søndag den 21. august 2016

7-kabale er ikke spild af tid.

Kender du det, at man pludselig har siddet flere timer foran computeren og lagt 7-kabale? Det gør jeg i hvert fald, og i går skete det igen. Hvad var resultatet? Spildt tid på ingenting? Nej!

Mens jeg sad der og lagde 7-kabale, oplevede jeg, at en masse tanker kørte i baghovedet på mig, og pludselig rejste jeg mig op og havde løsningen på et problem som jeg havde tumlet med i lang tid.

Jeg tror, det er lidt det samme, som mange mennesker oplever, når de er i bad. Nemlig, at når man er i gang med noget enkelt og trivielt, så arbejder hjernen med alt mulig andet, og pludselig får man en god ide, eller løsningen på et problem.

Så måske er det slet ikke så tosset at bruge lidt tid på at lægge 7-kabale en gang imellem, i går viste det sig i hvert fald, at tiden brugt på kabalen var givet godt ud.

mandag den 8. august 2016

Hvad skal du lave på lørdag?

- "Hvad skal du lave på lørdag?"
- "Øh.. Det ved jeg ikke..."
- "Nå, men har du så ikke lyst til..."

Kender du ovenstående slags samtale? Det gør jeg i hvert fald, og de fleste gange er det da også noget interessant man bliver inviteret til, men det hænder også, at invitationen gælder et eller andet som man absolut ikke har lyst til. Problemet er bare, at man jo lige har stået og sagt, næsten direkte, at man ikke har nogen planer for på lørdag. Sådan en samtale havde jeg i dag, og desværre gjaldt invitationen et arrangement som jeg bestemt ikke havde lyst at deltage i, men som det ville være uhøfligt at sige direkte at jeg ikke gad komme til.  Men jeg var fanget, sådan næsten i hvert fald, og mumlede noget om at jeg lige måtte tjekke efter i min kalender...

Bagefter tænkte jeg, at det må være praktisk at have et eller andet standardsvar, man kan komme med, når nogen siger: "Hvad skal du lave på lørdag?" Det skal være et svar som både giver mulighed for at sige nej det vedkommende vil invitere mig med til, men det skal samtidig være noget som, på troværdig vis, hurtigt kan sløjfes - hvis nu invitationen gælder noget som man gerne vil deltage i.

Så nu vil jeg lægge hovedet i blød og finde det helt rigtige svar til brug næste gang nogen spørger mig: "Hvad skal du lave på lørdag?"