste oldtidsfund der nogensinde var gjort i Danmark. De to guldhorn blev opbevaret på Kunstkammeret i København, for man ville være sikker på, at der ikke skete noget med de to nationalklenodier.

I 1802 blev de imidlertid stjålet af den københavnske guldsmed Niels Heidenreich, som begik den utilgivelige ugerning, at han omsmeltede de gamle horn. Danmarks vigtigste oldtidsfund eksisterede ikke længere fra det tidspunkt. Niels Heidenreich blev dog fanget og dømt for sin forbrydelse, men Guldhornene var tabt for evig tid. I tiden der gik, fra Guldhornene blev stjålet, og indtil deres skæbne blev kendt, skrev den berømte danske digter Adam Oehlenschläger et digt om de to horn, og dette digt er i dag fast læsestof i danskundervisningen på alle landets gymnasier. Digtet begynder med de berømte ord, "De higer og søger i gamle bøger...", og intet digt har i højere grad været genstand for oplæsning end netop dette - blandt andet af Poul Reumert som var særlig kendt for at oplæse det. Det interessante var, at mens Adam Oehlenschläger sad i sit hjem i det indre København og skrev det berømte digt om Guldhornene, så befandt de sig - desværre i omsmeltet udgave - blot hundrede meter fra, hvor han sad.

De to mænd, Adam Oehlenschläger og Niels Heidenreich blev begge en del af danmarkshistorien. Oehlenschläger fik oven i købet en gade opkaldt efter sig på Vesterbro i København, nemlig Oehlenschlägersgade, og ydermere blev der placeret en statue af ham foran Det Kongelige Teater. Mere kan man vel ikke ønske sig, hvad ens eftermæle angår. Helt anderledes gik det for Heidenreich, som foruden at sidde i spjældet i mange år for at have stjålet Guldhornene, gik over i historien som en skurk. Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at han blev nationalskurk. Naturligvis var det dumt gjort af ham, og han ville formentlig ikke have gjort det, hvis han havde været klar over, hvor vigtige Guldhornene var. Han fik den dumme indskydelse, at han ville stjæle de to horn, og kort tid efter havde han begået en handling, som fik katastrofale konsekvenser for både ham selv og hans land.

Jeg er sikker på, at Niels Heidenreich fortrød sin handling mange gange efter, men gjort var gjort, og Guldhornene var forsvundet for altid. En enkelt forkert handling gjorde, at han for altid vil blive husket som en skurk. Det er muligt, at han har haft mange gode og positive sider, men uanset hvor god han måtte have været ved andre mennesker, vil han til evig tid udelukkende blive husket som en forbryder. Det er meget få mennesker der gør noget som bliver husket flere hundrede år efter, og som eksemplet med Heidenreich viser, så kræver det ikke nogen form for klogskab eller særlige evner at gå over i historien - en god portion dumhed og uvidenhed er nok!

Uden at kunne sige det med sikkerhed, så vil jeg tro, at den tid som Adam Oehlenschläger brugte på at skrive sit berømte digt, nogenlunde svarer til den tid som det tog Niels Heidenreich at stjæle og omsmelte Guldhornene. De to mænd traf hver deres valg om, hvordan de ville bruge deres tid, og Oehlenschägers valg gjorde ham til en evig helt, mens Heidenreichs valg gjorde ham til en evig skurk. Jeg synes, at historien er et godt billede på, at måden hvorpå vi bruger vores tid er langt vigtigere end vi måske tænker i det enkelte øjeblik. Vi ved godt, hvad der er fornuftigt, og hvad der ikke er fornuftigt, men først bagefter vil de virkelige konsekvenser vise sig, hvad enten de er positive eller negative. Moralen må være, at hvis vi bruger vores tid fornuftigt, kan vi ende med at gå over i historien med et positivt eftermæle, mens ufornuftige handlinger kan få os til at gå over i historien som skurke, også selv om vi måske ikke syntes det var så slemt, da vi gjorde det. Vi kan altså styre om konsekvenserne af vores handlinger skal være positive eller negative, men vi kan ikke styre, hvor meget positive eller hvor meget negative konsekvenserne bliver. Så hvis man ikke vil risikere at ende som Niels Heidenreich, og samtidig have chancen for at ende som Oehlenschläger, skal man altså udelukkende gøre gode gerninger, og der er vel næppe nogen dag der er bedre egnet til at starte på det end i dag, d. 1. december, hvor julen begynder.

Loch Ness Uhyret i Københavns havn

De fleste af os har hørt om Loch Ness Uhyret, som i generationer har været genstand for mange gode historier. Loch Ness er en sø som ligger i Skotland, og rygtet vil vide, at der i denne sø bor et uhyre. Så vidt jeg er orienteret har uhyret aldrig gjort nogen fortræd, men det er efter sigende blevet set adskillige gange af lokale der bor i området omkring søen. Denne historie har som sagt overlevet i generationer, så hvis Loch Ness Uhyret stadig lever, må det efterhånden være så langt oppe i årene, at det ville være berettiget til pension, hvis ellers der fandtes den slags for uhyrer.

Det interessante ved myten om Loch Ness Uhyret er, at søen er blevet udflugtsmål for turister fra det meste af verden. Alle vil prøve at opleve mystikken ved at stå ved søbredden og kigge ud over vandet, mens man tænker på, hvor i søen monsteret mon befinder sig. Jeg var for mange år siden selv i Skotland, og jeg skulle naturligvis også en tur forbi for at opleve denne særlige sø, og så vidt jeg husker, var det med en vis ærefrygt, at jeg stod og spejdede ud over den enorme sø. Jeg havde nok ikke regnet med at se Loch Ness Uhyret, men bare følelsen af at stå ved søen og vide, at uhyret måske var derude et sted, var rigeligt til at jeg stadig husker oplevelsen.

Overalt i området omkring søen ligger der souvenir-shops, hvor man kan købe figurer der forestiller Loch Ness Uhyret. De mange figurer findes i alle afskygninger og i mange forskellige materialer. Derudover er der rige muligheder for overnatninger i området, og området er i det hele taget fyldt med turister der vil se stedet hvor Loch Ness Uhyret bor, selv om de fleste jo nok ikke regner med, at det findes i virkeligheden. Historien er god, og da vi alle kan lide gode historier og eventyr, bliver vi tiltrukket af steder som dette. Hvis ikke myten om uhyret havde eksisteret, ville det nok være stærkt begrænset, hvor mange der ville besøge en afsidesliggende sø i Skotland, men på grund af fortællingen om, at der lever et uhyre i søen, er den pludselig blevet en turistattraktion, som tiltrækker turister fra hele verden. Stedet har simpelthen fået en gratis og imaginær turistattraktion, som er mere værd end mange dyre bygningsværker og museer til sammen.

Tænk hvis vi så et uhyre i Københavns havn! Et kæmpestort uhyggeligt bæst, som af og til viste sig. Når først historien blev kendt, ville der sikkert  ikke gå lang tid inden mange ville hævde at have set uhyret, og med tiden kunne Københavns havn måske opnå samme status som Loch Ness. Turister ville måske vælge at besøge København fremfor Oslo eller Stockholm, fordi de ville opleve mystikken ved at stå og spejde ud over vandet og tænke på, at uhyret er derude et sted. Det ville nok blive svært at overbevise nogen om, at Loch Ness Uhyret var flyttet til København, og det ville også være synd for Skotland som så ville miste turister, men vi kunne få vores eget uhyre, som naturligvis ville være langt større og farligere end Loch Ness Uhyret!

Skærslibere trodser kulden

Her til formiddag viste TV2 Lorry et indslag om to af landevejens farende svende, nemlig et par skærslibere, som med hver deres barnevogn med habengut var på vej over Sjælland i retning mod Køge. De voldsomme snemasser var tilsyneladende ikke nogen hindring for de to raske gutter. De to skærslibere gik rask afsted i den kolde sne, og på trods af vejret overnatter de to herrer altid i det fri. Naturligvis blev der hældt et par bajere indenfor vesten, men det hører sig jo til, hvis man er en rigtig skærsliber.

Når man sidder i sin varme stue og ser det, kan det godt se hyggeligt ud, men jeg er sikker på, at det kræver sin mand, at være vagabond i disse dage. De to gutter bedyrede dog at de ikke frøs, og deres lange skæg har da sikkert også hjulpet mod kulden, men jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget. Jeg tænker, at man virkelig skal være glad for naturens frihed for at finde glæde ved at sove udendørs i det vejr, som vi har for tiden, og jeg håber at de to skærslibere kommer helskindet gennem vinteren.

Snobberne Fritz og Poul burde gå til filmen

Snobberne Fritz og Poul er nogle figurer der spilles af skuespillerne Martin Buch og Rasmus Botoft, og de kan om nogen få mig til at ligge flad af grin. Fritz var den første jeg stiftede bekendtskab med, og det var i satireprogrammet Normalerweize. Han sad altid på sin båd med en Campari og udtalte sig om verden. Denne tilsyneladende særdeles velstillede herre lod ikke til at bekymre sig om ret meget andet end sig selv, og han undrede sig altid over, at de fattige var så negative og kedelige. Snobben Fritz lod i det hele taget ikke til at have nogen bekymringer, og specielt ikke hvad angik andre mennesker, og hans totale mangel på forståelse for noget som helst, var det som gjorde det så grotesk sjovt at se på.

Den kære Fritz er siden dukket op ved flere lejligheder i selskab med sin gode ven Poul, og de to snobbede herrer lader til at gå rigtig godt i spænd sammen. Snobberne Fritz og Poul gik faktisk hen og blev et fast indslag i satireprogrammet Rytteriet på DR2, hvor man kunne høre dem udtale sig om deres syn på forskellige dele af samfundet. Undervejs fik de naturligvis hældt en hel del Campari ned, mens de tog alverdens emner under kærlig behandling. Både Martin Buch og Rasmus Botoft er fantastiske skuespillere, og snobberne Fritz og Poul er efter min mening fremragende skuespillerpræstationer. De levede sig fuldstændig ind i rollerne, og jeg tror at det er det, som har gjort, at de blev så populære, og at alle efterhånden gik og morede sig med at citere dem. Det er faktisk gået så vidt, at Fritz og Poul er gået hen og er blevet en slags kultfigurer, og man kan håbe på, at de en dag vil lave en film. Tænk hvis man kunne få lov til igennem en hel spillefilm at følge de to ubekymrede snobber, og deres syn på samfundet og på andre mennesker. Jeg er sikker på, at det ville være en film, som jeg ville have lyst til at se igen og igen. Så herfra skal lyde en opfordring til snobberne Fritz og Poul om at gå til filmen og lave et par timers forrygende underholdning om samfundet, mens de nyder deres elskede Campari.

tirsdag den 30. november 2010

Lær kinesisk og bliv rustet til fremtiden

Som verden ser ud i dag, er Kina et af de lande i verden der har allermest fart, hvad angår udvikling og vækst i bruttonationalprodukt. Om vi andre vil lade os hægte af, er op til hver enkelt af os. Lær kinesisk, hvis du vil være på forkant med udviklingen, for medmindre den internationale udvikling ændrer sig radikalt inden for de næste par år, vil kinesisk være det sprog, som det bliver allermest værdifuldt at kunne tale.

Det er i dag næsten umuligt at leve som forbruger uden at købe varer som er helt eller delvist produceret i Kina. Derudover opkøber kineserne fabrikker, land og bygninger overalt i verden, og udviklingen går hurtigere og hurtigere. Man kan selvfølgelig godt vælge at surmule over det og mene, at verden var bedre i gamle dage, men man kan også vælge at se det som en udfordring, der er værd at tage op, og gøre det til sit eget lille projekt at lære kinesisk. Hvis man bor i en storby som København, er det selvfølgelig nemmere at finde et undervisningssted, men det er ikke ensbetydende med, at man skal give op, bare fordi man måske bor langt ude på landet. Selv om man måske ikke kan få almindelig undervisning af en lærer, kan man nå langt med et sprogkursus på CD eller DVD, som kan købes for en overkommelig pris, og på mange biblioteker kan man ligefrem låne et kinesisk sprogkursus. Det er helt sikkert et stort projekt at kaste sig ud i, men man skal huske på, at selv den længste rejse starter med det første skridt, så det er bare at komme i gang i en fart.

Naturligvis kommer man ikke til at tale kinesisk flydende i løbet af kort tid, men selv hvis man kun kan gøre sig nogenlunde forståelig på sproget, har man jo stadig et forspring i forhold til alle andre. Så hvis man gerne vil gøre sig selv en stor tjeneste og blive bedre rustet til fremtiden, så er det med at komme i gang med at lære et par kinesiske gloser. Og som sagt så er geografien ikke nogen hindring, så uanset om man bor i København, Kalundborg eller Kerteminde, så kan man godt komme i gang med at lære kinesisk, hvis man virkelig vil.

mandag den 29. november 2010

Sparkstøtting når man skal rundt i København

I Norge har man et transportmiddel som hedder en sparkstøtting. Det er kort fortalt en stol som er placeret på nogle tynde stykker metal, som mest af alt kan sammenlignes med nogle lange skøjter. Bagved stolen er der placeret nogle små plader på skøjterne, så man kan stå bagved stolen. Man kommer frem ved at sætte den ene fod ned, og skubbe sig frem, eller sparke sig frem om man vil, mens man støtter sig til stolen - deraf navnet sparkstøtting. På en dag som i dag ville en sparkstøtting være det ideelle transportmiddel når man skal rundt i København. Hvis alle havde en sparkstøtting, ville det ikke være nødvendigt at rydde sne på fortorvene. Det ville tværtimod være nødvendigt, at man ikke ryddede sne på fortorvene. Jeg ved godt, at vi ikke har så mange dage om året med sne, men hvis antallet af snedage fortsætter med at stige, så ville det pludselig blive relevant at anskaffe sig en sparkstøtting. Det er desuden et yderst miljøvenligt transportmiddel, da den jo kører på den berømte rugbrødsmotor, og så er der oven i købet plads til en passager. Derudover er den billig i drift, og jeg vil umiddelbart tro, at en sparkstøtting kan holde i mange år inden den skal skiftes ud, og uden at kende de præcise priser, tror jeg ikke at de er særligt dyre. Jeg glæder mig i hvert fald til jeg ser den første sparkstøtting i København, og jeg er sikker på, at den dag nok skal komme.

Parkeringsvagter må ikke fjerne sne fra forruden

TV2 Lorry fortæller i dag, at der bliver skrevet færre parkeringsbøder ud i København om vinteren, fordi parkeringsvagterne ikke må fjerne sne fra bilens forrude for at se, om der ligger en parkeringsbillet i forruden. De må faktisk ikke engang røre ved bilen. Det vil sige, at i disse dage hvor der er kraftigt snevejr, og ruderne hurtigt bliver dækket af sne, så er der mange der slipper for at blive noteret af parkeringsvagterne. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen der ligefrem spekulerer i det, og man kunne da også godt forestille sig, at særligt kreative parkeringssyndere ligefrem ville have lidt sne med i en pose til at drysse over forruden. Efter at det nu er sluppet ud, at man kan slippe for en parkeringsbøde hvis en parkeringsvagt ikke kan se ind af en snedækket rude, skal der nok være nogen der undlader at købe en parkeringsbillet, hvis de kan se at sneen falder lystigt, eller måske bare nøjes med at købe til en halv times tid, i håb om at ruden er sneet til når billetten udløber. Men mon ikke Københavns parkeringsvagterne har et par smarte tricks i baghånden til at slå ned på folk der bliver alt for kreative.

Skoler lukket på grund af sne

I disse dage hører man om skoler der er lukket på grund af sne, og man kan ikke lade være med at tænke tilbage på sin egen skoletid, hvor man hver vinter drømte om at det ville ske. Desværre skete det aldrig på min skole, og jeg måtte derfor trodse vinterkulden og begive mig afsted til skole. Sandsynligheden for at en eller flere skoler i København holder snelukket er nok heller ikke særlig stor. For at en skole holer snelukket, skal der være sneet så meget til, at det er umuligt at komme frem, og der skal trods alt en hel del sne til, før der bliver sneet til inde i byerne, så der er nok ikke udsigt til, at de mange skoleelever i København får mulighed for at opleve alle børn store drøm, nemlig at deres skole holder lukket på grund af sne. Den slags sker altid langt ude på landet, hvor der ikke bliver ryddet sne lige så ofte som midt inde i byen, og hvor der typisk er store åbne landskaber, hvor sneen har mulighed for at blæse ind. Så selv om mange børn i København for det meste er glade for at bo i byen, så er det nok i situationer som denne at en hel del af dem ønsker sig at bo langt ude på landet, hvor deres skole holder lukket på grund af sne.

Brian Nielsen glæder sig til comeback

Som mange sikkert allerede har hørt, så gør Brian Nielsen snart comeback, og det bliver imod den legendariske amerikanske bokser Evander Holyfield. I den anledning havde Go' Morgen Danmark i dag besøg af skuespiller Paw Henriksen, som selv er tidligere bokser. Desuden var Brian Nielsen med på telefon fra Spanien, hvor han bor til dagligt. Kampen mod Evander Holyfield finder sted d. 5 marts 2011, og jeg tror der er mange der glæder sig. Det bliver et brag af en boksekamp, når de to store boksere mødes, og selv om mange nok vil mene, at Holyfield er storfavorit, så udtaler Brian Nielsen, at han glæder sig helt vildt til sit comeback. For som han siger, så har han savnet at bokse, og nu har han fået chancen. Det er kun kort tid siden, at han blev opereret for en alvorlig knæskade og ved den lejlighed fik et helt nyt knæ, så det kræver noget genoptræning, men der er jo heldigvis nogle måneder til, så mon ikke han når det. Brian Nielsen er 45 år og har vundet 64 ud af 66 kampe, hvilket må siges at være ret flot. Han siger selv, at hans form er rimelig god, og han vil gøre alt for at vinde over Evander Holyfield. Jeg vil tro, at der bliver rift om at få billetter til kampen. Selv håber jeg på at kunne følge kampen på TV, når Brian Nielsen gør comeback d. 5. marts.

søndag den 28. november 2010

Adventskransen er farlig

Som alle ved, så er det efterhånden ved at være jul, og mange begynder så småt at tænke over, hvor man kan købe en adventskrans, fordi sådan en jo hører julen til. Man burde ved samme lejlighed tænke over, hvordan man slukker ilden i en adventskrans som brænder, og hvordan man undgår at der kommer ild i, for det er desværre en tilbagevendende begivenhed, at der går ild i adventskranse. Ofte skyldes det, at man forlader det rum, hvor adventskransen er placeret, og derefter glemmer at den står og brænder. Det kan også skyldes, at lysene er brændt for langt ned, så ilden får fat i det gran som kransen er lavet af, eller det kan skyldes, at lysene simpelthen ikke sidder godt nok fast og derfor vælter. Man bør derfor tænke over de ting når man har en adventskrans stående i stuen, og det vigtigste er jo nok, at man aldrig forlader en tændt adventskrans. Det tager ikke lang tid før ilden har fat, og hvert år er der mennesker som får deres hjem raseret, fordi de ikke har været forsigtige nok. Juleudsmykning og adventskranse er en smuk tradition som hører julen til, og der er ingen grund til at gå bort fra den tradition. Vi skal blot allesammen huske på, at adventskransen er farlig, hvis ikke vi passer ordenligt på, så husk det nu!

lørdag den 27. november 2010

Skyskraberløb i Tel Aviv

TV2 News har i dag vist et indslag om skyskraberløb i Tel Aviv i Israel. Disciplinen går i al sin enkelthed ud på at løbe op af trapperne i en skyskraber, og den der først når toppen af bygningen har vundet. Relativt enkelt og så er det tillige nemt at arrangere sådan et løb, idet man ikke behøver at afspærre gader og den slags, som man jo gør når man arrangerer et løb ude i det fri. Jeg ser dog den ulempe ved skyskraberløb, at det er relativt begrænset hvor mange løbere der kan deltage på samme tid, medmindre man sender folk afsted én af gangen. Det så under alle omstændigheder sjovt ud, og jeg er sikker på at deltagerne havde ondt i lægmusklerne, da de nåede toppen af bygningen efter at have tilbagelagt de 54 etager via bygningens trapper. Jeg er ikke helt klar over, om løbet i Tel Aviv her i 2010 er det første af slagsen, eller om det er en tilbagevende tradition, men sjovt ser det ud.

Det næste skyskraberløb bliver i Empire State Building i New York City, der med sine 381 meter er blandt verdens højeste bygninger. Deltagerne får deres sag for, for bygningen har ikke mindre end 102 etager, hvilket næsten er dobbelt så mange som ved skyskraberløbet i Tel Aviv, så der er med garanti nogen der bliver trætte i benene.

Jeg har endnu ikke hørt om den slags i Danmark. Jeg skrev for kort tid siden et indlæg om Danmarks højeste bygning, Herlev Hospital, som i international sammenhæng er en miniput med sine kun 30 etager. Det ville dog være et oplagt sted at afholde et skyskraberløb i Danmark, specielt fordi de kun ligger omkring 10 km. fra København. Det kan nok ikke nås i år, men det kunne da være sjovt hvis vi i løbet af 2011 fik Danmarks første skyskraberløb - jeg ville med stor sikkerhed være at finde blandt tilskuerne, og med endnu større sikkerhed ikke at finde blandt deltagerne. Desværre har danske deltagere ikke så mange steder, hvor de kan træne, så chancen for at en udlænding løber medaljen er absolut til stede.

Juleudsmykning på Kongens Nytorv bør opleves

Som så mange andre steder i København er der også pyntet op til jul på Kongens Nytorv. Specielt udmærker Magasin sin med sin flotte traditionelle juleudsmykning, hvor alle vinduer på bygningen er omkranset af lyskæder. Selv taget på Magasins bygning er pyntet med julelys, og det er som altid en fornøjelse at se på. Da jeg var forbi Kongens Nytorv, var der ikke specielt meget lys på Hotel d'Angleterre, men noget var der dog, og selv om det ikke  når samme omfang, som det havde "i gamle dage", så var det dog alligevel både flot og hyggeligt at se på.

Det er under alle omstændigheder ulejligheden værd at slå vejen forbi Kongens Nytorv i København og se på den smukke juleuudsmykning, så hvis du endnu ikke har været på de kanter i år, så vil jeg varmt anbefale at slå vejen forbi. Som jeg tidligere har skrevet er der også julemarked i Nyhavn, så man kunne jo passende opleve det ved samme lejlighed, hvis man beslutter sig for at tage en søndagstur i København og gå ned forbi Kongens Nytorv for at se på julelys og juleudsmykning. Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har været forbi for at nyde det flotte syn. Jeg synes det i høj grad bidrager til den gode julestemning i København, så der kommer ikke til at gå mange dage inden jeg igen trækker i varme vinterstøvler og trasker ned over Kongens Nytorv og ser på juleudsmykning.

En rejse til Papua byder på autentiske naturoplevelser

Jeg har i dag set programmet NØRD på DR RamaSjang, hvor værten Peter er på rejse til Papua, hvor han møder øens lokalbefolkning og stifter bekendtskab med deres kultur samt får en masse autentiske naturoplevelser. På sin rejse møder han bl.a. en medicinkvinde som mener at kunne helbrede malaria, unge mænd som jæger i junglen og han kommer også ud at fiske med de lokale på Papua. Derudover laver han en masse andre ting som f.eks. at hjælpe med at lave en primitiv båd af en udhulet træstamme. De lokale fanger både små hajer og skildpadder, på trods af at begge arter er truede, men som Peter siger, så er det for menneskerne på Papua et spørgsmål om overlevelse, så de er nødt til at spise hvad de nu kan få fat i. Desuden er det ikke deres skyld at nogle dyrearter er truede, da det er ret minimalt, hvor mange de spiser af de pågældende dyr. Under sin rejse var Peter med de lokale beboere på Papua ude at fiske, og det lykkedes ham faktisk at fange en fisk. Derudover kommer han med ud at svømme med delfiner, og om aftenen deltager han i en ceromoni i landsbyen, hvor alle indbyggerne bærer rundt på fakler.Naturligvis smager han også på de friskfangede fisk, og det ser i det hele taget ud til, at han får en masse spænde naturoplevelser i selskab med de lokale i løbet af sin rejse til  Papua.

Når man sidder og ser det, får man selv lyst til at rejse til Papua og opleve naturen. Selv deltage i jagten i junglen og fiskeriet, og selv møde medicinmænd og medicinkvinder og deltage i de lokale ceromonier. Det så altsammen utrolig spændende ud, og jeg er sikker på, at de fleste ville have lyst til at gå i Peters fodspor og selv rejse ud og opleve det autentiske liv på Papua. Det der slog mig var, at det jo er en virkelig primitiv livsform de lokale beboere har, men alligevel sidder man selv og drømmer sig afsted. Det viser jo bare endnu engang, at oplevelser og livskvalitet intet har at gøre med fem-stjernede hoteller og fine restauranter, men derimod med autentiske oplevelser med andre mennesker, som f.eks. dem man kan møde hvis man rejser til Papua.

fredag den 26. november 2010

Vinterdæk er nødvendige - dropper du vinterdæk er du til fare for andre

Sneen har lagt sig over Danmark, og overalt er der hvidt. Det betyder desværre også, at vejene er glatte, og de mange billister der endnu ikke har fået vinterdæk på bilen løber derfor en stor risiko for at køre i grøften, eller endnu være: køre ind i andre. Efter sneen er faldet, har jeg flere gange set bilister, som tydeligvis ikke har fået vinterdæk på bilen, men som stadig kører rundt med sommerdæk på. De er nemme at spotte, da deres biler glider rundt på vejen, og det ser mildest talt ikke særlig sikkert ud. Nogen tror, at det ikke er nødvendigt med vinterdæk på små biler, da deres dæk som regel ikke er så brede og derfor bedre skærer sig ned i sneen. Det er dog en stor misforståelse. Hvis man kører på sommerdæk nedsætter man bremseevnen mange gange - også selv om det er en lille bil.

Når man kører rundt midt inde i byen uden vinterdæk, og dermed uden at kunne bremse ordentligt, er man ikke kun til fare for sig selv. Man er også til fare for andre, fordi man ganske enkelt ikke har ordentlig kontrol over sin bil. Det er måske ikke så farligt hvis man kører op bag i en anden bil, men tænk hvis det er en fodgænger man kører ind i. Så er det straks en anden historie, og det kan få alvorlige konsekvenser, og måske koste et andet menneske livet. Er vinterdæk måske mere kostbare end et menneskeliv, eller en persons førlighed? Jeg vil næsten gå så langt som til at sige, at man gambler med andre menneskers liv og førlighed ved at køre rundt i snevejret uden vinterdæk på bilen. Jeg er helt sikker på at det ikke skyldes hverken ondskabsfuldhed eller kynisme, at nogen stadig kører på vejene med sommerdæk på - jeg tror snarere at det enten skyldes sløseri eller at man gerne vil spare de penge som et sæt fælge med vinterdæk på koster.

Jeg ved godt, at det hurtigt kan løbe op i en masse penge, hvis man skal have skiftet dæk og fælge på bilen, og man skal måske også betale sit dækcenter for gøre arbejdet med at skifte sommerdækkene ud med vinterdæk. Men selv om det er mange penge man skal af med, så vil jeg på det kraftigste opfordre til, at man enten parkerer sin bil indtil snevejret er overstået, eller at man ser at få fundet de penge det koster og får skiftet til vinterdæk i en fart.

Hvis man kører rundt med bremser der ikke virker, bliver man indkaldt til syn, men hvis ens bil ikke kan bremse ordentligt fordi den ikke har vinterdæk på, så er det helt lovligt. Jeg mener ikke, at vi ligefrem skal have lovgivning på området, men det ville være rart, hvis folk selv kunne finde ud af at vise lidt ansvarlighed så de ikke er til fare for andre i trafikken. Så hvis du hører til dem der kører rundt på de glatte veje med sommerdæk på bilen, så skynd dig at komme forbi det nærmeste dækcenter eller værksted og få skiftet til vinterdæk, eller kontakt eventuelt en mobil dækmand som kan komme ud og skifte dækkene hjemme hos dig selv. Gør det nu inden det er for sent! Vinterdæk er nødvendige, hvis du ikke skal være til fare for andre.

torsdag den 25. november 2010

At finde rav er en god måde at koble af på

Min afdøde bedstefar havde et sommerhus ved Tisvilde, som han boede i store dele af året, og hvorfra han kunne gå til ned til stranden på få minutter. Han var ofte nede ved stranden, for noget af det bedste han vidste, var at gå langs vandet i sine egne tanker og finde rav. Han havde en imponerende samling af rav i alle mulige nuancer. De fleste af stykkerne var ret små, men enkelte af dem var relativt store. Man kunne sagtens have lavet rav-halskæder eller andre rav-smykker af de mange stykker han havde fundet, men han havde dem bare liggende i et stort glas som stod i vindueskarmen, og jeg må da indrømme, at de også pyntede på den måde. En enkelt gang gik jeg med ham langs vandet, og det lykkedes mig faktisk at finde et lille bitte stykke rav, men det er blevet væk for mange år siden.

Jeg hørte engang min bedstefar forklare, hvad det var, der var så dejligt ved at gå der langs vandet og se ned i sandet efter rav, og han sagde, at når han en hel dag havde arbejdet og haft hovedet fuld af komplicerede sager, så var det en god måde at slappe af på at gå der langs vandet, for så behøvede han ikke tænke på noget som helst. Faktisk kunne det slet ikke lade sig gøre for ham at tænke på noget som helst andet, når han for hvert eneste skridt han gik skulle tænke på, om der mon lå noget rav i sandet foran ham. Resultatet af hans mange afstressende ture var en kæmpe samling af rav, og han må virkelig have gået mange kilometer i vandkanten, for glasset med rav var temmelig stort.

Jeg kom til at tænke på historien, da jeg for noget tid siden hørte, at den kendte forsvarsadvokat Merethe Stagetorn fra tid til anden arbejder som opvasker på Conditori La Glace i København, som hendes datter ejer. Jeg tror, det er det samme der gør sig gældende. Når hun skal koncentrere sig om en meget simpel opgave som at vaske noget service, så får hun automatisk renset hovedet for alle de meget komplicerede opgaver, som hun til dagligt beskæftiger sig med. Det var i hvert fald sådan det var for min bedstefar, når han gik ud for at finde rav, og jeg har siden brugt teknikken selv, hvis jeg har arbejdet en hel dag med noget meget kompliceret og har haft brug for at koble af. Så har jeg kastet mig over et eller andet lille projekt som ikke har krævet særlig meget tankevirksomhed, men dog alligevel nok til, at jeg ikke kunne tænke på andre ting samtidig. Metoden har altid virket for mig, og da jeg ikke bor i nærheden af et sted hvor man kan finde rav, så har jeg fundet på andre små enkle opgaver. Desværre er der dog ikke kommet en stor samling af rav ud af, men hovedet er blevet renset, og det var jo det der var formålet.

onsdag den 24. november 2010

Mercedes kørte i Sortedams Sø

Her til middag kunne man på TV2 News se en Mercedes stå på bunden af Sortedams Sø i København. Uheldet skyldes det glatte føre, og den badende bil tiltrak sig selvfølgelig en masse nysgerrige blikke fra de forbipasserende, så indtil den bliver fjernet, har Sortedams Sø således fået sig en ekstra attraktion. Hvad der skete med føreren af bilen, melder historien ikke noget om, men siden man ikke hørte noget om det, må man formode at vedkommende ikke led anden overlast end at blive våd, hvilket selvfølgelig heller ikke er til at spøge med på denne tid af året.

Selv om det selvfølgelig er ærgerligt at en lækker Mercedes havner i Sortedams Sø, er det glædeligt at vandet ikke er så dybt i søerne i København, for så kunne det være gået meget værre. Men under alle omstændigheder er den uheldige bilist nok ikke mødt rettidigt på arbejde i dag, og man kommer jo nok ikke uden om, at vedkommende er særdeles lovligt undskyldt. Konklusionen på det hele må være, at der tilsyneladende er ualmindelig glat på Øster Søgade i København i dag, siden en Mercedes kan glide af kørebanen og havne i Sortedams Sø.

Danmarks højeste bygning - en lilleput

Danmarks højeste bygning er en stor hvid betonklods på 30 etager, som ligger i en forstad til København. Der er naturligvis tale om Herlev Hospital som med sine 120 meter er den højeste bygning i Danmark. Til sammenligning er Empire State Building i New York City 381 meter høj, Willis Tower i Chicago er 442 meter høj, hele Hong Kong er fyldt med skyskrabere som er flere hundrede meter høje, og i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater har man opført Burj Khalifa bygningen, som er 828 meter høj, hvilket gør den til verdens højeste bygning.

Vi er et højt udviklet industriland med masser af dygtige ingeniører, og alligevel er Danmarks højeste bygning kun 120 meter høj. Hvorfor? Er det fordi vi er bange for noget der skiller sig ud? Eller er det fordi helst ikke ser at nogen eller noget udmærker sig? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er ærgerligt, at vi ikke har fundet plads til mindst et par håndfulde skyskrabere på de 43.000 kvadratkilometer som udgør Danmarks areal. Tænk hvis vi havde fem store skyskrabere i København, som allesammen var fyldt med lejligheder. Det ville give en masse mennesker mulighed for at bosætte sig i København, og det ville dermed bidrage til at gøre vores hovedstad til en endnu mere levende og spændende by. Danmarks højeste bygning behøver ikke at være en middelmådig skyskraber placeret i en forstad - det ville ikke skade noget med nogle "rigtige" skyskrabere placeret tæt på centrum. Jeg har aldrig hørt om, at nogen  har fortrudt at en skyskraber er blevet bygget. Tværtimod bidrager verdens mange skyskrabere til stolthed blandt beboerne i de byer hvor de er placeret, og turister valfarter til de høje bygninger for at opleve deres skønhed. Men i Danmark har vi endnu ikke bygget nogen store skyskrabere. Vi har blot Herlev Hospital som i skrivende stund har været Danmarks højeste bygning i 34 år, på trods af at den i international sammenhæng er en lilleput.

Fremmedlegionen - en tidligere legionærs fantastiske oplevelser

Fremmedlegionen er omgærdet af meget mystik, og der er ingen andre end tidligere og nuværende fremmedlegionærer, der virkelig ved hvad der foregår. Legionen har dog en hjemmeside, hvor man kan få en smule information, men trods det er der stadig tale om en temmelig lukket organisation, som offentligheden kun har en begrænset viden om.

Det har givet grobund for mange rygter, hvoraf nogle er mere fantastiske og usandsynlige end andre. Rygtesmede og mytomaner har derfor frit spil til at opfinde historier om Fremmedlegionen, da de jo hverken kan be- eller afkræftes, og i går mødte jeg en gut, som jeg netop har mistænkt for at tilhøre denne kategori af mennesker. Han hævdede at være tidligere fremmedlegionær og kastede sig uopfordret ud i eventyrlige fortællinger om sine bedrifter i legionens regi. Hvis min antagelse om at hans historier var opdigtede holder stik, er jeg sikker på at den legendariske lystløgner Baron von Münchhausen ville have været fuld af beundring, hvis han havde hørt dem.

Den påståede tidligere fremmedlegionær kunne berette detaljeret om de mange kampe han havde deltaget i, og der var ikke den krigsskueplads, hvor han ikke havde været tilstede og gjort sig gældende. Jeg kunne naturligvis have afbrudt ham med en bemærkning om, at jeg overhovedet ikke troede på hans historier, men han var faktisk så underholdende at høre på, at jeg i stedet bød ham på en øl, så jeg kunne få lejlighed til at høre mere på hans utrolige historier. Hans evne til at male billeder på nethinden var uforlignelig, og han fortalte begejstret om sine kammerater i Fremmedlegionen, som han havde kæmpet sammen med i de mange slag.

Efter en halv times storslået underholdning om Fremmedlegionen var jeg desværre nødt til at sige farvel, da jeg også havde andre gøremål, så jeg sagde pænt farvel til den talentfulde historiefortæller. Resten af dagen gik jeg og grinede indvendigt ved tanken om hans mange historier, og selv om de næppe var sandfærdige, var de sjove og spændende, og jeg er sikker på, at næste gang jeg hører eller læser om Fremmedlegionen, så vil jeg have denne tidligere "fremmedlegionær" i tankerne.

tirsdag den 23. november 2010

Kør med bus i København - buschaufføren gør dig glad!

Hvis du tænker på buschauffører som nogle sure stoddere der smækker døren i for næsen af folk der kommer løbende for at nå at komme med, og som i det hele taget er ubehøvlede, så kan du godt tro om igen. De buschauffører jeg oplever i min hverdag i København er alle venlige og smilende, og det er altid en førnøjelse at tage bussen. Specielt kan jeg godt lide buschaufførerne på bus 150s, der kører mellem Nørreport og Kokkedal, og jeg har indtryk af, at de ligefrem har sat sig som mål, at passagerne skal føle sig godt tilpas. Chaufføren smiler når man kommer ind i bussen, og hvis man siger "Hej" eller "God Morgen" til vedkommende, bliver det altid gengældt. Nogen gange står de ved busstoppestedet og deler bolcher ud, og selv om det måske er en lille ting, så er det med til at gøre at man bliver glad. Og at de samtidig har en køreplan der betyder, at der hele tiden ankommer en ny bus inden for få minutter, gør ikke oplevelsen ringere. Det betyder, at man ikke behøver ærgre sig, hvis ikke man når bussen, for man ved, at det kun er nogle få minutter man skal vente på den næste. Uden at have sammenlignet køreplanerne, tror jeg, at de kører omtrent lige så ofte som de røde a-busser, som kører i centrum af København, som f.eks. bus 4a, 5a og 6a.

Selv om bus 150s er min favorit, så må jeg sige, at buschauffører i København generelt virker glade og imødekommende. Om buschaufførerne ligefrem har været på servicekursus eller lignende, tør jeg ikke udtale mig om, men de er i hvert fald gode til at få en til at føle sig velkommen. Det er altid rart når folk smiler, og hvis man ellers kunne måle den slags, er jeg sikker på, at man ville komme frem til, at store dele af befolkningen i København er gladere i deres hverdag, fordi byens buschauffører er smilende og venlige. Så jeg vil opfordre til, at man tager bussen, når man skal rundt i byen, og hvis du en dag skal i retning af Kokkedal, eller blot et stykke af vejen, vil jeg varmt anbefale at du stiger på bus 150s fra Nørreport, og lader dig fragte nordpå af de yderst flinke og behagelige chauffører. Tak til buschaufførerne i København for jeres dejlige måde at være på - I er med til at gøre vores allesammens hverdag lidt gladere!

mandag den 22. november 2010

Man kan ikke både blæse og have mel i munden

Du har måske hørt nogen sige, at man kan ikke både blæse og have mel i munden. Der er tale om et gammelt ordsprog, og umiddelbart kan det måske lyde lidt mærkeligt, for hvem ville dog overhovedet tage mel i munden, og hvis man endelig havde gjort det, hvorfor skulle man så samtidig blæse? Ja, det er et af den slags ordsprog, hvor man ikke helt forstår, hvordan det er opstået - jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg ved dog, hvilken betydning, ordsproget har.

Når man siger til en person, at han eller hun ikke både kan blæse og have mel i munden, så menes der såmænd ikke andet, end at vedkommende er nødt til at træffe et valg. Udtrykket bruges som regel, når der er flere muligheder man kan vælge, og der så er en som gerne vil vælge alle mulighederne på én gang, så siger man, at vedkommende ikke både kan blæse og have mel i munden.

Måske ville det være på sin plads med et lille eksempel på, hvornår det ville være relevant at sige til nogen, at vedkommende ikke både kan blæse og have mel i munden. Hvis vi f.eks. forestiller os, at et barn har fået valget mellem at komme i biografen eller i Tivoli. Hvis barnet vælger Tivoli-turen, men så efterfølgende kommer og siger, at det også vil i biografen, så kunne det meget vel tænkes, at barnets forældre ville belære det om, at man ikke både kan blæse og have mel i munden - altså at hvis barnet har valgt Tivoli-turen, så har det samtidig fravalgt biografturen, fordi barnet fik valget mellem de to ting.