torsdag den 17. marts 2011

Parkeringsvagter har fået flere opgaver

I dag kan man se på TV2, at Københavns parkeringsvagter har fået flere arbejdsopgaver. De er nu begyndt at servicere folk istedet for som tidligere kun at lange bøder ud, og det er tilsyneladende noget som hjælper på deres image. I indslaget så man en bil fyldt med værktøj, hvor bagklappen var åben, og de to vågne parkeringsvagter kontaktede straks centralen som via bilens registreringsnummer fandt frem til ejeren og kontaktede ham, så han kunne få låst sin bil forsvarligt af.

Jeg synes, det er en brandgod idé at give parkeringsvagterne den slags opgaver ved siden af deres opgaver med at udskrive bøder. Som en af parkeringsvagterne i indslaget sagde, så har de jo både øjne og ører, og så kan man jo lige så godt gøre brug af det. De færdes i gaderne de fleste af døgnets timer, og det giver jo også en vis tryghed for borgerne at vide, at parkeringsvagterne holder lidt øje og sørger for at kontakte deres central, hvis der er forhold som skal bringes i orden. Chefen for Parkering København, Anders Møller, understregede dog, at de ikke skal gribe ind hvis de overværer ulovligheder, og der er dermed ikke tale om et ekstra politikorps.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om særligt kreative parkeringssyndere nu vil forsøge at fremkalde situationer der indbyder til parkeringsvagternes assistance for på den måde at aflede deres opmærksomhed fra opgaven med at udskrive bøder. Under alle omstændigheder synes jeg, at det er et positivt tiltag, og hvis det samtidig kan hjælpe på parkeringsvagternes omdømme blandt bilisterne, så kan det jo ikke være bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar