torsdag den 2. september 2010

Sølvbryllup

Efter 25 års ægteskab kan et ægtepar fejre sølvbryllup, og dagen markeres typisk ved, at der laves en æresport ved sølvbryllupparrets hjem, og et hornorkester møder op og spiller et par sange, og parret danser brudevals. Derudover er der tradition for, at sølvbryllupparret inviterer de fremmødte indenfor til morgenmad med tilhørende Gammel Dansk. Det er en smuk tradition som har eksisteret i mange år, og et sølvbryllup er altid en festlig begivenhed. Der findes sågar en hjemmeside om sølvbryllup, og hvordan man fejrer det her i Danmark, og der er også en beskrivelse på Festleksikon.dk af, hvordan et sølvbryllup normalt foregår. I øvrigt er morgenmusik til sølv- og guldbryllupper er gået hen og blevet en selvstændig branche, og der findes musikere som ikke laver andet end at spille til ved disse mærkedage. Ligeledes er der et stort marked for sølvbryllupssange, for ved mange sølvbryllupper bliver der delt sange rundt ved middagen, som gæsterne så synger.

Jeg har altid beundret folk som har formået at holde sammen i tykt og tyndt igennem så mange år. Det viser noget om de pågældende mennesker. For et ægteskab - eller bare et parforhold for den sags skyld - er jo i virkeligheden én lang række af kompromiser. Man er to, og derfor skal alle beslutninger også tilgodese begge parter - og ikke kun den ene part. Eller som man siger i USA: There is no "I" in "we". Det kræver noget fra begge parter, og når et ægtepar har fået det til at fungere i 25 år, så må det jo være fordi begge parter besidder de menneskelige egenskaber der kræves for at få et ægteskab til at fungere.

Derfor er der også god grund til at fejre sådan en dag, for man fejrer jo i virkeligheden to mennesker fordi de gennem 25 år har bevist, at de begge har nogle helt særlige personlige egenskaber, som mange godt kunne lære noget af. Det kræver både gode samarbejdsevner og gensidig respekt at være gift i så lang tid, at man kan fejre sølvbryllup. Og den slags egenskaber er jo netop, hvad der er brug for på en arbejdsplads, så hvis jeg en dag skulle ansætte nogen, så ville det at vedkommende havde fejret sølvbryllup veje meget tungt i forhold til personlige egenskaber som andre kandidater ellers selv måtte hævde at besidde. Et sølvbryllup er beviset på, at man ikke kun har de gode samarbejdsevner i munden - men også i hovedet og i sjælen. Så herfra skal lyde en hyldest til alle landets sølvbryllupspar!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar