lørdag den 4. december 2010

Flyveledere strejker i Spanien - kynismen kender ingen grænser

Mange tusinde mennesker over hele Europa har fået deres ferie ødelagt, fordi flyvelederne i Spanien strejker, hvilket har betydet at mange fly enten er aflyst eller forsinkede. Folk har siddet i lufthavne rundt om i Europa i adskillige timer uden at komme afsted, og det sørgelige er, at mange af dem ikke har mulighed for at tage afsted på et andet tidspunkt i stedet, fordi det er nu de har ferie og ikke om en uge eller to. De spanske flyvelederes aktion har nu fået den konsekvens, at Spanien nu har indført undtagelsestilstand i landet, hvilket må siges at være ret alvorligt. Udover at hele miseren blier dyr for de forskellige rejsebureauer, har det også betydet, at over hundredetusinde mennesker, nu enten er strandet på deres feriedestination eller ikke kan komme afsted på ferie. De Kanariske Øer er et af de mest populære spanske feriemål, og også blandt danskere er disse steder populære om vinteren. Mange af os tager ofte til enten Tenerife, Lanzarote eller Gran Canaria for at få lidt sol, så vi kan alle sætte os ind i, hvordan de berørte passagerer har det lige nu, hvor de sidder og venter uden at vide, hvornår situationen ændrer sig. Det spanske luftrum er nu lukket, så det er uvist, hvornår de strandede gæster i Spanien kommer hjem. Alt i alt har de her flyaflysninger og forsinkelser gjort umådelig meget skade for mange mange mennesker.

Nu ved jeg ikke præcis, hvor mange flyveledere der er i Spanien, men jeg er sikker på, at det kan tælles i hundreder. Det vil altså sige, at for hver eneste flyveleder der strejker er der flere hundrede, eller måske over tusinde, mennesker som har fået deres ferie ødelagt. Jeg anerkender, at man kan være utilfreds med noget på sin arbejdsplads, men at forsøge at få ret ved at smadre ferien for så utrolig mange mennesker som der er tale om, synes jeg er enormt egoistisk. Jeg forstår simpelthen ikke, at nogen kan være så kyniske, at de mener, at så mange mennesker skal betale en så høj pris, for at man måske kan få ret i forhold til sin arbejdsgiver. Jeg kan næsten ikke finde ord for, hvad jeg tænker om det. Kynismen kender ingen grænser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar