torsdag den 9. december 2010

Får Alex Brask Thomsen mon en gade opkaldt efter sig?

Rigmanden Alex Brask Thomsen tilbød for nogle år siden Københavns Kommune et svimlende beløb for at få Nørrebrogade opkaldt efter sig, så den i stedet kom til at hedde Alex Brask Thomsens Gade. Så vidt jeg husker var beløbet 250 mio. kr. og blandt københavnerne blev det flittigt diskuteret, hvad pengene eventuelt kunne bruges til. Det endte dog med, at de københavnske politikere sagde nej til tilbuddet ud fra en filosofi om, at man ikke skulle kunne købe sig til at få en gade opkaldt efter sig, og i øvrigt har der aldrig været tradition for at opkalde gader og pladser efter nulevende personer. I den følgende tid skortede det ikke på ejere af private veje som tilbød at opkalde deres små grusveje efter Alex Brask Thomsen, men det var Nørrebrogade som rigmanden var interesseret i, fordi det var der han var vokset op. Vittige sjæle foreslog at problemet nemt kunne løses, hvis bare Brask Thomsen tog navneforandring, så han kom til at hedde Nørrebrogade, for så ville gaden jo - med lidt god vilje - være opkaldt efter ham. Der skete dog ikke mere i sagen, og gaden fortsatte med at hedde Nørrebrogade.

For få år siden døde Alex Brask Thomsen, og man skulle derfor mene, at han er kommet et lille skridt nærmere at få sit ønske opfyldt om at få opkaldt en gade efter sig, eftersom man jo ikke opkalder gader efter nulevende personer. Hvis han skulle have en gade opkaldt efter sig, ville de fleste nok finde det naturligt, at det blev Nørrebrogade, da det jo er den gade der tidligere har været på tale. Hvis man forestiller sig, at den kom til at hedde Alex Brask Thomsens Gade, ville mange jo mene, at det var ret dumt ikke at lade ham få sin vilje, da han i sin tid kom med tilbuddet om de mange millioner, for nu er der vel næppe nogen penge at hente ved at opkalde gaden efter ham.

Historien om de mange millioner som kommunen gik glip af på grund af nogle principper ville blive genfortalt de næste hundrede år, og enhver turistguide med respekt for sig selv ville naturligvis indvie sine kunder i historien om gaden der var opkaldt efter Alex Brask Thomsen. Og det sidste er netop det, som jeg synes kunne være interessant, for sådan en historie ville tydeligere end noget andet kunne illustrere hvordan mange danskere tænker, nemlig at man ikke vil give afkald på sine principper, uanset hvor meget det kunne gavne økonomien. Jeg synes det kunne være sjovt, og personligt hører jeg til dem, der går og håber på, at Nørrebrogade en skønne dag bliver opkaldt efter Alex Brask Thomsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar