onsdag den 8. september 2010

Gademusikanter - nu med playback

I dag kom jeg forbi Nørreport Station i København, hvor der sad en mand og spillede harmonika. Det var vældig hyggeligt med levende musik midt i mylderet, og jeg så da også en dame som smed en mønt i hans skål som var placeret foran ham til samme formål.

Pludselig skulle harmonikaspilleren nyse, og det resulterede i, at der kom til at hænge en ordentlig slimklat ned fra  hans hage. Og nu kommer det mærkelige: Da han fjernede hånden fra tangenterne på harmonikaen for at tørre snotklatten væk, spillede musikken lystigt videre. Jeg blev noget forbløffet og kiggede en ekstra gang. Jeg så nu, at der under hans stol stod et indkøbsnet med et stort hul i, og bag hullet kunne man se en højttaler. Den hyggelige gademusikants evner som harmonikaspiller var altså knap så store som jeg først havde antaget. Men nu ved man da, at hvis alt andet glipper, så kan man altid blive gademusikant - med playback.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar