mandag den 27. juni 2011

Højdeskræk - Kan højdeskræk kureres?

Måske lider du selv af højdeskræk, og hvis ikke du gør, så er der stor sandsynlighed for, at du kender nogen som gør det. Højdeskræk er nemlig meget udbredt, og som navnet antyder, så handler det om skræk for højder. Jeg kender en som lider af højdeskræk - eller rettere sagt, gjorde - for han er faktisk blevet kureret for det.

Han led så meget af højdeskræk, at hvis han bare stod et sted, hvor der var et par meter ned, så fik han sved på panden og følte stærkt fysisk ubehag. Man kan sige, at det langt hen af vejen var en irrationel angst, for den kom selv om der ikke var den ringeste mulighed for, at han kunne falde ned. Alene det at der var et lille stykke ned, gjorde ham angst, og så var det ligegyldigt, om man ved at tænke en smule logisk kunne slå fast, at der ikke var nogen mulighed for at falde ned.

Men som sagt, så lykkedes det ham faktisk at blive kureret for sin højdeskræk. Nu skulle man tro, at han så har tilbragt et utal af timer hos en psykolog, men det er faktisk slet ikke tilfældet. Nej, det han gjorde - og som virkede for ham - var at købe en lejlighed højt oppe i en meget høj bygning. I begyndelsen turde han ikke engang at komme i nærheden af vinduerne, men dag for dag blev han en lille smule modigere. Pludselig en dag stod han helt henne ved vinduet og kiggede ud, og noget tid efter turde han oven i købet gå ud på altanen. I går besøgte jeg ham, og der stod han uden problemer og lænede sig op af rækværket på altanen, og der var ikke længere den mindste smule højdeskræk at spore hos ham. Han er med andre ord blevet kureret for sin højdeskræk uden at bruge så meget som et minut i selskab med en psykolog.

Nu siger jeg ikke, at den metode virker for alle mennesker, og det er da heller ikke alle som har mulighed for at købe en lejlighed i en høj bygning. Men ham som jeg kender var fra starten fuldstændig bevidst om, at hans skræk for højder var irrationel, og han var overbevist om, at han kunne kurere det ved at opsøge det som han var bange for. Det virkede, og han er nu fuldstændig kureret for sin højdeskræk.

Jeg skriver ikke dette for at nogen skal afholde sig fra at gå til psykolog, hvis de lider af højdeskræk, men jeg synes det er en interessant historie, og derfor skriver jeg det, så det kan tjene til inspiration for dem der måtte føle, at en tilsvarende fremgangsmåde måtte være rigtig for dem. For når alt kommer til alt, så er livet så fantastisk dejligt, at det er ærgerligt at gå og have højdeskræk, hvis man kan blive kureret for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar