søndag den 26. juni 2011

Cykeltaxier i København

Når man går rundt i København her om sommeren, så ser man ofte de berømte cykeltaxier - eller rickshaws om man vil. Her til formiddag var jeg ude at gå en tur, og som altid så jeg en cykeltaxi som fragtede glade turister rundt i byen.

Jeg synes, det er en brandgod idé med sådan nogle cykeltaxier. Den der træder i pedalerne får motion, byen bliver ikke forurenet, passagererne oplever byen på en mere direkte måde, end hvis de sad inde i en bil, og så kan cykeltaxien køre på steder, hvor en almindelig taxi ikke kan køre som f.eks. nede langs vandet ved Amaliehaven. Som en ekstra bonus, så bidrager det også til, at København endnu engang markerer sig som en miljøvenlig by uden særlig meget forurening, og det er virkelig noget som trækker turister til. Hvis man har prøvet at færdes i en stærkt forurenet storby, så sætter man pris på at komme til en by, hvor luften er frisk, og hvor man kan trække vejret, uden at luften smager grimt.

Det er sjovt at se, hvor mange af den slags miljøvenlige tiltag der bliver gjort i København i disse år, og det er noget, man lægger mærke til i udlandet. For kort tid siden var studieværten Richard Quest fra CNN i København, og han roste vores by til skyerne og lærte samtidig CNNs millioner af seere et nyt ord, nemlig "copenhagenization". Sådan et indslag er virkelig god reklame for København, og det er i den grad noget der trækker turister til, og jo flere turister der kommer og bruger penge, jo mere velstående bliver vores by og vores land. Det interessante er, at det ikke er kæmpestore dyre byggerier der har gjort København så populær rundt om i verden. Nej, det er relativt små ting, som cykelstier, cykelparkering, bycykler - og altså også cykeltaxier.

Det viser, at selv uden en masse kapital til rådighed, så kan det faktisk lade sig gøre for helt almindelige mennesker at gøre en kæmpe forskel for deres by. Opskriften er at man skal tænke grønt og finde på løsninger som kan skåne miljøet. Selv små ting gør en forskel, og der bliver lagt mærke til det ude i den store verden. Det er vigtigt, at vi ikke "hviler på laurbærene" nu, men i stedet fortsætter med at finde på nye tiltag som kan gøre København endnu mere populær. Men selv hvis man ikke lige kan finde på noget, så kan man alligevel gøre noget. Man kan f.eks. tage en cykeltaxi i stedet for en almindelig taxi. På den måde bidrager man til, at der kommer endnu flere cykeltaxier i København, og dermed endnu flere turister og endnu flere penge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar