lørdag den 28. august 2010

Café IDAbryggen - liv i havnen

Da jeg holder meget af at være i nærheden af vandet, går og cykler jeg ofte ture ved Københavns havn. Det var på en af disse ture jeg kom forbi Café IDAbryggen, som ligger lige ved Ingeniørforeningens hus på Kalvebod Brygge. Café IDAbryggen ligger på vandsiden på en slags fastankret "tømmerflåde" eller udbygning eller hvad den slags nu hedder, og jeg da jeg elsker kaffe, ville jeg ikke snyde mig selv for en kop kaffe, når jeg oven i købet kunne nyde den mens jeg sad og kiggede ud over vandet.

Kaffen var såmænd meget god - jeg er ikke den store kaffe-ekspert, og dette indlæg er ikke en reklame for Café IDAbryggen, men derimod en opfordring til at andre kopierede idéen og lavede tilsvarende små hyggelige serveringssteder på vandsiden af de mange kontorbygninger på Kalvebod Brygge. Det ville give mere liv i havnen på en strækning hvor der ellers altid er øde og forladt udenfor almindelig kontortid. Måske kunne det blive lige så populært som Nyhavn - hvem ved? Jeg vil i hvert fald rose Ingeniørforeningen for at have taget dette flotte initiativ med Café IDAbryggen, og jeg håber andre vil følge deres eksempel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar