tirsdag den 14. december 2010

Spice med Price - rigeligt smør!

Jeg har her til aften set Spise med Price, igen. Jeg elsker simpelthen det program. Det er tydeligt, at de elsker at lave mad - og specielt at spise det. I dag lavede de et rigtig mormor-måltid, nemlig tarteletter med hønsefyld og bankekød med kartoffelmos, og som altid gentog de deres mantra om rigeligt smør. Særligt kartoffelmosen kom til at nyde godt af princippet med rigeligt smør. Jeg fik helt lyst til at få lov til at spise med Price, og mon ikke der er andre der havde det på samme måde. Det så virkelig lækkert ud, og begge brødrene Price så da også ud til at nyde maden. En fortrinlig ret at lave som hyldest til deres mormor, og de to levemænd fik en kold pilsner til maden i stedet for vin, som de ellers også plejer at være glade for. Til dessert stod den på æblekage, og da det er svært at finde en undskyldning for at bruge smør i en æblekage, blev der i stedet brugt rigelige mængder flødeskum, som naturligvis var håndpisket.

Man kan ikke ligefrem sige, at det er slankemad som bliver lavet i Spise med Price, og i disse sundhedstider synes jeg at det er virkelig befriende, at de bare laver god mad som de nu kan li det. Princippet om rigeligt smør bliver altid efterlevet, og selv om det måske ikke er de mest kaloriefattige retter de laver, så ser det i hvert fald lækkert ud. De to brødre er altid sjove og underholdende, og jeg glæder mig til Spise med Price bliver sendt næste gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar