søndag den 19. september 2010

Forudbetalt debit kort

I udlandet kan man købe forudbetalte debit kort, såkaldte gift cards. Nogle af kortene kan genopfyldes, mens andre ikke længere kan bruges, når det beløb som de lyder på er brugt op. Jeg synes, det kunne være en rigtig god gaveidé som alternativ til bare at give kontanter, men desværre har jeg ikke fundet noget sted i Danmark, hvor man kan købe sådanne kort. I andre lande kan man købe forudbetalte debit kort fra de store udbydere af kreditkort, og typisk er det banker der står for at udstede dem. I nogle lande kan man endda købe den slags kort i supermarkederne. Men i Danmark kan det af uransagelige årsager ikke lade sig gøre, og jeg har ladet mig fortælle, at det skyldes nogle af de mange regler som vi er belemrede med her i landet.

Hvorfor skal vi altid halte bagefter i Danmark? Der er altid en eller anden regel eller regulativ der kommer på tværs, så helt banale ting, som er selvfølgeligheder i andre lande, ikke kan lade sig gøre i Danmark. Tilfældet med forudbetalte debit kort er ikke noget enkeltstående tilfælde. Det samme gjorde sig gældende med det smarte køretøj Segway, som det tog flere år at få godkendt til at bruge på gaden i Danmark, fordi man ikke lige vidste om man skulle betragte den som en cykel, en knallert eller noget helt tredje. Selv om det kunne have været løst ved, at man traf en rask beslutning og kom videre, tog det alligevel flere år inden Segway blev godkendt til at køre på gaden i Danmark. I lighed med forudbetalte debit kort havde Segway været en selvfølgelighed i andre lande i årevis, for man fandt en løsning på det herhjemme. Hvor svært kan det være, at give tilladelse til, at vi kan få lov til at give hinanden forudbetalte gift cards i fødselsdagsgave og julegave til hinanden? Hvad kan der ske ved det? Der er meget godt at sige om Danmark, men hurtige beslutninger har altså aldrig rigtig været en dansk dyd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar