onsdag den 24. november 2010

Danmarks højeste bygning - en lilleput

Danmarks højeste bygning er en stor hvid betonklods på 30 etager, som ligger i en forstad til København. Der er naturligvis tale om Herlev Hospital som med sine 120 meter er den højeste bygning i Danmark. Til sammenligning er Empire State Building i New York City 381 meter høj, Willis Tower i Chicago er 442 meter høj, hele Hong Kong er fyldt med skyskrabere som er flere hundrede meter høje, og i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater har man opført Burj Khalifa bygningen, som er 828 meter høj, hvilket gør den til verdens højeste bygning.

Vi er et højt udviklet industriland med masser af dygtige ingeniører, og alligevel er Danmarks højeste bygning kun 120 meter høj. Hvorfor? Er det fordi vi er bange for noget der skiller sig ud? Eller er det fordi helst ikke ser at nogen eller noget udmærker sig? Jeg ved det ikke, men jeg synes det er ærgerligt, at vi ikke har fundet plads til mindst et par håndfulde skyskrabere på de 43.000 kvadratkilometer som udgør Danmarks areal. Tænk hvis vi havde fem store skyskrabere i København, som allesammen var fyldt med lejligheder. Det ville give en masse mennesker mulighed for at bosætte sig i København, og det ville dermed bidrage til at gøre vores hovedstad til en endnu mere levende og spændende by. Danmarks højeste bygning behøver ikke at være en middelmådig skyskraber placeret i en forstad - det ville ikke skade noget med nogle "rigtige" skyskrabere placeret tæt på centrum. Jeg har aldrig hørt om, at nogen  har fortrudt at en skyskraber er blevet bygget. Tværtimod bidrager verdens mange skyskrabere til stolthed blandt beboerne i de byer hvor de er placeret, og turister valfarter til de høje bygninger for at opleve deres skønhed. Men i Danmark har vi endnu ikke bygget nogen store skyskrabere. Vi har blot Herlev Hospital som i skrivende stund har været Danmarks højeste bygning i 34 år, på trods af at den i international sammenhæng er en lilleput.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar