lørdag den 19. marts 2011

Fuldmåne - påvirker det mennesker?

Jeg er netop kommet hjem efter en hyggelig aften i venners lag. Jeg spadserede hjem, og undervejs lagde jeg mærke til, at det faktisk er fuldmåne i aften. Jeg mindes at jeg engang har hørt, at det normalt er koldt ved fuldmåne, men om det er rigtigt, ved jeg ikke. Det var koldt til aften, men på den anden side synes jeg, det har været koldt hver eneste aften.

Et andet rygte jeg har hørt er, at der er mere ballade i byen, når det er fuldmåne. Efter sigende skulle det oven i købet kunne aflæses i politiets statistikker over kriminalitet. Igen ved jeg ikke, om det er rigtigt eller ej - det er som sagt kun et rygte. Men det må kunne undersøges, og det kunne da være interessant, hvis det virkelig viste sig at være rigtigt.

Et af de mere kuriøse rygter der findes omkring fuldmåne, er det klassiske omkring vampyrer der efter sigende skulle være særligt aktive omkring fuldmåne. Nu har jeg heldigvis aldrig hørt om nogen der er blevet bidt af en vampyr - hverken ved fuldmåne eller ved nymåne, men historien er da god.

Under alle omstændigheder er det mit indtryk, at vi mennesker på en eller anden måde bliver påvirkede af fuldmåne. Personligt synes jeg, at synet af fuldmåne og det lys den giver er meget stemningsfyldt. Jeg tror faktisk godt, at jeg vil gå så langt som til at sige, at det påvirker mit humør - heldigvis i positiv retning. Men om det også påvirker nogle mennesker i negativ retning, så de ligefrem bliver aggressive, det har jeg ingen anelse om. Det kunne dog være interessant at finde ud af, så hvis nogen ligger inde med information - eller links til information - om månens påvirkning af os mennesker, eller mangel på samme, så vil jeg blive glad for at høre om det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar