søndag den 20. marts 2011

Fisk som spiser død hud på fødderne

En ny form for fodbehandling har tilsyneladende nået Danmark - eller også har jeg bare aldrig hørt om det før. Det drejer sig om fisk som spiser død hud på fødderne. Ja, du læste rigtigt! Det går simpelthen ud på, at du stikker føderne ned i en balje vand hvor der svømmer nogle sultne fisk rundt af en bestemt art, hvis navn jeg ikke kender. De sultne fisk æder simpelthen død hud på fødderne, så man efterfølgende har dejligt glatte fødder.

Straks melder spørgsmålet sig, om de nøjes med at spise de døde hudceller, eller om de også tager nogle bidder af resten af huden, men der skulle ikke være grund til bekymring. Enten er fiskene meget velopdragne, eller også kan de kun lide de døde hudceller - det sidste er nok mest sandsynligt. :) Resultatet af at have haft fødderne under kærlig behandling af fiskene er, at ens fødder er dejligt glatte og fuldstændig renset for hård hud.

En af mine bekendte prøvede det for kort tid siden, og hun var yderst tilfreds med behandlingen. Hun sagde, at hendes fødder var i lige så fin stand, som de normalt var efter et besøg hos en fodterapeut. Det kilder en smule når fiskene spiser, men det er så lidt, at det ikke er ubehageligt, faktisk tværtimod. Det skulle faktisk være en utrolig behagelig oplevelse at få spist sine døde hudceller af en flok fisk.

Jeg tænker, at det må være noget af det mest økologiske man kan forestille sig. Tænk at der findes fisk, som elsker at spise død menneskehud. Det kan i hvert fald kaldes en naturlig behandlingsform. Gad vide hvem der har fundet ud af det? Nå, men det kan jo være lige meget, hvis bare det virker. Om jeg selv vil lade mine fødder behandle af fisk, må indtil videre stå hen i det uvisse, men jeg vil dog ikke afvise muligheden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar