mandag den 30. august 2010

Tiggeri i København - En ærlig tigger

Tiggeri bliver mere og mere udbredt i de fleste større byer, både i Danmark og i udlandet. Når man som jeg bor og færdes i København, møder man ofte tiggere. Nogle af dem beder bare om et par kroner, uden at uddybe hvad pengene skal bruges til, mens andre spørger om man kan undvære nogle penge, så de kan få sig noget mad. I Holbergsgade, som ligger bag Det Kongelige Teater, mødte jeg imidlertid en tigger som greb sagen noget anderledes an. Han spurgte slet og ret om jeg kunne undvære 20 kr., så han kunne købe to guldbajere. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvilken ærlighed!

Han lignede ikke en der havde et sted at bo, og jeg er sikker på, at livet ikke er helt let, hvis man er i den situation - selvforskyldt eller ej. Han var en ærlig tigger, som tilsyneladende havde gjort op med sig selv hvad der skulle til, for at han et øjeblik kunne glemme hverdagens problemer som tigger i København. Det der skulle til var to guldbajere, og det forsøgte han på ingen måde at lægge skjul på. Ikke noget med at bede om penge til mad, og så gå over i kiosken bagefter og omsætte det til alkohol.

Jeg stak ham 20 kr. og kom bagefter til at tænke på, hvordan det egentlig kan være, at vi normalt betragter det som mere legitimt at tigge om penge til mad fremfor alkohol. Hvis et par kolde guldbajere bringer manden mere glæde end en pølse med brød, hvorfor skulle han så ikke købe guldbajerne frem for pølsen med brød? Jeg ved godt, at det er sundere for ham at spise end at drikke bajere, men hvis tilværelsen gør ondt døgnet rundt, er det så ikke ok at han får en lille pause fra det i den tid det tager ham at konsumere de to bajere? Jeg tror det, men jeg ved det ikke. Og jeg ved heller ikke, om det i det hele taget er en god idé at give penge til tiggere, da det med stor sandsynlighed vil føre til mere tiggeri, men når han nu var så hudløst ærlig som han var, syntes jeg faktisk at jeg gerne ville give ham de 20 kr.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar