torsdag den 2. september 2010

Hawaiiskjorte er cool - En hyldest til kongen af hawaiiskjorter

Forleden dag så jeg en mand i hawaiiskjorte, og jeg kom derfor til at tænke på den ukronede konge af hawaiiskjorter, Mickey Fredie-Pedersen. Første gang jeg så Mickey Fredie-Pedersen var i TV-programmet "Ingen slinger i valsen" hvor han målrettet trænede sin søn Sonny (som jeg tidligere har skrevet om) og dennes dansepartner til et eller andet mesterskab, som de helst skulle vinde. Siden har han vist sig på TV utallige gange, og hele familien er efterhånden blevet kendisser - specielt efter den meget livsbekræftende TV-serie, "Familien Pedersen".

En af de ting jeg godt kan lide ved Mickey Fredie-Pedersen er, at han er fuldstændig ligeglad hvad andre mennesker synes om hans hawaiiskjorter - han går i dem fordi han kan lide dem og synes de er festlige. Selv er han også en festlig fyr, og jeg kan ikke forestille mig et miljø hvor han ville passe bedre ind end på en sandstrand med palmer, beachparty, drinks og fest og farver - og naturligvis klædt i: Ja, hvad tror du? Og det er netop det der gør ham til kongen af hawaiiskjorter. En konge er jo i sagens natur ikke som alle andre. En konge er en som udmærker sig på en eller anden måde, og for Mickey Fredie-Pedersens vedkommende udmærker han sig ved, at han (næsten) konsekvent er klædt i hawaiiskjorte.

Det kan godt være, at det ikke længere er moderne at gå i hawaiiskjorte, men man kommer ikke udenom at det er frisk og festligt - og er det ikke netop det som livet handler om? Hvis vi alle sammen gik klædt i det samme tøj, og der ikke var nogen der turde skeje ud, ville verden da se ret trist ud. Det skal ikke være så kedeligt altsammen. Derfor en hyldest herfra til Danmarks ukronede konge af hawaiiskjorter, Mickey Fredie-Pedersen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar