torsdag den 18. november 2010

Frisk fisk behøver ikke at være dyrt.

I går gik jeg på jagt efter en god fiskehandler i København. Fisk smager nemlig bedst når de er friske, og da vi skulle have gæster, ville vi ikke spise dem af med fisk fra supermarkedet men i stedet friske fisk fra fiskehandleren. Jeg spurgte mig for hos venner og bekendte for at høre om nogen havde erfaringer med fiskehandlere, og jeg fik anbefalet to. Da jeg er relativt dovent anlagt, valgte jeg den af dem som lå tættest på hvor jeg bor. Jeg tog en varm frakke på, og begav mig ud i Københavns efterårskulde med det erklærede mål, at jeg ville have noget frisk fisk

Da jeg ankom til fiskehandleren, blev jeg straks sulten. Jeg havde nemlig begået den fejl, at jeg ikke havde spist mig mæt, inden jeg tog hjemmefra, og enhver der har prøvet at handle i sulten tilstand vil sikkert give mig ret i, at man  er et let offer for impulskøb, når man er sulten. Som forventet lå der masser af friske fisk i butikken, og derudover stod der et kæmpe fad med fiskefrikadeller. Jeg stod og tænkte lidt over, om jeg skulle købe torsk, makrel, tun, rødspætter, skrubber, laks, rødtunge eller noget helt andet. Der var så meget frisk fisk at vælge imellem, at det tog mig en del tid at beslutte mig.

Jeg var tæt på at købe nogle rødspætter men endte med at købe noget torsk i stedet. Min sultne mave beordrede mig til også at købe seks fiskefrikadeller. Det var godt nok muligt at købe fiskefars, så man selv kunne lave sine fiskefrikadeller, men da jeg gerne ville spise en på hjemvejen, valgte jeg at købe dem færdiglavede. Derudover købte jeg noget stenbiderrogn og lidt røget laks. Jeg overvejede desuden, om jeg også skulle købe nogle blåmuslinger eller kammuslinger, men da der allerede var fisk for flere hundrede kroner, valgte jeg at lade være. Der lå også nogle lækre røgede ål og smilede til mig, og da røget ål er en af mine livretter, var jeg tæt på at købe en, men det lykkedes mig at lade være.

Jeg betalte for mine fisk, og med to poser i hænderne og nogle hundrede kroner mindre i tegnebogen, sagde jeg farvel til fiskehandleren og gik ud i myldretidstrafikken i København. Jeg havde besluttet mig for kun at spise én fiskefrikadelle på hjemvejen, men den smagte så godt, at jeg kom til at fortære én mere inden jeg nåede hjem. Nu skulle den friske fisk tilberedes, og jeg gik i gang med at lave torsk med æggesauce til gæsterne. Det smagte fantastisk - langt bedre end de fisk man køber i supermarkedet. Det interessante er, at prisen på frisk fisk ikke er særlig meget højere end på dem man køber i supermarkedet, og når man tænker på hvor stor forskel der er i smagen, synes jeg det er pengene værd. Konklusionen må være, at frisk fisk behøver ikke at være dyrt, men man skal spise sig mæt inden man går til fiskehandleren, da man ellers risikerer at købe en masse andre ting, så man alligevel kommer af med en masse penge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar