torsdag den 26. august 2010

Mads Arlien-Søborg - Brugbart design for begge køn

Jeg så i dag Go' Morgen Danmarks trendforsker og designekspert, Mads Arlien-Søborg. Jeg har ikke set ham før, men det lød som om han tidligere har medvirket i programmet. Han præsenterede nogle forskellige ting, og hvor var det forfriskende at få præsenteret noget design som er brugbart i hverdagen og som henvender sig til begge køn, og ikke kun kvinder.

Mads Arlien-Søborg viste bl.a. en anordning til at dampe grøntsager i flere lag, som hedder Steam Tower. Supersmart ting som er praktisk samtidig med at den er væsentlig mere dekorativ end de tre fire gryder som den kan gøre det ud for. Hvis man som jeg har et åbent køkken, kan den slags godt have noget at sige.

Derudover viste han en dug, som var farvet i et mønster der passer med hvordan man normalt ville folde en dug. På den måde kan dovne mennesker som jeg smide en ustrøget dug på bordet, uden at nogen kan se folderne da farverne skjuler dem. Og som Mads Arlien-Søborg sagde, så er det utroligt at der ikke er nogen der har fået den idé før nu.

Jeg kan sagtens tilgive ham, at han valgte at præsentere et smykke med indbygget USB som nok mest henvender sig til kvinder, for der var så mange andre spændende ting som kunne bruges af begge køn, at en enkelt lille ting til kvinderne er helt OK.

Udover de nævnte ting viste han også en masse andre eksempler på sjovt, praktisk og brugbart design, og jeg må sige at jeg er meget overrasket over hans næse for at finde den slags ting. Det ville mindst have taget mig et år at finde frem til et tilsvarende udvalg af godt og brugbart design, så stor ros til Mads Arlien-Søborg herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar