søndag den 12. december 2010

Velo Solex - enkel og smuk

En Velo Solex er et køretøj som vel bedst kan beskrives som en cykel med motor. Da jeg var barn, så man dem ofte på gader og stræder, men de senere år er det yderste sjældent, at jeg har set nogen, og netop derfor gjorde jeg store øjne, da jeg i går så en af slagsen komme kørende på cykelstien på Vesterbrogade i København. Den ser ud til at være utrolig enkelt konstrueret, og det er præcis det som gør, at jeg synes den er så smuk. Faktisk kunne jeg godt finde på selv at anskaffe mig en Velo Solex, men det er, så vidt jeg ved, ikke fordi den slags bliver sat til salg hver eneste dag. Jeg mindes i hvert fald ikke at have set nogle annoncer for sådan en fætter, men hvis man søger, kan det vel nok lade sig gøre at finde et eller andet sted, hvor man kan købe en Velo Solex.

Jeg er dog en smule usikker på, hvad man gør, hvis den går i stykker, da jeg ikke lige ved, hvor man skal gå hen for at købe reservedele til en Velo Solex, men den slags skulle jo i givet fald undersøges først. Jeg kan lige se mig selv komme trillende stille og roligt gennem byen på en varm sommeraften. Den skulle naturligvis være i perfekt stand og nypudset og det hele. Der findes sikkert en klub for ejere af Velo Solex, men det er jeg ikke sikker på, at jeg ville være en del af. Jeg ville bare bruge den til små hyggelige ture, når vejret var godt, og i modsætning til den jeg så i går, så ville min aldrig komme ud at køre om vinteren. Så hvem ved, måske ser man mig til sommer køre rundt i gaderne i København på en Velo Solex, mens alle kigger nysgerrigt og tænker tilbage på dengang, hvor man så dem dagligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar