onsdag den 27. april 2011

Gammel eneboer i Rønnes Mose

TV2 Nyhederne havde her til aften et indslag om folk der bor i de danske skove, og i den forbindelse besøgte de den 76-årige Ingolf Østerby som lever som eneboer i en hule i Rønnes Mose som ligger mellem Holstebro og Skive. Ingolf Østerby har levet som eneboer i 25 år, og det så ud til, at han faktisk er godt tilfreds med sin tilværelse. Jorden som han bor på er ejet af en lodsejer som har givet ham lov til at bo der.

Han lever primært af de ting som naturen byder på. Han må ikke selv jagte dyr, men når han finder harer eller grevlinger som er blevet kørt ned, så tager han dem med hjem til sin hytte i skoven og spiser dem, for som han sagde, så er der mad til en hel uge i sådan en grevling. Vand til drikkelse og personlig hygiejne henter han i en nærliggende å, og selv om vandet ikke så helt klart ud, så er det ifølge Ingolf Østerby rent nok til at drikke. Og det må der jo være noget om, eftersom han har drukket det de sidste 25 år. Han så i hvert fald sund og frisk ud, og så kan vandet nok ikke være så beskidt igen.

Den 76-årige eneboer er dog ikke helt afskåret fra omverdenen. Én gang om ugen tager han bussen ind til byen, hvor han bl.a. køber cigaretter og andre fornødenheder, hvorefter han tager tilbage til sin hule i Rønnes Mose. Han har tidligere boet i byen og endda været gift i fire år, men han finder altså større tilfredsstillelse ved at bo i sin hule i skoven, og kun besøge byen en gang om ugen. Ingolf Østerby har sågar også en postkasse, som er placeret ved nærmeste landevej, så han selvom han lever som eneboer, så kan han altså stadig modtage post.

Jeg synes, det er spændende at se, at det faktisk kan lade sig gøre at bo i en skov og leve af de ressourcer som naturen byder på, og jeg synes det er sundt at se, at der faktisk findes mennesker her i landet som klarer sig på den måde. Stor tak til Ingolf Østerby for at åbne sin hule for os byboere, så vi kunne få et indblik i, hvordan en sej gammel eneboer lever sit spartanske liv i Rønnes Mose.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar