Der findes et ordsprog som siger, at "øvelse gør mester". Jeg har altid tænkt, at det ordsprog har en indbygget selvmodsigelse, hvis man altså - som jeg - opfatter en mester som en der er bedre end alle andre. Hvis vi allesammen øver os på en bestemt ting, så kan vi jo ikke allesammen blive mestre i netop den ting, for vi kan jo ikke allesammen være bedre end de andre - og dermed kan det jo heller ikke gælde for os allesammen, at øvelse gør mester.
Nå, men hvis man ser bort fra ovenstående, så er tanken bag ordsproget jo sådan set fin nok. Det der menes er, at hvis man øver sig på noget, så bliver man god til det. Det er jo til en vis grad rigtigt, bortset fra det faktum at det ikke er alle mennesker som har talent for alt. Hvis man øver sig på noget, som man på ingen måde har talent for, så bliver man ikke mester - man bliver sikkert ikke engang god. Men derfor er tanken stadig fin nok. Det havde måske været mere korrekt, hvis det i stedet lød noget i retning af. "man bliver bedre af at øve sig", men styrken ved et ordsprog er jo et langt stykke hen ad vejen, at det er kort og præcist - eller som i dette tilfælde lidt upræcist - nemlig øvelse gør mester. Når alt kommer til alt så ligger det lidt bedre i munden, end den udgave jeg lige kom med.
Måske er det i virkeligheden meget godt, at vi foregøgler hinanden, at vi kan blive mestre inden for et eller andet, hvis vi blot øver os, for ellers var der sikkert mange af os, som ikke gad øve os. Så ordsproget, "øvelse gør mester", har jo nok til en vis grad en eksistensberettigelse - også selvom det måske ikke holder helt vand. Når først man har øvet sig på noget og er blevet bedre til det, end man var, før man øvede sig, så er det jo en tilfredsstillende fornemmelse - også selvom man måske ikke endte med ligefrem at blive mester.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar