mandag den 8. november 2010

Ridende politi i København

Hvis man dagligt færdes i København, ser man med jævne mellemrum ridende politi. Hyggeligt ser det ud, og jeg er sikker på at de ridende betjente også er glade for deres job. Man møder dem ikke på befærdede veje, men kun på stier og lignende, hvor de kan gå i fred uden at forstyrre trafikken. Nu har jeg efterhånden set betjente på politiheste mange gange i København, og det sjove er, at det altid er på de samme steder på de samme tidspunkter, hvilket får mig til at tro, at de altid følger en fast rute. Det ridende politi bærer desuden selvlysende gule veste og hestehovene kan høres på meget lang afstand.

Hver gang jeg ser betjente til hest, tænker jeg derfor over, om de mon nogensinde har fanget nogen forbrydere. Man skal jo være både blind og døv for ikke at være klar over, hvis det ridende politi er i nærheden. Og hvis de endelig fanger en forbryder, så kan de jo ikke selv fragte skurken til politistationen, da en politihest vel ikke er beregnet til at have passagerer med.

Jeg vil ikke udelukke, at det kan have en præventiv effekt, og hvis det er tilfældet, er det jo fint nok. Om ikke andet, så får de ridende betjente snakket med en masse nysgerrige børn udervejs, og på den måde er de jo også med til at skabe et godt forhold mellem politi og borgere. Uanset hvad, så er det i hvert fald hyggeligt at træffe det ridende politi, og selv om de måske ikke fanger så mange forbrydere, så gør de sikkert gavn på anden måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar