torsdag den 25. november 2010

At finde rav er en god måde at koble af på

Min afdøde bedstefar havde et sommerhus ved Tisvilde, som han boede i store dele af året, og hvorfra han kunne gå til ned til stranden på få minutter. Han var ofte nede ved stranden, for noget af det bedste han vidste, var at gå langs vandet i sine egne tanker og finde rav. Han havde en imponerende samling af rav i alle mulige nuancer. De fleste af stykkerne var ret små, men enkelte af dem var relativt store. Man kunne sagtens have lavet rav-halskæder eller andre rav-smykker af de mange stykker han havde fundet, men han havde dem bare liggende i et stort glas som stod i vindueskarmen, og jeg må da indrømme, at de også pyntede på den måde. En enkelt gang gik jeg med ham langs vandet, og det lykkedes mig faktisk at finde et lille bitte stykke rav, men det er blevet væk for mange år siden.

Jeg hørte engang min bedstefar forklare, hvad det var, der var så dejligt ved at gå der langs vandet og se ned i sandet efter rav, og han sagde, at når han en hel dag havde arbejdet og haft hovedet fuld af komplicerede sager, så var det en god måde at slappe af på at gå der langs vandet, for så behøvede han ikke tænke på noget som helst. Faktisk kunne det slet ikke lade sig gøre for ham at tænke på noget som helst andet, når han for hvert eneste skridt han gik skulle tænke på, om der mon lå noget rav i sandet foran ham. Resultatet af hans mange afstressende ture var en kæmpe samling af rav, og han må virkelig have gået mange kilometer i vandkanten, for glasset med rav var temmelig stort.

Jeg kom til at tænke på historien, da jeg for noget tid siden hørte, at den kendte forsvarsadvokat Merethe Stagetorn fra tid til anden arbejder som opvasker på Conditori La Glace i København, som hendes datter ejer. Jeg tror, det er det samme der gør sig gældende. Når hun skal koncentrere sig om en meget simpel opgave som at vaske noget service, så får hun automatisk renset hovedet for alle de meget komplicerede opgaver, som hun til dagligt beskæftiger sig med. Det var i hvert fald sådan det var for min bedstefar, når han gik ud for at finde rav, og jeg har siden brugt teknikken selv, hvis jeg har arbejdet en hel dag med noget meget kompliceret og har haft brug for at koble af. Så har jeg kastet mig over et eller andet lille projekt som ikke har krævet særlig meget tankevirksomhed, men dog alligevel nok til, at jeg ikke kunne tænke på andre ting samtidig. Metoden har altid virket for mig, og da jeg ikke bor i nærheden af et sted hvor man kan finde rav, så har jeg fundet på andre små enkle opgaver. Desværre er der dog ikke kommet en stor samling af rav ud af, men hovedet er blevet renset, og det var jo det der var formålet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar