torsdag den 23. september 2010

Dus med dyrene med Poul Thomsen burde genudsendes

For mange år siden var der et program i TV som hed "Dus med dyrene", og programværten var en rigtig hyggelig fyr ved navn Poul Thomsen. Hvis du er lige så gammel som jeg, eller bare næsten lige så gammel, så kan du med garanti huske Poul Thomsen og Dus med dyrene. Hans hund Balder var altid med, og jeg tror at store dele af Danmarks befolkning fulgte programmerne. Efter min mening er det nogle af de bedste programmer der er lavet, og dem af mine bekendte som jeg har talt med om det er alle fuldstændig enige. Man var simpelthen tryllebundet, når man sad og så programmet, og hørte på hans lidt specielle men behagelige stemme. I modsætning til mange af de programmer der er populære nu til dags, var Dus med dyrene ikke det helt store udstyrsstykke. Jeg vil faktisk tro, at det har været ret billigt at producere. Poul Thomsen var hele Danmarks dyreven, og han besvarede spørgsmål fra seerne og fik os alle sammen til at føle os i pagt med naturen.

Det er efterhånden mange år siden der sidst var Dus med dyrene, og jeg er sikker på, at mange savner det. Naturligvis var der ikke så mange andre programmer at konkurrere mod dengang - der var faktisk kun én kanal, men jeg er alligevel sikker på, at det ville have været lige så populært i dag som det var dengang. Når der nu kommer så mange genudsendelser på TV som tilfældet er, så synes jeg, at det ville være helt oplagt at genudsende Dus med dyrene. Naturen har jo ikke ændret sig nævneværdigt siden dengang, og dyrene har slet ikke ændret sig, så det ville være lige så aktuelt og nærværende, som det var dengang det blev produceret. Jeg håber, at vi snart får et gensyn med Poul Thomsen og Dus med dyrene, for både ham og hunden Balder er savnede på skærmen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar