Et gammelt ordsprog siger at "den som sover synder ikke". Ordsproget er lige så rigtigt, som det er gammelt, og betydningen af det er, at så længe man sover, så gør man ikke noget galt. I virkeligheden kunne man jo gå så vidt som til at tolke det som, at hvis ikke man foretager sig noget, så gør man heller ikke noget galt. Den som sover synder ikke - eller den som hviler synder ikke. En direkte konsekvens af dette må jo være, at hvis man derimod ikke sover - eller hviler - så løber man en risiko for at gøre noget galt. Altså, jo mere man foretager sig her i livet, jo flere fejl laver man.
Hvad er så mest attraktivt - at hvile uden at lave fejl, eller at være aktiv og lave fejl? Hvis man på sit dødsleje kigger tilbage på sit liv, som et liv hvor man ikke rigtig har foretaget sig noget, så forestiller jeg mig, at det må være en lidt tom følelse - også selv om man måske ikke har lavet nogen fejl. Hvis man derimod på sit dødsleje kigger tilbage på sit liv, som et liv hvor man har været aktiv og foretaget sig en masse ting, så må det da være en utrolig tilfredsstillende fornemmelse - også selv om man måske har lavet nogle fejl undervejs.
Så ordsproget "den som sover synder ikke", skal måske ikke først og fremmest forstås som en opfordring til at sove for derved at undgå at synde, men snarere en konstatering af, at den eneste måde hvorpå man kan undgå at synde, det er ved at sove - eller i hvert fald ikke foretage sig noget. Det er i hvert fald, sådan jeg vælger at tolke det gamle ordsprog "den som sover synder ikke", og deri ligger også, at hvis jeg vil undgå at synde, så forudsætter det, at jeg ikke rigtig foretager mig noget, og jeg vil ikke lade være med at foretage mig noget. Derfor har jeg på forhånd tilgivet mig selv for alle synder, som jeg måtte begå i løbet af livet, og det er faktisk en dejlig følelse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar