torsdag den 30. juni 2011

Millionæren der mistede alt

TV2 viste her til aften udsendelsen "Millionæren der mistede alt" med undertitlen "Fortiden var paradis, nutiden er et helvede". Det er en beskrivelse af en lille familie som har været særdeles velstående men som nu lever i dyb fattigdom. Moderen Mette som er 83 år lever sammen med datteren Anne Mette som er 56 år. Faderen døde for få år tilbage, så nu lever de to kvinder sammen for et lille beløb hver måned. Faktisk et så lille beløb, at de fleste nok ville betegne dem som fattige.

Mor og datter, Mette og Anne Mette Beckmann, bor i en lille lejlighed i Portugal, og de skylder en del penge rundt omkring. Et liv der står i skærende kontrast til det liv de har levet tidligere. Faktisk må man sige, at Millionæren der mistede alt er en meget passende beskrivelse af, hvordan Anne Mette Beckmanns liv har været.

Datteren er opvokset med tjenestefolk omkring sig, og der var overflod af alt. Det var meningen, at hun skulle have arvet alle familiens mange penge og bygninger, men skæbnen ville det anderledes, og familien mistede alt hvad den havde. Som datteren, Anne Mette, sagde, så var hun opdraget til at skulle arve en masse penge som ikke er der mere. Hun var ikke opdraget til at skulle klare sig selv, men det er desværre, hvad hun bliver nødt til, sådan som livet ser ud nu. Som hun siger i udsendelsen, så er ordet "work" (arbejde) stadig tabu for hende. Hun har aldrig arbejdet i sit liv, og så er det jo nok lidt svært at skulle begynde på det, når man er 56 år. Det er måske vanskeligt at sætte sig ind i for os andre - man skal nok selv have prøvet det for at forstå det.

Millionæren der mistede alt var faktisk en særdeles spændende udsendelse. Der er ingen tvivl om, at Mette og Anne Mette Beckmann har levet et helt utroligt spændende liv, og nu står de altså med den udfordring, at de skal se, om de også kan gøre livet spændende, når der ikke er en masse penge.

Jeg synes faktisk, de to damer virkede både sjove og sympatiske, og jeg håber inderligt, at Anne Mette finder på noget som kan give hende nogle indtægter, for ellers får hun det endnu mere svært, den dag hvor hun ikke længere har sin mor. Nogle gange blev hun rasende over sin fortvivlede situation, men det må også være svært først at blive konfronteret med livets realiteter, når man er langt inde i voksenlivet, så jeg må indrømme, at jeg langt hen ad vejen godt kan forstå hende.

Hvis du ikke nåede at se "Millionæren der mistede alt", så vil jeg helt klart anbefale, at du holder øje med, om den skulle blive genudsendt, for det var en rigtig god og spændende udsendelse. Og hvis den bliver genudsendt, så vil jeg prøve om jeg også kan se genudsendelsen, for den kan godt tåle at blive set mere end en gang.

4 kommentarer:

  1. Tænk, jeg synes virkelig at datteren var så ganske rædselsfuld at se- og høre på og jeg havde konstant min tvivl på, om hun overhovedet var 56 år!? I mine øjne (og ører) virkede hun til at være et 10-årigt, møgforkælet og yderst skabagtigt tøsebarn, når tingene ikke gik efter frøkenens hoved.

    Jeg har, omvendt, så utrolig ondt af moderen, som bare skulle finde sig i tit og ofte at blive svinet til på det groveste, fordi datterens (selvfølgelig forståelige) frustrationer blev projiceret helt ud i det usmagelige.

    Jeg kan, helt ærligt, ikke se det humoristiske og underholdende i dette program, men derimod kun det absolut sørgelige. Beklager :-/

    SvarSlet
  2. Hej Anita
    Jeg kan godt se, hvad du mener, men jeg mener nu stadig at både mor og datter var søde. Nå, men vi kan jo ikke være enige om alt... :) Tak for din kommentar! :)

    SvarSlet
  3. Jeg er helt enig med Anita. Som jeg forstod deres historie, mistede familien deres formue for 35 år siden. Der var datteren altså kun 21 år og de har efterfølgende levet af at sælge deres værdier. Datteren har haft 35 år til at omstille sig og uddanne sig. Som andre børn/unge hørte hun jo også en samtale mellem de voksne om at alt blev taget fra dem - at der var noget galt.
    Hvis du så i den alder påtager dig offer status - ja så ender man der hvor datteren er endt... I en selvforskyldt martyrrolle.
    Det værste var da de sad og så en film sammen fra deres liv som millionær og moderen ville kommentere noget i filmen og datteren hele tiden tyssede på hende og sagde "skal vi ikke bare se filmen i tavshed"....imens sidder hun selv og kommentere alt hvad der forgår i filmen...

    Gad vide hvordan det går dem i dag.

    SvarSlet
  4. Hej Anonym
    Tak for din kommentar!
    Ligesom jeg skrev til Anita, så kan jeg godt se, hvad du mener, men alligevel er der et eller andet inde i mig som får mig til at holde af både mor og datter alligevel. :)
    Og ja, gad vide hvordan det går dem i dag...

    SvarSlet