Her til formiddag viste TV2 Lorry et indslag om to af landevejens farende svende, nemlig et par skærslibere, som med hver deres barnevogn med habengut var på vej over Sjælland i retning mod Køge. De voldsomme snemasser var tilsyneladende ikke nogen hindring for de to raske gutter. De to skærslibere gik rask afsted i den kolde sne, og på trods af vejret overnatter de to herrer altid i det fri. Naturligvis blev der hældt et par bajere indenfor vesten, men det hører sig jo til, hvis man er en rigtig skærsliber.
Når man sidder i sin varme stue og ser det, kan det godt se hyggeligt ud, men jeg er sikker på, at det kræver sin mand, at være vagabond i disse dage. De to gutter bedyrede dog at de ikke frøs, og deres lange skæg har da sikkert også hjulpet mod kulden, men jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget. Jeg tænker, at man virkelig skal være glad for naturens frihed for at finde glæde ved at sove udendørs i det vejr, som vi har for tiden, og jeg håber at de to skærslibere kommer helskindet gennem vinteren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar