mandag den 28. marts 2011

Holger er heldigvis fundet i live

Man har netop kunnet høre på TV2 News at den treårige dreng, Holger, som har været forsvundet i et døgn nu heldigvis er fundet i live. Politiets indsatsleder, Flemming Jacobsen, kom med et glædesbrøl for rullende kameraer og selv journalisten som skulle levere den glædelige nyhed var tæt på at græde. Adskillige hundrede mennesker har deltaget i eftersøgningen. Både politi med hunde, hjemmeværnsfolk, helikoptere og civile borgere har gjort hvad de kunne for  at finde Holger. Det må have været en forfærdelig oplevelse for sådan en lille dreng at gå rundt i en kold skov i et helt døgn, og mange var så småt begyndt at tvivle på, om det ville lykkes at finde  Holger i live. De stakkels forældre må have haft deres livs værste nat, og de var da også tydeligt påvirkede af situationen. Indsatsleder Flemming Jacobsen sagde, at det er første gang i hans karriere, at det er lykkedes at finde et barn som har været væk i så lang tid.

Jeg synes det er fantastisk at så mange mennesker har deltaget i eftersøgningen af lille Holger. Det viser, at når det virkelig gælder, så er folk heldigvis klar til at bidrage med hvad de nu kan. Hundredevis af lokale borgere har ofret deres nattesøvn for at gå rundt i skovene med lommelygter hele natten, og nu har de mange timers eftersøgning heldigvis båret frugt. Historien om Holger er et rigtigt eventyr, og jeg fik da også selv lidt blanke øjne, da jeg hørte, at han er fundet i live. En stor hilsen til Holger og hans familie herfra, og et stort skulderklap til de mange der har deltaget i eftersøgningen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar