fredag den 20. august 2010

Trailer Park Boys - en mockumentary af høj kvalitet

For et par år siden havde jeg altid svært ved at komme i seng én bestemt aften om ugen. Såvidt jeg husker, var der tale om søndag aften, og grunden til at jeg havde så svært ved at komme i seng var, at DR2 omkring midnat sendte serien Trailer Park Boys. Første gang jeg så det, troede jeg, at der var tale om en dokumentarudsendelse, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at det i virkeligheden var en såkaldt mockumentary, som er betegnelse for en udsendelse der foregiver at være en dokumentarudsendelse uden at være det.

Uanset hvilket fint ord man kan hæfte på Trailer Park Boys, var det en sjov udsendelse, som jeg fulgte med i hver uge. Grunden til at jeg husker den er, at det nok er en af de eneste udsendelsesrækker eller serier - eller mockumentary - som jeg nogensinde har fulgt med i. Jeg kom til at holde af seriens to hovedpersoner, Ricky og Julian, som boede i Sunnyvale Trailerpark i Canada. De havde altid gang i noget halvskummelt, som de mente ville kunne finansiere deres tilværelse de kommende uger, men hver gang gik planerne i vasken - ikke mindst grundet Sunnevale Trailerparks nidkære opsynsmand Jim Lahey og hans assistent. Jim Lahey var tidligere politimand, men var blevet fyret - vistnok på grund af druk, men han havde stadig en glødende interesse for håndhævelse af love og regler, men måtte på grund af sin situation nøjes med at håndhæve Sunnyvale Trailerparks regler, hvilket han dog gjorde med stor iver.

Figurerne i Trailer Park Boys var fantastiske. Min favorit var Julian - en høj mørkhåret fyr med skæg som altid havde en drink i hånden, hvad enten han lige var vågnet, var midt i en skududveksling, var ved at begå røveri, var midt i et slagsmål, kørte bil eller noget andet. Jeg mindes ikke et eneste klip, hvor Julian ikke havde en drink i hånden. Det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvad det egentlig var han drak. Det var i hvert fald noget med cola i, så jeg formoder at det enten har været Whisky/Cola, Vodka/Cola, Rom/Cola eller noget i den boldgade.

Jeg har siden tænkt over, hvorfor netop Trailer Park Boys appelerede til mig, når jeg aldrig har haft interesse i andre serier som f.eks. Dallas, Dollars, Friends etc., og jeg er nået frem til, at det må være de karikerede figurer der gjorde det, og det er jo netop den styrke der er ved en mockumentary, nemlig at man har mulighed for at overdrive tingene en smule. Jeg nød at se Ricky og Julian kaste sig ud i nye dumheder, velvidende at deres planer som altid ville gå i vasken. Ricky og Julian var indbegrebet af et par dovne driverter, og Sunnevale Trailer Parks opsynsmand, Jim Lahey, var indbegrebet af en striks opsynsmand af samme type som en dansk centervagt der gerne ville have været politimand, men hvor evnerne ikke rakte

I lang tid troede jeg, at jeg tilhørte en lille minoritet som fandt interesse i at følge de halvtåbelige figurer i Trailer Park Boys, men jeg har siden erfaret, at serien faktisk var ret populær - på trods af det sene sendetidspunkt. Jeg håber derfor, at DR2 snart vil genudsende deres mockumentary, Trailer Park Boys, så jeg kan få et gensyn med Ricky og Julian, og deres daglige kamp for at tjene til livets ophold i Sunnuvale Trailerpark
.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar