mandag den 25. april 2011

Lykkemønt - det skader jo ikke at have en lykkemønt

En af mine bekendte har en lykkemønt, som ifølge ham selv bringer ham held. Jeg må da også indrømme, at han nok er mere heldig end de fleste, men om det ligefrem skulle skyldes hans lykkemønt, det tvivler jeg nu en smule på. Derfor lyder det måske også en smule mærkeligt, at jeg alligevel har overvejet at anskaffe mig en lykkemønt. Som nogle måske ved, så havde Niels Bohr en hestesko hængende, for det siges at en hestesko bringer lykke. Da han en dag blev spurgt, hvordan det kunne være, at en videnskabsmand som ham havde en hestesko hængende for at bringe lykke, så svarede han, at det skader jo ikke at have den hængende. På samme måde tænker jeg, at selv om det måske lyder lidt mærkeligt, at en lykkemønt skulle kunne bringe held, så skader det jo ikke at have en.

Jeg spurgte en dag ham med lykkemønten om, hvordan han havde fundet frem til den, altså om det bare var en tilfældig mønt, eller om der var en særlig grund til, at det netop var den, som var blevet hans lykkemønt. Hans svar var, at han egentlig aldrig havde tænkt på at få en sådan en, før han en dag stod med lige netop den mønt i hånden. Det er en speciel jubilæumsmønt, som der ikke findes så mange af, og han vidste straks, at det skulle være hans lykkemønt.

Nu er problemet så, at jeg aldrig har haft den samme følelse i forhold til en mønt, og hvis man bare vælger en tilfældig mønt, så kan den vel ikke bringe meget lykke - eller hvad? Så mine overvejelser omkring at anskaffe mig en lykkemønt er stadig kun overvejelser, men hvis jeg en dag finder en mønt som jeg holder meget af, så vil jeg udnævne den til at være min lykkemønt, for det skader jo ikke at have sådan en!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar