tirsdag den 15. marts 2011

Risikofri investering som giver pengene dobbelt igen inden en måned - skattefrit!

Ja, overskriften er fuldstændig rigtig. I dag har jeg lavet en risikofri investering som vil give mig pengene dobbelt igen inden der er gået en måned, og det er fuldstændig skattefrit! Faktisk laver jeg adskillige investeringer hver måned, som allesammen er risikofrie og giver pengene igen plus en høj forrentning inden for en kort periode.

Dagens risikofri investering bestod i 4 pakker rugbrød som var på tilbud til 5,- kr. pr. pakke - normalt koster de 10,-. Jeg ved at jeg når at spise dem inden der er gået en måned, og jeg ved også, at hvis jeg ikke havde købt dem i dag, så skulle jeg have købt dem i de kommende uger - til fuld pris vel at mærke. Brødet ligger nu i fryseren og holder sig fint, og jeg sparer penge.

Nu ved jeg godt, at en investering på sammenlagt 20,- kr., som er det jeg har givet for alle fire pakker brød til sammen, kun kaster 20,- kr. af sig i besparelser, og det er måske ikke en herregård. Men når man lægger det beløb til alle de andre beløb jeg sparer, så er det på årsbasis langt mere end det koster mig at tage på ferie om vinteren.

Tænk på hvor mange penge du i gennemsnit bruger om dagen på dagligvarer. Hvis vi regner det hele med, altså både mad, drikkevarer, toiletpapir, shampoo, håndsæbe, opvaskemiddel etc., så tror jeg ikke, at du bruger under 100,- kr. om dagen på de ting (sandsynligvis bruger du langt mere). Forestil dig, at du uden nogen form for ekstra arbejde kunne spare 20% af det beløb hver dag. Det bliver til 20*365 = 7.300. Hvis dit daglige forbrug af dagligvarer er over 100,- kr., så er afkastet af dine investeringer jo naturligvis højere. Faktisk kan man betragte tilbudsaviserne som investerings-aviser. De bugner med muligheder for at foretage risikofrie, skattefrie investeringer med højt afkast.

Men er det ikke besværligt, at købe ind på den måde? Nej, overhovedet ikke - det kræver bare en minimal smule tankevirksomhed. Hvis dit forbrug af dagligvarer ikke ændrer sig af, at du har et lager liggende af en bestemt vare, så er det jo nøjagtig den samme mængde varer du skal slæbe hjem, som du ellers skulle, hvis du ikke købte mens tingene er billige. I dag købte jeg f.eks. 4 pakker rugbrød, men jeg slap til gengæld for at købe håndsæbe og shampoo, for det købte jeg sidste gang det var billigt.

Så godt som alle dagligvarer kommer med jævne mellemrum på tilbud, og hvis du køber dem mens de er billige, så slipper du for at købe dem mens de er dyre, og du kan i stedet bruge pengene til at rejse ned i varmen om vinteren. Bedre investeringsobjekter finder man simpelthen ikke. Jeg har i hvert fald aldrig hørt om andre investeringer som både er risikofri, skattefri og som samtidig giver et lige så højt afkast.

Jo, men er det ikke meget besvær i forhold til hvor mange penge man sparer? Nej, tænk på hvor få minutter det tager dig at undersøge hvad der er billigt i denne uge. Hvis du beregner din timeløn ved at bruge nogle få minutter hver uge på at tjekke priser, så vil du opdage, at dine besparelser giver dig en langt højere timeløn, end du kunne tjene ved at arbejde lige så lang tid - med mindre at du altså er bankdirektør. Så hvis du gerne vil have mest muligt ud af dine surt tjente penge, så er det bare med at komme i gang med at lave en masse risikofrie investeringer, så du kan få råd til endnu mere af det som gør livet sjovt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar