mandag den 4. april 2011

Sidney Lee er tilbage

I fredags, hvor det var d. 1. april, kunne man i Go' morgen Danmark høre, at Sidney Lee i virkeligheden hedder Michael, og at han studerer psykologi. Karakteren Sidney Lee var faktisk bare noget han havde opfundet i fællesskab med andre studerende som led i et uddannelsesprojekt, hvor de skulle vise hvordan man kan manipulere med medierne. Mange var overraskede over, at Sidney Lee tilsyneladende slet ikke eksisterede, og at hele Danmark dermed var blevet holdt for nar.

Naturligvis var der blot tale om en aprilsnar, og her til morgen kunne man i Go' morgen Danmark høre Sidney Lee i sin gode gamle stil, hvor han blev interviewet via telefonen. Mange havde som sagt troet på historien, og Mr. Lee himself havde da også modtaget nogle negative reaktioner fra venner og bekendte, som havde taget historien for gode varer.

B.T.s læsere kårede aprilsnaren med Sidney Lee som årets bedste aprilsnar, og som Morten Resen sagde, så var Sidney en fremragende skuespiller. Jeg synes, det var flot af Sidney Lee, at han deltog i denne meget underholdende aprilsnar. Det var virkelig godt udtænkt, og jeg tager hatten af for hans evner som skuespiller. Iført pænt tøj gennemførte han interviewet som den psykologistuderende Michael der blot havde lavet et projekt i forbindelse med sin uddannelse og derfor havde opfundet karakteren Sidney Lee. "Michael" sluttede interviewet af med at sige, at nu glædede han sig bare til at leve stille og roligt med sin forlovede, og sådan en udtalelse står jo i skærende kontrast til, hvad vi kender Sidney Lee for.

Det er dejligt, at Sidney Lee er tilbage, for jeg synes det er vigtigt, at der er nogle mennesker i samfundet der skiller sig lidt ud, så vi ikke bliver helt ens allesammen. I øvrigt har jeg stor respekt for, at manden i den grad lever sit liv efter sine egne normer, og at han er fuldstændig ligeglad med, hvad andre måtte tænke. Et stort skulderklap til Sidney Lee herfra!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar