tirsdag den 9. november 2010

Prins Henriks Skole har en eksistensberettigelse

Her til eftermiddag havde jeg et ærinde på Frederiksberg, og gik derfor ned af Frederiksberg Allé. Da jeg kom forbi Prins Henriks Skole, der som nogen måske ved er en fransk skole, kom tre knægte ud fra skolen og kom til at gå lige foran mig. Jeg kunne derfor høre deres samtale som foregik på flydende fransk, og jeg kunne ikke lade være med at prøve om jeg kunne forstå hvad der blev sagt. Desværre er mit fransk en smule rustent, så det var kun enkelte ord jeg fik fat i. Da de havde gået lidt, sagde den ene af dem farvel til de to andre og drejede ned af en sidegade, og derefter skete der noget mærkværdigt. Jeg havde hele tiden haft det indtryk at de alle tre havde fransk som modersmål, men de to tilbageværende slog nu over i flydende dansk. Godt nok ved jeg, at undervisningen på Prins Henriks Skole foregår på fransk, men at danske elever på skolen taler så godt fransk, at man ville tro de havde det som modersmål, havde jeg godt nok ikke troet. Jeg synes fransk er et utrolig flot sprog, og jeg har altid været lidt misundelig på dem der kunne tale det flydende.

Tænk hvis jeg havde gået på Prins Henriks Skole, så havde jeg sikkert kunne tale lige så godt fransk, og enhver ville have troet, at det var mit modersmål. Jeg kunne have optrådt hjemmevant og naturligt på caféer i Paris, i stedet for at virke som en dum turist der kun med nød og næppe kan gøre sig forståelig på et yderst gebrokkent fransk. Jeg ville sikkert også have haft mange flere internationale venner og bekendte, hvis jeg havde gået på Prins Henriks Skole, og jeg ville have haft en indsigt i fransk kultur som kun få danskere har. Det var den slags tanker der gik gennem mit hoved på min vej ned af Frederiksberg Allé, og det var ved den lejlighed at det pludselig gik op for mig, hvorfor nogen forældre vælger at sætte deres børn i en skole som Prins Henriks Skole, i stedet for blot en almindelig kommuneskole. Og pludselig kunne jeg se, at det ikke blot var en skole som ville være relevant at vælge til sine børn, hvis man var fransk diplomat, men at Prins Henriks Skole har en eksistensberettigelse som skolevalg for ganske almindelige danske børn, hvis forældre blot ønsker at give deres afkom nogle muligheder der adskiller sig fra, hvad andre skoler kan tilbyde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar