søndag den 14. november 2010

Braco skaber glæde og velvære i hele verden

21 Søndag bragte her til aften et indslag om den kroatiske healer Braco, som har flere hundredetusinde tilhængere. Han siges at have helbredt folk for alverdens lidelser og have lindret smerte hos mange mennesker. Det var første gang Braco besøgte Danmark, og arrangementet fandt sted i Valby Kulturhus. Prisen for at komme ind var 50,- kr., hvilket jeg ikke synes lyder særlig dyrt, og det var den danske læge Charlotte Bech der stod for arrangementet.

Braco er 42 år og har en uddannelse i økonomi. Han har tilhængere i det meste af verden, og ifølge arrangør Charlotte Bech er stjernerne i Hollywood også begyndt at interessere sig for ham. Det særlige ved Braco er, at han ikke siger et ord - han giver heller ikke interviews. Han rører ikke ved sine klienter - han står bare og kigger ud over forsamlingen. Efter at den kroatiske healer havde stået og kigget på de fremmødte i fem minutter, gik han ud, og arrangøren Charlotte Bech gik herefter rundt med en mikrofon og spurgte de fremmødte om hvilken oplevelse de havde haft. Nogle følte at Braco med sin tilstedeværelse og sit blik havde lindret deres smerte, mens andre ikke følte, at de havde fået noget ud af det. Med til arrangementet var også den kendte læge Jerk W. Langer som dog ikke var overbevist om Bracos helbredende evner. Efter arrangementet kunne de fremmødte købe CDere med Braco, og det så ud til at de gik som varmt brød.

Braco har tilsyneladende ramt noget som mange mennesker mener, at de kan bruge til noget. Det var tydeligt at se på tilhørerne, at han gjorde et stort indtryk på dem. Nogle havde endda tårer løbende ned af kinderne, mens Braco stod og så på dem.  En af de tilhørere der blev interviewet kaldte Braco for en rigtig profet. Nogle følte at deres smerter var forsvundet og andre følte bare almindeligt velbehag. Uanset om Braco virkelig har healende evner eller ej, er det set med mine øjne glædeligt at en mand kan skabe så meget glæde og velvære omkring sig. Mange af tilhørerne følte virkelig at de havde fået en oplevelse for livet, og set i det lys er de 50,- kr. som indgangen kostede da givet godt ud for de pågældende. Det er altid dejligt når folk finder lykken, og om det så er i form af en kroatisk healer som Braco eller om det er i form af Gud eller noget helt tredje, synes jeg ikke er afgørende. Jeg ønsker Braco held og lykke fremover, og håber at han fortsat kan skabe glæde og velvære omkring sig hvor han kommer frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar