De fleste af os har hørt om Guldhornene, som blev fundet i henholdsvis 1600- og 1700-tallet. De vakte fra starten stor begejstring, og blev betragtet som de vigtigste oldtidsfund der nogensinde var gjort i Danmark. De to guldhorn blev opbevaret på Kunstkammeret i København, for man ville være sikker på, at der ikke skete noget med de to nationalklenodier.
I 1802 blev de imidlertid stjålet af den københavnske guldsmed Niels Heidenreich, som begik den utilgivelige ugerning, at han omsmeltede de gamle horn. Danmarks vigtigste oldtidsfund eksisterede ikke længere fra det tidspunkt. Niels Heidenreich blev dog fanget og dømt for sin forbrydelse, men Guldhornene var tabt for evig tid. I tiden der gik, fra Guldhornene blev stjålet, og indtil deres skæbne blev kendt, skrev den berømte danske digter Adam Oehlenschläger et digt om de to horn, og dette digt er i dag fast læsestof i danskundervisningen på alle landets gymnasier. Digtet begynder med de berømte ord, "De higer og søger i gamle bøger...", og intet digt har i højere grad været genstand for oplæsning end netop dette - blandt andet af Poul Reumert som var særlig kendt for at oplæse det. Det interessante var, at mens Adam Oehlenschläger sad i sit hjem i det indre København og skrev det berømte digt om Guldhornene, så befandt de sig - desværre i omsmeltet udgave - blot hundrede meter fra, hvor han sad.
De to mænd, Adam Oehlenschläger og Niels Heidenreich blev begge en del af danmarkshistorien. Oehlenschläger fik oven i købet en gade opkaldt efter sig på Vesterbro i København, nemlig Oehlenschlägersgade, og ydermere blev der placeret en statue af ham foran Det Kongelige Teater. Mere kan man vel ikke ønske sig, hvad ens eftermæle angår. Helt anderledes gik det for Heidenreich, som foruden at sidde i spjældet i mange år for at have stjålet Guldhornene, gik over i historien som en skurk. Man kan faktisk gå så langt som til at sige, at han blev nationalskurk. Naturligvis var det dumt gjort af ham, og han ville formentlig ikke have gjort det, hvis han havde været klar over, hvor vigtige Guldhornene var. Han fik den dumme indskydelse, at han ville stjæle de to horn, og kort tid efter havde han begået en handling, som fik katastrofale konsekvenser for både ham selv og hans land.
Jeg er sikker på, at Niels Heidenreich fortrød sin handling mange gange efter, men gjort var gjort, og Guldhornene var forsvundet for altid. En enkelt forkert handling gjorde, at han for altid vil blive husket som en skurk. Det er muligt, at han har haft mange gode og positive sider, men uanset hvor god han måtte have været ved andre mennesker, vil han til evig tid udelukkende blive husket som en forbryder. Det er meget få mennesker der gør noget som bliver husket flere hundrede år efter, og som eksemplet med Heidenreich viser, så kræver det ikke nogen form for klogskab eller særlige evner at gå over i historien - en god portion dumhed og uvidenhed er nok!
Uden at kunne sige det med sikkerhed, så vil jeg tro, at den tid som Adam Oehlenschläger brugte på at skrive sit berømte digt, nogenlunde svarer til den tid som det tog Niels Heidenreich at stjæle og omsmelte Guldhornene. De to mænd traf hver deres valg om, hvordan de ville bruge deres tid, og Oehlenschägers valg gjorde ham til en evig helt, mens Heidenreichs valg gjorde ham til en evig skurk. Jeg synes, at historien er et godt billede på, at måden hvorpå vi bruger vores tid er langt vigtigere end vi måske tænker i det enkelte øjeblik. Vi ved godt, hvad der er fornuftigt, og hvad der ikke er fornuftigt, men først bagefter vil de virkelige konsekvenser vise sig, hvad enten de er positive eller negative. Moralen må være, at hvis vi bruger vores tid fornuftigt, kan vi ende med at gå over i historien med et positivt eftermæle, mens ufornuftige handlinger kan få os til at gå over i historien som skurke, også selv om vi måske ikke syntes det var så slemt, da vi gjorde det. Vi kan altså styre om konsekvenserne af vores handlinger skal være positive eller negative, men vi kan ikke styre, hvor meget positive eller hvor meget negative konsekvenserne bliver. Så hvis man ikke vil risikere at ende som Niels Heidenreich, og samtidig have chancen for at ende som Oehlenschläger, skal man altså udelukkende gøre gode gerninger, og der er vel næppe nogen dag der er bedre egnet til at starte på det end i dag, d. 1. december, hvor julen begynder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar