mandag den 15. november 2010

Man skal ikke gå over åen efter vand

Du har måske hørt ordsproget, "man skal ikke gå over åen efter vand". Hvis ikke man har hørt det før, så kan det måske godt lyde lidt mærkeligt. Ordsprogets betydning har faktisk slet ikke noget med hverken åer eller vand at gøre - åen og vandet er blot metaforer. Det som er ordsprogets egentlige budskab er, at man ikke skal gøre tingene mere besværlige, end de er. Så når det af og til sker, at en person har en masse besvær med at gøre noget, som med lidt omtanke kunne have været gjort langt nemmere, så er det ikke usædvanligt at høre nogen sige, at man skal ikke gå over åen efter vand.

Hvis man f.eks. forestiller sig, at en person bor to kilometer fra en benzintank, og at vedkommendes bil løber tør for benzin midt mellem hjemmet og benzintanken, således at der er en kilometer både til tanken og til hjemmet. Den mest oplagte måde at løse problemet på ville være, hvis vedkommende tog sin reservedunk fra bagagerummet og gik en kilometer hen til tanken og fyldte benzin på dunken og derefter gik tilbage til bilen og fyldte det på bilen og kørte videre. Men hvis vedkommende i stedet vælger, at gå en kilometer hjem for at hente sin cykel, og derefter cykler tilbage til bilen og henter dunken, og derefter cykler videre hen til tanken og fylder benzin på - og tilbage til bilen for at hælde benzinen over på bilen - og derefter cykler hjem og sætter cyklen for til sidst at gå tilbage til bilen og køre videre - så ville det være et eksempel på, at man ikke skal gå over åen efter vand, fordi der var tale om en unødvendigt besværlig løsning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar