onsdag den 13. april 2011

Dennis Nørmark: Kulturforståelse for stenalderhjerner

Go' morgen Danmark havde her til morgen besøg af Dennis Nørmark som er antropolog og forfatter. Nørmark har skrevet bogen "Kulturforståelse for stenalderhjerner", og bogen handler om, hvordan andre mennesker ser på os danskere. Kort fortalt bliver vi opfattet som dovne, uhøflige og reserverede. Det virkede faktisk som om, at der er ret stor forskel på, hvordan vi danskere opfatter os selv, og hvordan andre opfatter os.

Dennis Nørmark havde lavet en lille top-5 over, hvordan vi danskere bliver opfattet, og på femtepladsen lå dovenskab - andre folkeslag opfatter simpelthen danskerne som dovne. På fjerdepladsen lå religionsforskrækkelse, og bedrevidenhed indtog tredjepladsen. Som eksempel på danskernes bedrevidenhed nævnte Dennis Nørmark, at vi generelt mener, at alt hvad der er lavet i Danmark er godt, og i hvert fald bedre end det de andre kommer med. Endvidere nævnte han ordet "udansk", som jo generelt bliver brugt til at betegne noget, der er dårligt. På andenpladsen lå vores direktehed, og Nørmark nævnte som eksempel, at ordet "please" ikke findes på dansk. Førstepladsen i Dennis Nørmarks top-5 over hvordan mennesker rundt om i verden ser på os danskere, blev indtaget af vores reservation. Danskerne er generelt meget reserverede. Vi er svære at komme ind på, og vi har de venner, som vi synes vi skal have.

Det var den korte version af hvad folk tænker om os danskere, og det må jo siges at være lidt af en mavepuster. I hvert fald burde det give anledning til eftertanke, eftersom det generelt er negative ting, som folk tænker om os. Jeg synes faktisk, det er ret skræmmende, at vi har sådan et omdømme, og jeg håber da, at Dennis Nørmarks bog kan være med til, at vi bliver lidt mere selvkritiske.

Det var ret interessant at høre Dennis Nørmark sætte ord på andre folkeslags meninger om os, selv om det ikke ligefrem er stolthed man sidder tilbage med som dansker efter sådan en svada. Hvis man vil have den lange version af, hvordan andre opfatter os, så må man selv læse Kulturforståelse for stenalderhjerner som udkommer i dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar