Hvem er jeg?

De fleste mennesker stiller på et eller andet tidspunkt i løbet af deres liv spørgsmålet: Hvem er jeg? Som regel er det én selv man spørger, og ofte nøjes man faktisk kun med at tænke spørgsmålet for sig selv. Jeg sad i dag på en udendørs café i København og kunne ikke undgå at overhøre to veninders småfilosofiske samtale. Hvem er jeg, spurgte den ene af pigerne, og straks efter gav hun selv svaret i form af en lang række særdeles positive tillægsord. Hendes veninde gjorde ingen indvendinger, men på den anden side gav hun heller ikke udtryk for, at hun var enig, men hun sagde dog, at hun ikke rigtig var klar over hvem hun var, og måske heller aldrig ville finde ud af det.

De sad og snakkede i lidt over en time, så jeg fik hørt en del til dem begge to. Jeg indrømmer blankt, at jeg blev siddende lidt længere, end jeg ellers ville have gjort, fordi det var sjovt at høre deres samtale. Men tilbage til pigerne. Deres samtale fortsatte og drejede ind på en masse forskellige andre emner. Hende som tidligt i samtalen havde spurgt, "hvem er jeg ?", og selv besvaret spørgsmålet, brugte senere i samtalen utrolig meget energi på at tale om andre menneskers fejl og mangler samt en masse negative ting - faktisk virkede hun utrolig negativ, og hun virkede bestemt ikke for en person som var særligt glad. Hendes veninde derimod virkede som en meget positiv person som kun havde positive ting at sige om andre mennesker, og det var mit indtryk, at hun i den grad hvilede i sig selv og var glad for sit liv.

Og det var præcis det der slog mig. Den af pigerne som ikke gav udtryk for præcist at kunne besvare spørgsmålet, hvem er jeg, var faktisk den af de to der virkede gladest. Det fik mig til at tænke på, om det overhovedet er en forudsætning for at være glad og tilfreds, at man ved, hvem man er. Måske gør det ikke så meget, hvis man ikke helt kan svare på spørgsmålet, hvem er jeg. Måske er det i virkeligheden andre ting der gør folk glade og tilfredse. Jeg ved godt, at to personer er et meget spinkelt grundlag for en undersøgelse, men alligevel... Jeg synes i hvert fald det var interessant at høre de to veninder snakke, og da jeg gik derfra, var jeg straks meget mere beroliget over, at jeg ikke helt kan svare på spørgsmålet, hvem er jeg?