torsdag den 21. april 2011

Pruttepude - lugter den virkelig?

I dag har jeg været til påskefrokost med familien, og min lille nevø havde fået en pruttepude, som han naturligvis havde taget med, så han kunne lave lidt sjov med sin familie. Jeg havde egentlig glemt alt om, at der fandtes pruttepuder, indtil den lille purk afslørede den i dag. Inden puden blev officielt præsenteret, blev den dog brugt til det den er beregnet til, nemlig at simulere prutter. Knægten havde været kvik, da han havde udtænkt, hvordan han ville bruge den, og i stedet for at puste den helt op og derefter lægge den på en anden persons stol, så pustede han den kun lidt op, og så sørgede han for - i et ubemærket øjeblik - at lægge sin pruttepude under puden på den stol, hvor han selv sad.

Pludselig kunne alle høre lyden af en lille prut, og med et flovt ansigtsudtryk sagde han undskyld, fordi han var kommet til at prutte. Naturligvis havde han ikke pruttet, men pruttepuden havde lavet en så naturtro lyd, at alle troede, at knægten havde pruttet. Og nu er det, at historien bliver interessant, for et par sekunder efter var der pludselig flere der mente, at de kunne lugte prutten.

Jeg tror ikke, at nogle af de tilstedeværende sad og talte usandt om, hvorvidt de kunne lugte en prut - som jo altså ikke var ægte men i stedet frembragt af en pruttepude. Derimod tror jeg, at det var deres underbevidsthed, som spillede dem et puds. Når man hører lyden af en prut, er man vant til, at man kort efter kan lugte noget, og jeg tror, at det var den forventning som gjorde, at lyden af en pruttepude kunne afstedkomme, at nogle ligefrem følte, at de kunne lugte noget.

Hvis det virkelig forholder sig sådan, som jeg tror, så er det jo ret interessant, hvor meget vores underbevidsthed har at sige for vores sanser, og selv om man ikke er forsker, så forhindrer det jo ikke en i at lave et lille eksperiment, hvor man gentager knægtens spøg med pruttepuden. Man kan så føre statistik over, hvor mange der rent faktisk mener at kunne lugte noget. Jeg synes, at det kunne være et sjovt lille forsøg at lave, og jeg har allerede planer om at købe mig en pruttepude, så jeg kan påbegynde mit eget lille private psykologiske forsøg. Jeg ved ikke, om et forsøg med en pruttepude ville give en psykolog udpræget stor respekt i forskerkredse, men da jeg hverken er psykolog eller bevæger mig i forskerkredse, kan jeg jo være ligeglad med den slags, så jeg påtænker, at jeg vil starte mit pruttepude-forsøg i nær fremtid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar