torsdag den 16. december 2010

Simon Spies - en farverig erhvervsmand

Danmarks nok mest farverige erhvervsmand nogensinde hed Simon Spies. Han havde sit eget rejsebureau som hed Spies Rejser, og han var kendt som hele Danmarks rejsekonge. Simon spies var en superbegavet mand der efter endt studentereksamen studerede både jura og psykologi på universitetet - på samme tid! Det ene fag læste han om formiddagen og det andet om eftermiddagen. Om aftenen spillede han bordtennis med sin gode studiekammerat, politikeren Mogens Glistrup, der i øvrigt hørte til blandt de mest farverige politikere der har været i Danmark. Simon Spies var en mester i at se forretninger og tjene penge. Han sendte danskerne til Spanien i busser, og naturligvis tjente han også lidt på at veksle penge for dem undervejs. Spies var kendt for sin hang til unge kvinder, og han var bestemt ikke kendt for at være monogam. Han festede løs og nød livet, og når han trængte til lidt adspredelse rejste han rundt i verden med et af sine passagerfly, som han havde taget ud af produktionen til formålet.

Man så ofte avisoverskrifter med Simon Spies, og jantelov var et ukendt ord for den farverige erhvervsmand. Han kørte rundt i store biler og førte sig frem, og i en sen alder giftede han sig med den unge Janni Brodersen - som i forbindelse med brylluppet skiftede navn til Janni Spies, og i øvrigt senere har skiftet til Janni Spies-Kjær, og siden blot Janni Kjær. Simon Spies vidste altid hvad han skulle gøre for at få mediernes opmærksomhed, og et af hans glansnumre var at gå en tur ned af Strøget i København og uddele 500-kr. sedler til alle han kom forbi. Et andet stunt han blev kendt for, var at han i forbindelse med en tur i Det Kongelige Teater købte en ekstra plads, så han havde et sted at placere sin stok under forestillingen. I betragtning af hvor meget opmærksomhed han fik for det nummer, må man sige, at pengene til den ekstra plads i Det Kongelige Teater var godt givet ud. Udover sin store strandvejsvilla og store biler havde han også et hus i Sverige som hed Villa Fjolle, men hele verden var Simon Spies' legeplads, og han var en sand mester i at lege. Han var som nævnt også god til at tjene penge, og ved hans død var han, så vidt jeg husker, god for over 1 milliard kroner.

Jeg mindes ikke, at der har været andre erhvervsmænd som har været lige så festlige som Simon Spies. Naturligvis er Kurt Thorsen en sjov fætter, men hvad fest og farver angår, når han ikke Spies til sokkeholderne. Jeg synes det er synd, at der ikke er andre erhvervsfolk i Danmark i den grad tør skeje ud. Nutidens velhavere er for størstedelens vedkommende velopdragne mænd som knap nok tør sige et bandeord. Det er synd, at vi ikke længere har Simon Spies, for han var med til at gøre Danmark til et sjovere sted at leve.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar